Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

KARL SCHOU UDSTILLINGEN
MALEREN EDV. JVÆ/Æ PROTESTERER MOD DEN OFFICIELLE KRITIKS BEDØMMELSE

T en Artikel i Politiken af Bladets Anmelder Hr. K. P.
] om Karl Schous Udstilling udstyret med mange Løve-
H. fadder og Gesvejsninger forekommer der en særlig Ud-
pyntning, der trænger til et nærmere Eftersyn.
Schous Maleri saa temmelig ufortalt maa det være be-
rettiget at spørge om, hvad Hr. K. P. mener med at hele
den hjemlige moderne Kunst er paavirket af ham. Rent
bortset fra, at det jo dog nødig skulde komme til at staa
som nogen særlig Fortjeneste, kunstnerisk set, aldrig at
røre sig af Pletten, som K. P. med megen Omhu fremhæver
som det fundamentale i Schous Kunst, er det mig ubegribe-
ligt, hvorledes man kan blive Forbillede for noget nyt, naar
man selv saa bevidst staar fast paa noget gammelt.
Grunden til, at en gammel Kunst undertiden bliver for-
billedlig for en ny beror nemlig paa, at den i sig optager
Problemer, der er forud for sin Tid, og som saa en senere
Periode genoptager og fører videre, men hvad man end kan
mene om Schous Maleri — Problemer indeholder det ikke.
Men det er det, der er Kernen i moderne Kunst, idet den
søger at gøre Farven i sig selv til det egentlige indholds-
mæssige, hvor den forrige blot anvender den som en Slags
illustrerende Appendix til en i al Almindelighed genremæs-

sig Fremstilling af Sagen. Moderne Kunst er den Kunst at
opfatte og gengive i omformet Skikkelse, den anden den
Kunst at se og gengive i Overensstemmelse med det sete,
og trods alle Udvandingsforsøg snart tit Fordel for den
ene, snart til Fordel for den anden er der et Svælg befæ-
stet mellem disse Synsmaader, det ikke er tilladt at skalte
og valte med efter Forgodtbefindende, idet det repræsente-
rer to vidt forskellige Naturopfattelser, det netop nu gælder
at holde ud fra hinanden, Naturopfattelser, som selvfølge-
lig ogsaa adskiller de rent artistiske Principper, som jeg er
sikker paa, Hr. K. P. er den eneste til at finde et og det
samme. At der gives moderne Malere og saakaldte Colori-
ster, der simpelthen er ligeglade med disse Kendsgerninger
og laver culørt Genremaleri ud af moderne Kunst ved-
kommer ikke Problemet, det henter ligefuldt sine Ideer
fra Steder, der intet har med Schous feminine Maleri at
gøre.
Dansk Kunstkritik skulde jo ikke gerne være det rene
Nonsens, men gøre en Smule Forsøg paa at forstaa, og
anstrenger den sig ikke snart lidt mere i saa Henseende,
synker den uvægerlig ned i Klasse med den Vare, man
stopper Pølser med.


SMAA UDSTILLINGER
JOHANNES KRAOH - MOGENS LORENTZEN - HJORTH-N1ELSEN - MARGRETHE LEVY
EDVARD BORREGAARD - CARL BECHER - BACHS KUNSTHANDEL

W EG vilde gerne rose den gode Vilje hos
! /c/mnnM K/ngA. Det smukkeste Bil-
*7 lede paa Udstillingen hos Winkel og
Magnussen er en Gruppe Raadyr i Sne,
som han sikkert selv anser for et af de
ringeste. Det er der nemlig ikke gjort me-
get ved. Naar det hele ellers er seværdigt,
beror det paa, at de herlige franske Kate-
draler, han har farvefotograferet, virkelig
er saa pragtfulde. Og det er gjort omhyg-
geligt og egentlig ikke slet. Navnlig Skit-
serne af Glasmosaikerne fra Chartres og
Le Mans Poitiers og Bourges vækker et
uimodsigeligt Skønhedsindtryk. Det for-
stemmende er at der blandt dem hænger
en Akvarel af ydre Udstyr som de andre,
som ligefrem virker som et Stød for Bry-
stet, naar man opdager den. Hvad i al Ver-
den er det for et Voxtryk, som har sneget
sig ind blandt hele Verdens mest lysende
Maleri?
Det er saamænd Frugten af hans Stu-
dier. Et Glasmaleri, han selv har tegnet til
»Strødam«. (Det burde været noteret i Ka-
talogen!) Kunstneren har aabenbart over-
hovedet ikke opdaget de gamles genialt
selvfølgelige Benyttelse af Blysammenføj-
ningernes Linjenet som Konstruktionsske-

let for Maleriet, at de gode gamle Glas-
malerier (det maa lades Johannes Kragh,
at han kun har kopieret det ypperste) altid
var Glasmosm'/rer.
Eller det har han nok, men har villet
være moderne og har opnaaet at virke som
en middelmaadig engelsk Praeraffaelit.
Undertiden hører til at være virkelig mo-


derne Modet til at være gammeldags. Det
savnes hos denne Maler.
Mogens Lorentzens Udstilling i Studen-
tersamfundet er ikke blevet daarlig opre-
klameret. Han er overhovedet et sympatisk
Menneske, en Kunstner med Humør i, som
ikke er bange for at slaa Knytnæven i Kir-
kestolen og raabe »Skaal Gutter« midt un-
der Prædikenen. En af den Slags Menne-
sker, som sætter lidt farvet Mening paa
Tilværelsen med sit røde Skæg og forsorne
Lune, og som er dejlig fri for Humbug.
Det er baade Synd og Skam, at han ikke
kan tegne. Han havde fortjent det mere
end nogen anden. Men Stregerne føjer sig
ikke sammen i lians Grafik, de ligger alene
hver for sig og giver hverken Rum-, Form-
eller Fladeindtryk. Naar der alligevel er
Liv over de Hundrede udstillede Litogra-
fier og Tegninger, er det af rent litterære
Grunde: Ideerne er gode. Det er intet Til-
fælde, at netop Mogens Lorentzen vidt og
bredt hævder den fri Kunsts Fallit og pe-
ger paa Reklamen som det rette Arbejds-
felt for vor Tids Kunstnere. Var jeg ham,
havde jeg ikke behøvet nær saa mange
Ord for at overbevise mig om Ræsonne-
mentets Gyldighed, for mig selv. Jeg tror,

47