Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

og giver Genskær i Stuen;
ait er fuldkomment, Behand-
lingen frisk og bred; det
hørte til de Billeder, som
fængslede stærkt paa Kunst-
foreningens store Ring-Ud-
stilling i 1924. Naturligvis
er det dog kun en Ubetyde-
lighed i Sammenligning med
det store og ypperlige »Sam-
tale i Landsbygaden«. Som
Billedet af Tiggerbørnene,
hvis Løfter det indfrier, vi-
ser det Vejen udenfor en
Bondegaard i Rings Fødeby
paa en graa Vinterdag. Paa
Vejen møder en Hønse-
kræmmer en Kone og hen-
des Dreng.Ingen Lovord er
for stærke for den vidunder-
lige Karakteristik af disse
Figurer, især Drengen og
Konen. Farverne i Konens
Dragt har en udsøgt Finhed,
Behandlingen er let og
smuk. Et saadant Billede vil
i al Fremtid tjene sin Maler
til Ære, det burde hænge
paa Kunstmuseet, hvor Ring
er altfor tilfældigt repræ-
senteret. Mellem hans mange Billeder af sjællandsk Land-
almue er dette maaske det betydeligste, men da det kom
frem, skrev en Hovedstadsavis: »Igen viser Ring sig som
Hæslighedens Apostel.«
Samme Aar malede han ikke faa smukke Landskaber.
I sine Landskaber var han lige saa selvstændig og ejen-
dommelig som i sine Figurbilleder. Hovedstadens Menne-
sker og Malere beundrer i Regelen Naturen højst, hvor den
udfolder sin frodig-
ste Fylde eller største
Pragt. Netop da har
den ikke haft synder-
lig Tiltrækning for
Ring som Maler. Som
saadan foretrækker
han dens Hverdags-
fysiognomi. Det var
ham kært fra hans
tidligste Aar. Næppe
nogen anden vilde
have standset foran
et Par beskedne,
blomstersmykkede
Grave foran Kirke-
gaardsmuren i Vejle
og ment, at det kunde
være et Motiv for et
Maleri. Eller paa
samme Maade have
forelsket sig i en

Gangsti gennem en Rug-
mark, Udsigten mod et Bon-
dehus i Sne, en Stump jævn
Natur i Regn eller Taage.
Sommeren er mindre til-
trækkende for Rings Land-
skabskunst end Vinteren,
Efteraaret og det tidlige
Foraar.
Dettes klare, kølige Luft
er med stor Finhed gengivet
i et 1887 malet Billede, hvor
Vejen med Skrænter foran
en Pløjemark gennem en
Stump Pileallé fører til hans
Fødeby. En Bondedreng,
der gik paa Vejen og saa
mod Bøndergaardene med
deres hvide, solbelyste Gav-
le, udslettedes efter Anmod-
ning af en Kunsthandler,
men er senere genopstaaet.
Samme kølige Foraarsfrisk-
hed har det følgende Aars,
den Hirschsprungske Sam-
ling tilhørende Billede med
Mogenstrups hvide Kirke,
der rejser sig over Mosen
med dens skinnende blaa
Tørvegrave; et snurrigt Par
kommer fra Kirke, Manden i Stadstøjet, Konen i fransk
Sjal med et hvidt Tørklæde om Salmebogen. Nær Mogen-
strup Kro fandt Ring en Rigdom af Motiver for gode Land-
skaber, et af de fineste er Efteraarsbilledet fra 1888 med
de afbladede Rønnetræer. En Del af Sommeren havde han
tilbragt i Jylland. Vandringen over Heden forekom ham at
føre ham til et Eventyrland. Skønt Vejret var elendigt, slog
han sig for en Tid ned hos Sognefogeden i Bryrup-Vin-
ding. Det anseligste
af hans Billeder der-
fra viser Udsigten fra
en Lyngbakke mod
store Sletter, i Bag-
grunden ses over en
Sø Grædstrup Kirke.
Et godt Billede, dog
uden den stærke
Stemning, der havde
betaget ham paa det-
te Sted, da han saa
det under en Luft,
med enkelte lyse Sky-
er forneden under
blytunge mørke over
Resten af Himlen.
Det hed sig, at
Rings Haand var kej-
tet. 1 Virkeligheden
har Behandlingen i
Flertallet af hans



/fH&mandfs/o/A: Æ/t'sfrpr Papfr-Sjoospr.