Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

BOGBINDEREN ANKER KYSTER

^ ER er skrevet mange;
å) n Lovord i disse Dage om
g] H den udmærkede Kunst-
Æ—^ ner og Haandværker,
hvis Navn staar over disse Linier,
og som fyldte 60 d. 15. Marts og
forsaavidt er det overflødigt for
os at føje andet tit end vor Lyk-
ønskning og Tak, saa meget mere
som An/rer Xysfers Navn og Ger-
ning i Forvejen er kendt og be-
undret af enhver dansk Samter.
Men det er værd at notere de Ord,
som Anker Kyster lod falde til en
Bekendt umiddelbart efter Kri-
gens Udbrud i 1914: »Ja, nu kan
jeg lige saa godt lukke, jeg er i
Gæld i Forvejen, men Skolen du,
Skolen, hvorledes skal vi holde
den oppe?« Da var Anker Kyster
altsaa 50, havde en Levealders
stræbsomme og ærlige Arbejde
bag sig, og Lønnen, indtil da —
Gæld! Alligevel gjaldt hans før-
ste Tanke den Fagskole for Boghaandværk, som han selv
havde helliget mange Aars Lærervirksomhed, og hvis unge
Elever det maaske engang skulde blive forundt at høste
de Frugter, han ikke længere
troede opnaaelige for sig selv.
Anker Kyster har været Fore-
gangsmand her i Landet. Han hat-
for Bogbindet skabt en Renæs-
sance, der er præget af intens
Følelse for de i mindre mekani-
serede Tider opsamlede Skøn-
hedsværdier. Og det var paa høje
Tid, han traadte frem og hævede
Haandværket til det Niveau, hvori
det befandt sig i gamle lavsaristo-
kratiske Dage. Bogbindet /mr væ-
ret i sørgeligt Forfald, hvad de
fleste kan overbevise sig om, blot
ved at kaste et lidt kritisk Blik
paa deres egne Reoler, hvor Ryg
ved Ryg skutter sig, fremvisende
en Uskønhed, der synes at vidne
om, at ochlokratiske Tendenser
har afløst den gode gamle Haand-
værkerfornemhed. — Det er for-
staaeligt, at Bogfry/r/ref sotn
Kunst maatte forsvinde, give
Plads for det praktiske Behov;
noget andet vil det heldigvis altid
være med Bogbindet. Her har

man Ret til at gaa i de Gamles
Spor og drage Lære af de engang
indvundne Erfaringer, og her hat-
man Ret til at finde nye Veje for
Stiludviklingen. Der er nutildags
mange skønhedstørstende Menne-
sker, der paa Auktioner køber Bø-
ger med gamle smukke Bind, uan-
set Bogens literære eller viden-
skabelige, indre Værdi. Dette vilde
ikke være nødvendigt, hvis alle
vore Bogbindere var af Anker Ky-
sters Støbning. — Der findes
utallige Mennesker, der etikette-
rer en forholdsvis gold og vakant
Tilværelse med KunsfnernntmeZ,
blot de f. Eks. har trykket et Par
Farveklatter ud af en Tube eller
krammet en Klump Blaaler mel-
lem Fingrene; disse Mennesket-
har selvfølgelig ikke en Brøkdel
af den Kunstnerret, som en Haand-
værker, der har hævet sit Fag saa
højt, han formaar. Anker Kyster
er en Kunstner, og det er enhver Haandværker, der har
Følelse for sit Fag og er stolt af at tjene det. Og ingen vit
bestride, at vi særlig netop i Øjeblikket har ikke saa lidt
mere Brug for Haandværkere,
som tillige er Kunstnere, end for
Kunstnere, der ikke forstaar deres
Haandværk!
Vi vil slutte med at gengive
Anker Kysters eget Brev til hans
berømte svenske Kollega, Hof-
bogbinder GnsfaJ Et
Brev, der i sin uforbeholdne An-
erkendelse, sin værdige Kritik,
bedre end nogen anden Mands
Tale er i Stand til, giver os den
Anker Kyster, som vi alle holder
af og er stolte over. Den gode
danske Mester, aldrig for udlært
til at lære, for stor til ikke at kun-
ne indrømme, at andre kan være
større, og som paa den anden
Side ikke derfor behøver at til-
sætte noget af egen Værdighed,
men med fuld Føje peger paa
danske Bogbind og ser en Hæder
i, at de først og fremmest netop
er dnns/re. Danske som det Sprog,
de tjener, som de Ord, de skal
binde og værge om til kommende
Slægter.

,,^aaz/erea" /øyer sza DyAøasAazng /z/ de mange, der z dzsse Dage /ra /ze/e Aaadef
s?rønz;ner fad fz/ deagaaz/e Drey'e/gaard z .Svær/egade, /zvør eaa/daasA DagÆaasfs
6edsfe Mcead, Dog/zz'zzderea 4nÆer Æysfer /zar s;'? ezzro/zæzsA; Aead/e Vær/rsfed.


Bzadef ?z/ IVez/eazeyers „Ae DaaeazarA". ,<4aAer /(ys/ers
/ørs/e prænzzerede Ar&e/de


AnAer /(ys/ers Bzad /z/ Grzzad/ovea

/?zgsarAdve/s DxeaZjO/ar

42