Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

SAMLEREN
&M/i:cz//ze og r/ngc /zeøzzz//ød'c 5a?n/<?r gør ^øm/unde^
Cøvø, /zvzs /zo/z /æ^^cr 5zzz Opnzcpr^^ozzz/zed /?øø noge^ der idrAre/zg /or-
dener /nfere^se og v;r/ær/or of zzd&rede /ferd^Aro/? og A^ær/zg/zed derfzY."

H ^ N klog Mand, der selv var Samler, — det var Jern-
H ^ banedirektøren, Etatsraad Niels Holst, — sagde
bl engang: »Jeg sætter Pris paa alie Samlere. De er
Æ—^ aldrig kedelige. I hvilken Retning deres Interesser
end fører dem, ved de god Besked om deres Speciale. Man
kan altid lære af dem.«
Enhver Samler vil jo stræbe efter at opnaa Indsigt paa
sit særlige Felt. Han tnaa sammenligne det, han selv er
kommen i Besiddelse af med det, han andet Steds finder af
ligeartede Sager, han tvinges til mere eller mindre dybt-
gaaende Undersøgelser for at skaffe sig Viden og Erfaring.
Det er ikke det mindst værdifulde Udbytte af al Samler-
virksomhed. Jagten efter selve Genstandene er for den
virkelige Samler forenet med Jagten efter de mest nøjagtige
Oplysninger om dem.
Det er en Jagt, rig paa Spænding, paa mærkelige Op-
levelser og sælsomme Eventyr. Ikke mindst, naar Jagten
gælder det ædleste Vildt, det i sin Art fremragende, de
udsøgte Eksemplarer, de store Sjældenheder? Der ligger
mange Snarer for Jægerens Fod; Skuffelser er næsten ikke
til at undgaa. Samleren bekender kun nødigt sine Fejl-
tagelser, skønt han af dem lærer ikke mindst. Derimod ta-
ler han gerne om sine gode Fund og føler sig lykkelig
over, hvor ofte Skæbnen har ladet saadanne falde i hans
Lod. En Vismand har sagt: »De store Sorger kan Menne-
sket ikke undgaa, de smaa Glæder kan det selv skaffe sig.«
For saa vidt er Samleren en Filosof.
Har han vundet nøje Fortrolighed med det, han selv

ejer og jævnligt betragter, har han faaet de bedste Betin-
gelser for med Udbytte og Forstaaelse at kunne nyde og
beundre offentlige Samlinger. Ganske vist er der Ulykke-
lige, som plages af Misundelse; mod Musæerne vil denne
dog kun sjældent være rettet. Kærlighedens Varme for de
elskede Genstande har jo undertiden — i alt Fald i andre
Lande — vist sig i Stand til at blusse op til en Lidenskab
med Flammer af Helvedes Ild.
Samlertilbøjeligheden er ofte medfødt, undertiden ned-
arvet. Den kan vækkes ved Erkendelsen af Sandheden i de
berømte Ord af Keats: »A thing of beauty is a joy for
ever.« Samfundsnyttigheden af den Kunstsamler, der er-
hverver nulevende Kunstneres Arbejder, vil ingen bestride.
Men Julius Lange havde afgjort Uret i at mene det for-
kasteligt for Privatsamlere ogsaa at vende deres Attraa
mod Fortidens Frembringelser. Samlernes Myreflid hat-
reddet et Utal af Værdier, der uden dem var gaaet til
Grunde, udvidet vor Viden ved at fremskaffe Oplysninger
om dem, bragt Orden i adskilligt, der forhen henlaa i Kaos,
bevaret og tilført vort Land en Mængde smaa og store
Skatte. De fortjener vor Taknemmelighed. Selv den mest
beskedne og ringe bemidlede Samler gør Samfundet Gavn,
hvis han fæster sin Opmærksomhed paa noget, der virke-
ligt fortjener Interesse, og virker for at udbrede Kendskab
og Kærlighed dertil. Lykkes det ham — ofre gennem For-
sagelse af adskilligt, der regnes blandt Livets Goder —
at erhverve noget af særlig Betydning, vil desuden i Reglen
— tidligt eller sent — Offentligheden blive hans Arving.