Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

Rns?Hs, som præger /or de /Yif?/gy? ^Lo pe/fY To/n&ej

DEN GRAFISKE KUNST
] SIN HISTORISKE UDVIKLING

W SIDSTE Artikel endte vi med at sammenstiile den hol-
i landske, proletarfødte Rembrandt med den italienske
; Patricierkunstner Rafael. Hver for sig har disse Mænd
.H. naaet Kunstens Himalayahøjder, men iøvrigt er de saa
forskellige som vel muligt. Mens Rafaels Omgivelser, Ita-
liens Natur og Folk gav ham Forudsættelsen for at kunne
indsmelte Antikens Skønhedsglæde i den italienske Høj-
renæssances nye levende Former, gjorde Rembrandts tunge
af nederlandsk Drøjhed og Nøjsomhed prægede Omgivel-
ser det umuligt for ham at følge de samme Baner, men
tvang ham til at forlade Æstetikens hidtil gældende Grund-
sætninger for at grave dybt i Menneskestudiets Skakter,
dybere vel nok end nogen anden Kunstner før ham. Ud
fra en vis Synsvinkel kunde de italienske Mestre vel opfat-
tes som Antikens Epigoner. Selv om dette Postulat er ufor-
svarligt, maa det ihvertfald indrømmes, at Rembrandt i
langt højere Grad end Italienerne med Undtagelse af Mi-
chelangiolo var 0.p/;7;<7e/*, og hans pludselig undfangede
Impulser tvang ham ofte til — ligesom netop Michelan-
giolo — at arbejde med saa stor Hast, at det endelige
Resultat maa virke skødesløst i Behandlingen paa pertent-
lige Sjæle. Hans Raderinger bærer Præget deraf, idet han
i Reglen tegnede med selve Radernaalen; undertiden finder
man halvudviskede Konturer under de senere Skraverin-

ger. Ogsaa som Maler var han hurtig og nraatte under In-
spirationens Højtryk give sig ringe Tid; den brave tyske
Kunsthistoriker Nagler siger med pudsig Indignation, at
nogle af hans Setvportræter er »gjort med en Bredde, der
grænser til Frækhed«.
»En trodsig, dyster Republikaner med en i det stille gæ-
rende Lidenskab«, — dette Citat giver en god Karakteri-
stik af Rembrandt. Og et Billede der, maaske mere end
noget andet, er typisk for ham, er det, som forestiller
»Gudsgesandten« Moses, knusende Stentavlerne, et Bil-
lede, der efter Sigende hverken er malet med Pensel eller
Paletkniv, men med Fingrene.
-For at kunne bedømme Rembrandt som Raderer,
har det været nødvendigt at dvæle et Øjeblik ved hans
omfattende Virksomhed som Maler; thi ogsaa som Teg-
ner er Rembrandts Malerevner fremherskende, og man
synes endog at fornemme den gyldne, hemmelighedsfuldt
forjættende Kolorit, naar man betragter hans herlige Blade.
Af disse eksisterer der 375. Rembrandt er Raderingens
første udprægede Mester og dertil den ubetinget betydelig-
ste indtil denne Dag. Hans Behandling af Sammenspil-
let mellem Lysflader og Skyggeftader er præget af den
samme suveræne Kunnen i hans grafiske Blade som i hans
Malerier. Og det er en Misforstaaelse at kalde Rembrandt

720