Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

sigt er stort og sært, men Udtrykket ramt. Hjemmefra er
Billedet »Far kommer!« Nær et stort Træ staar Rings
gamle Moder strikkende og ser efter sin Søn, hvis to Rol-
linger ad en Marksti løber ham i Møde, da han vender hjem
fra Arbejdet. Lige
saa smukt som Fi-
gurerne er Land-
skabet opfattet, og
det passer fuldkom-
ment til dem, dette
simple Landskab
med flade Marker,
afskaarne nær Ho-
risonten af en vand-
ret Pileallé. Ring
havde ofte fulgt sin
Broder, naar denne
var gaaet ud for at
høste, og havde
gennem Tegninger
søgt at gribe Bevæ-
gelsen for at gengi-
ve den i et stort
Billede. Til danske
Malere har Rings
Kunst ingen Gæld, men det er tydeligt, at han paa et Tids-
punkt med Interesse har studeret Gengivelser efter Ar-
bejder af J. F. Mitiet. Fra ham har han endog engang di-
rekte laant Staffagen til et lille Aftenlandskab. Den sam-
me Medfølelse med Landalmuens Kaar og Skæbne, Millet
har udtrykt i Billedet »Brændehuggeren og Døden«, har
Ring udtrykt paa sin egen
Vis i Billedet med den gam-
le Kone, der udmattet syn-
ker ned paa Vejkanten, me-
dens Dødens Skyggebillede
svæver hen over mørke
Skyer, og Aftenrøden snart
vil slukkes. Millet havde for-
staaet Bonden, Arbejderen,
Livet, saaledes som Ring
selv opfattede det, et Liv,
der var altfor fyldt med
træls Arbejde som Bjerg-
mandens med hans »Ham-
merslag paa Hammerslag
indtil Livets sidste Dag«.
Tiderne skiftede, Slægter
døde, og ny fødtes, men
hvert Aar gik endnu Sæde-
manden og Høstkarlen over
Markerne. Ring tænkte dog
ikke paa at bortviske Men-
neskenes individuelle Fy-
siognomier for at fremhæve
Typen, det er Rings Broder,
der i sin blaa Bluse bort-
mejer Markens Korn. Ring
ønskede, at Billedet skulde
blive monumentalt, og det er

monumentalt. Det fulgte ham fra Vingaardsstræde til Kna-
brostræde og fyldte næsten halvt det lille Atelier, han der
havde faaet paa Kvisten i Fru Sommers Hus. Han havde
til Naboer andre fattige Malere, og derop kom jævnligt
Gæster, flinke og
intelligente unge
Mennesker, der
sammen med Male-
ren dannede en Art
Boheme, om hvilken
nogle af Rings Bil-
leder fastholder Er-
indringer. Dog ikke
alle var løse Fugle.
Det Atelier, hvor
Christian Clausen
— en enkelt Gang
ogsaa Ring — hav-
de den samme
smukke, godhjerte-
de og letsindige
Model, som Julius
Paulsen har an-
vendt for den ny-
skabte Eva, var
lejet af Alexander Wilde, den senere Amtsforvalter, der
altfor sjældent fik Lejlighed til at dyrke sine gode Evner
som Maler. Han havde baade Hus og Hjem, endda et ud-
mærket Hjem ude paa Helenevej, og i dette blev Ring snart
en hyppig og kærkommen Gæst. Wilde og hans Frue var
højt kultiverede og elskværdige Mennesker, trofaste Ven-
ner, der ønskede og forstod
at hjælpe Ring saa godt,
som det stod i deres Magt.
Fruen maatte staa for ham
til en af Figurerne paa det
ret anselige Billede fra 1887,
»Maduddeling paa Frede-
riksberg«. Dog hverken
dette eller de mange Bille-
der, han det foregaaende
Aar havde malet ved Op-
fyldningen af Kalkbrænderi-
havnen, kan maale sig med
de bedste af de talrige Bil-
leder, han i 1887 havde
faaet malet ude paa Landet.
Et af dem er ikke meget
større end et Ark alminde-
ligt Brevpapir. Der sidder
»Pokke-Niels«, som ikke
kunde skrive og daarligt
tale forstaaeligt, med en
Kabuds paa Hovedet og kli-
strer Papirsposer, hjulpet af
sin Ægtefælle. Haanden,
han fladt lægger over Papi-
ret, begge Figurerne, det
kalkede Rum, Sneen, der
lejrer sig udenfor Vinduerne


Far %om/ner. /&R5