Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

en Havemand for Roms Haveredskaber og navnlig »Potitiken«s
Flakat for Kunstnernes Julelotteri med Hesten paa Kongens Ny-
torv i Irgrønt paa Baggrund af to kraprøde Dannebrogsflag og
en Antydning af Charlottenborg som den fortonende Baggrund.
Men det er dog, ^
ligesom Axel
Nygaards Fin-
hed og yndeful-
de Streg ikke
rigtigt tilfreds-
stiller Trangen
til Reklamebrøl,
og de Reklame-
rende synes da
ogsaa som oftest at foretrække mere
haardhændede og nerveløse Udraabere for
deres Varer. Franskmændene derimod,
der aabenbart har en finere Følelse for
Plakatkunst, tildelte Nygaard Guldmedal-
je for lians Plakater paa den tidligere
nævnte Udstilling.
Mens Axel Nygaard som Bladtegner sy-
nes frivilligt at have opgivet Karikaturkun-
sten, bortset fra sparsomme og lidt tamme
Bidrag til Blæk-
sprutten, mulig-
vis i Erkendelse af. de uforholdsmæssige
Ubehageligheder, hvormed et lille Sam-
fund som det danske reagerer overfor en-
hver Art af personligt adresseret Satire,
har Nygaard i en Variant af sin Vignet-
kunst skabt sig et journalistisk Omraade i
»Po!itiken«s saakaldte Vejrbil-
leder, hvor hans lyriske Evne har udfoldet hans Kunsts
skønneste Blomst. Disse yndefulde Smaategninger ind i
Bladets Tekst er i Virkeligheden det mest hele og kunst-
neriske Udtryk for Livet i vore Dages Danmark. 1 gan-
ske faa Streger giver Nygaard her et Udtryk for Da-
genes skiftende Stemninger. Hvis Max Liebermann har
Ret, naar han paastaar: »Zeichnen ist weglassen«, saa
har Nygaard virkeliggjort Tegnekunstens Ideal. Og han
/M/' Ret. Thi ikke blot i Tegne-
kunst, men i al Kunst gælder det
om at kunne se bort fra alt det
uvedkommende og sige netop det
lidt, som er alt. Og Nygaard kan
sige det, saa ethvert Barn forstaar
det; som H. C. Andersen kan han
paa en Gang tale til baade Barnet
og den Voks-
ne. — Læg
Mærke til
Børnenes Glæde over disse Vejrtegninger; det
er, som de faar et Æventyr fortalt hver eneste
Dag. Snart er det blot lidt Fuglekvidder i
en Trætop, snart Svanerne i Ørstedsparken,
snart et Par Forelskedes Cykletur i det første
Foraar, snart nogle bøsseraslende Fastelavns-
drenge; Feriebørn, Tivolifyrværkeri, Koloni-
haveidyi, Snesjap, Regnvejr, Solskin og forel-
sket Stjernehimmel; Vagtparaden med sit
Tjimtjim, Soldatens Godnatkys paa Hjørnet af
Sølvgade, Børsens Proptrækkerspir og Dom-
husets Elefantben, Frelserskirkens Guldknip-
ling og Petri og Nikolajs Himmelspir. Ingen
kan faa et Spir til at række helt ind i Him-
len, som Nygaard kan. Ja, dette er Kjøben-
havn; og det er mere: det er Danmark. Idyl-
lisk og smilende, uudtalt og nynnende, som en
af disse rigtig ægte, smaa danske Sange uden
store Ord.







Den afdøde norske Maler Ludvig Karsten fortalte mig en-
gang, at han klistrede Nygaards smaa Vejrtegninger ind i en
stor Bog og førte dem med sig rundt i Verden, og naar han saa
rigtig kom til at længes efter Danmark, saa lukkede lian den op,
og saa var
han der. Et
andet Eksem-
pel! Da Ny-
gaard og jeg
i 1917 havde
udgivet
»Farbrors
Børnerim«
sammen,
kom den lil-
le Pige, hvem
de var skrevet tit og som kun var 4 Aar,
en Dag med »Politiken« og viste mig en
Tegning af Nygaard og sagde: »Farbror,
læs det Vers, Du har skrevet til mig der!«
Hun havde genkendt Nygaards Streg og
troede, at der fulgte et Børnerim med. Saa
personlig er Nygaards Streg, at selv et
Barn kan kende den. Kan en Kunstner
fejre større Tri-
umf? Og saadan
er det. Ved Barnets Haand er Axel Ny-
gaard gaaet ind i hele Danmarks Hjærte,
som H. C. Andersen gjorde det.
Det aan'delige Slægtskab mellem Axel
Nygaard og H. C. Andersen, navnlig som
han er i Æventyrene, synes saa indly-
sende og iøjnefaldende, at man
har ondt ved at forstaa, at ingen Forlægger har ladet
Axel Nygaard fortsætte der, hvor den rigtige H. C. An-
dersen-Hlustrator, Vilh. Pedersen, ved sin tidlige Død
blev afbrudt i sit Værk. Tiden valgte den Gang med en
vis Ret Lorenz Frolich til at fortsætte hans Gerning, vel
ikke mindst, fordi Frolich i Frankrig havde skabt sig et
stort Navn ved sine Børnebøger. Men med al Respekt for
Lorenz Frdlichs udsøgte Tegnekunst kan det ikke be-
nægtes, at han ikke formaaede at
løse Opgaven i H. C. Andersens
Aand. Det føles, som om en dyb
og uoverstigelig Kløft adskiller de
to Bind Æventyr, som er illustreret
af Villi. Pedersen, fra de efterføl-
gende, som Frolich tegnede Bille-
der til. Frolichs Streg var af en
anden Art, den
var for klas-
sisk paavirket,
for europæisk,
for lidt dansk; den savnede H. C. Andersens
og Vilh. Pedersens jævne, danske Aand, Iro-
nien, det underfundige Skælmeri, den særlige
Sans for Idyllen og Poesien i Hverdagens
Danmark, netop alle de Egenskaber, som Axel
Nygaard daglig giver os Beviser for, at hati
ejer. At Axel Nygaard vilde blive den ideelle
Fortsætter af Vilh. Pedersens Æventyrillustra-
tioner, kan iøvrigt uden Vanskelighed ses af
de altfor sparsomme Illustrationer, hati har
tegnet til P. H. Fergos H. C. Andersen-Udga-
ve, skønt denne kun omfatter Improvisatoren,
Lykke Per og Digtene.
Der er i Virkeligheden kun et Navn i dansk
Kunst, som taaler at nævnes sammen med Axel
Nygaards; og det er H. C. Andersens. Som
H. C. Andersen var sin Tids Danmark, er Axel
Nygaard vore Dages Danmark.


33