Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

ET FESTSKRIFT TIL KARL MADSEN
KUNSTMUSEETS AARSSKR1FT 1921-1923

tre sidste Aargange af Kunstmuseets Aarsskrift
g m er, i Anledning af Kunstsamlingens Hundred-
B # aarsdag den 11. Juni, blevet samlet i et pompøst
Æ——^ Kæmpehefte, monumentalt af Indhold og Dimen-
sioner, alene ved sin Vægtfylde respektindgydende og ved
en flygtig Gennem-
bladning aldeles
overvældende, og
formende sig som
en storladen Hyl-
dest til vor berøm-
te Kunsthistoriker,
idet Bogen paa sin
Forside manifeste-
rer sig som et Fest-
skrift, stilet til Karl
Madsen, »som et
ringe Afdrag paa
den Gæld, hvori vi
staar til ham for alt
det, vi har modtaget
gennem hans varme
Kunstbegejstring,
livfulde Fremstil-
lingsform og smuk-
ke Behandling af
det danske Sprog,
men frem for alt
gennem hans skar-
pe og følsomme
Malerøje og sikre
og fintmærkende
Kvalitetsans overfor
enhver kunstnerisk
Frembringelse, -—-
disse kostelige Ga-
ver, der ene er den
Udvalgtes Eje.«
Med disse sande
Ord fremlægger
Redaktøren af Fest-
bogen, Peder Hertz,
det omfattende
Værk, og Bidra-
genes lange Række indledes paa den festligste Maade af
selve vor uforgængelige Georg Brandes, som skriver in-
teressant og fængslende om Karl Madsens haardnakkede
Bohémenatur og hans indtagende kunstneriske Skødesløs-
hed. Georg Brandes fortæller saa smukt og morsomt, at
alle, som ikke i Forvejen kender Karl Madsen og ved, hvor
ægte og sand en Kunstner han er, maa komme til at elske
og beundre ham; og — idet man overraskes endnu en
Gang over Georg Brandes' ungdommelige, muntre og
strømmende Sprog, der kunde faa unge Frondører til at
blegne af Misundelse, indrømmer man gerne, at han ikke
kan yde Madsens funklende Vitalitet og originale Kraft en

større Hyldest end ved paa Maa og Faa at give et Citat
af ham: »Vi behøver ikke engang at være Melankolikere
eller Satirikere for at indse, at de fleste af os ikke er
stort mindre forrykte end Don Quijote. Hvor mange af os
tror ikke i Ting, der ikke har større Værdi end et gammelt
Barberbækken, at
finde Skatte af
samme Betydning
som Mambrins
gyldne Hjælm! Me-
ner vi ikke alle at
vise stor Tapper-
hed ved at vove os
i Dyst med Væsner,
der synes os fryg-
telige Kæmper,
men som for det
nøgterne Blik kun
er Vindmøller eller
Marionetdukker!
Ogsaa for os kom-
mer en ond og
mægtig Trold-
mand, Tiden, og
forhekser Verden
for vore Øjne, saa
det synes os et sjo-
felt Værtshus, der
før var os et herligt
Slot, ogsaa den
bliver en simpel
Bondepige, der i
Løndom var vort
Hjertes tilbedte
Dulcinea af Tobo-
sa.« — »Paa en
saadan Maade«,
kommenterer Bran-
des Citatet, —
»slipper Karl Mad-
sen for nogle Mi-
nutter Marstrand
(der er Tale om
Madsens Bog om
denne Kunstner) af Syne; han ser ud over Menneskelivet
og de fælles Illusioner. Her mærkes det, at Bogen ikke
ene og alene handler om en enkelt Mand. — Maatte Mad-
sens følgende Bøger handle ikke blot om deres Emne,
men om Verden, som den spejler sig i denne Kunstelskers
og Kunstkenders Aand!« — Her siger Brandes det afgø-
rende Ord om Madsens Talent: det er egentligt for stort
og oprindeligt til udelukkende, som det er en Kunsthisto-
rikers Lod, at befatte sig med Detaljen. Men den geniale
Iagttager kan i enhver Detalje se Genbilledet af det Uen-
delige, forsaa vidt som han aldrig, hvormeget han for-
dybet* sig i det Stnaa, taber' Helheden af Syne.
R5


/far/ a/ ,4rn<? Lø/Y/ms. Or/grna/en ////lører Genera/Æonsa/ /ø/ian //ansen