Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

Allervigtigst er selvfølgelig Besættelsen af Direktørpo-
sterne — her er Kvalifikationsspørgsmaalet det altovervej-
ende. De Principper, der under den nuværende Ordning
hyldes, har muliggjort, at den ledende Post ved to af vore
Museer, hvoraf det ene endda er vor allerfornemste, beklæ-
des af en Mand, hvis Karriere har været Officerens, Diplo-
matens og Hofmandens — uden at Vedkommendes Evne
eller Interesse for Videnskab og Kunst har været kendt.
For ret at forstaa et saadant Tilfælde, maa man kende
den Udvikling, Museumsvæsenet er undergaaet i de sidste
Menneskealdre. Fra at være Kunstkammerforvaltere af mere
eller mindre mystisk Oprindelse, med næsten altid tvivlsom-
me Kvalifikationer, eller tilfældige Hofmænd, — er Muse-
umsmænd nu om Stunder Videnskabsmænd med en lang
og omhyggelig Uddannelse i deres specielle Fag. I Sta-
tutterne for de tidligere kongelige Museer i Berlin staar
under Afsnittet »Die Direktoren« § 12: »Es sind dazu nur
solche Månner zu wåhlen, welche ausser der Befahigung
fur die Verwaltung der Ihnen anzuvertrauenden Abteilung
auch sonst die notigen Eigenschaften besitzen, um die all-
gemeinen Zwecke der Anstalt in Beziehung auf Wissen-
schaft und Kunst moglichst zu fordern.«
Man ser altsaa, at den højest udviklede og klogeste
Museumsadministration, der findes, klart har forudset, at
en saadan Stilling som Museumsdirektør kunde være attraa-
værdig for visse Uvedkommende og sætter en forsvarlig
Bom for, at en Mand uden videnskabelige Kvalifikationer
kommer til. Man tør maaske gaa ud fra, at en saa menings-
løs Besættelse af et vigtigt Museumsembede aldrig vilde
være sket, om en sagkyndig, med Forholdene fortrolig,
Raadgiver havde staaet til Ministeriets Raadighed.
Naturligvis er Betydningen af Generaldirektørens Stil-
ling bestemt af, at han staar lige uafhængig overfor alle
Museer, og han kan derfor ikke være knyttet særlig til et
enkelt. Netop af hans Upartiskhed og fuldkommen ligelige
Interesse for alle Museer og hans Evne til at administrere
dem som et Hele, afhænger alt. Kun Direktørstillingen ved
Rosenborg lader sig forene med Generaldirektørposten, da
dette Museum jo er en afsluttet Samling og ikke udvider
sig ved Nyerhvervelser.
Ganske forkastelig er Sammenhobningen af flere Poster
indenfor Museumsvæsenet paa een Haand. I Tyskland hol-

der man strengt paa, at en Museumsdirektør skal ofre sig
helt for sit eget Museum og kan ikke sidde i andre Museers
Bestyrelse. Anderledes hos os, Nationalmuseets nuværende
Direktør blev f. Eks. for nogle Aar siden baade Direktør
for Nationalmuseets første og anden Afdeling, som hidtil
var 2 Embeder, hver for sig voksen Mands Arbejde. Der-
til er i nyeste Tid kommet Nationalmuseets tredie Afde-
ling, som er Folkemuseet. Endvidere sidder Direktøren i
Bestyrelsen for Foreningen til gamle Bygningers Fredning,
det særlige Bygningssyn, Opsynet med danske Mindesmær-
ker, han er i Bestyrelsen for Frederiksborgmuseet, Kunst-
industrimuseet og Medlem af Kunstindustrimuseets Tre-
mandsraad, og mange af disse Stillinger lader sig over-
hovedet ikke forene. Hvad gør Direktøren, naar der nu
forekommer en Ting, som ligefuldt egner sig for National-
museet, Frederiksborgmuseet, Kunstindustrimuseet og Fol-
kemuseet? Hvilket Museums Interesser varetager da Dok-
toren i første Række? Mon der ikke truer ham den samme
Skæbne, som den Kamæleon, Mark Twain anbragte paa et
Stykke skotsktærnet Tøj — den sprængtes med et Knald.
Som man ser af disse i Flæng valgte Eksempler, er der
indenfor vort Museumsvæsen en stor Mark at dyrke, hvad
Reformer angaar. Vore Samlinger vil med deres rige Stof
omordnet naa en ganske anderledes Udfoldelse end nu.
Naturligvis maa den, hvem Generaldirektørens vigtige Post
første Gang betroes, og som skal lægge de Linier, inden
for hvilke der i Fremtiden skal arbejdes, være en Mand
med rig Erfaring inden for Museerne, med alsidige Inter-
esser og Evner.
Naturligvis er en saadan Mand vanskelig at finde -—
navnlig da jo Specialiseringen indenfor Museumsmændenes
Kreds i den sidste Menneskealder har været Tidens Løsen.
— Men Spørgsmaalet er hermed rejst — er dette først klar-
lagt ved nøje Betragtning fra alle Sider — dets Beretti-
gelse fastslaaet og Oprettelsen af en Overledelse besluttet,
saa vil det maaske vise sig, hvis ikke Græsset gror saa
langsomt, at Horsemor imidlertid er død — at den Mand,
som med Selvfølgelighedens Ret kan føre Kommandosta-
ven med en fra alle Sider anerkendt Autoritet — netop er
parat.
Noget bedre er i Øjeblikket ikke at ønske for de danske
Museer.


ET EKSEMPEL PAA HVORLEDES BIBLIOPH!LE SJÆLDENHEDER OPSTAAR

T det litterære Maanedsbæfte London Mer-
] cury blev fornylig anmeldt en Bibliogra-
A fi over Kiplings Værker, udgivet af
Kaptajn E. W. Martindeil. Heri omtales en
Digtsamling »With Number Three«, udgi-
vet i 1900 i Santjago de Chile og Anmel-
deren udtaler sin Forundring over dette
usædvanlige Udgivelsessted. Nu har han
imidlertid faaet et Brev fra Valpareiso fra
en Mand, som ved Besked med denne sjæld-
ne Bogs Historie, endda netop fra den
Mand, som har gjort den til den store
Sjældenhed, den er. Forklaringen er saaly-
dende: Indehaveren af en stor engelsk Bog-
handel i Santjago var en varm Beundrer

af Kipling. Han fik den Tanke, at han kun-
de gøre god Propaganda for England ved
at udgive de Digte, som Kipling skrev un-
der Boer-Krigen. Han samlede disse sam-
men, væsentligst fra amerikanske Tidsskrif-
ter. Hvorvidt Kipling har været vidende om
denne Udgave eller ej, er ikke opklaret,
men det er i alt Fald ikke nogen copyright
Udgave. Bogen blev imidlertid ikke nogen
Succes, og da Brevskriveren i 1910 til-
traadte en ledende Stilling i Firmaet, laa
største Delen af Oplaget endnu tilbage til
stor Ærgrelse for Udgiveren. Da der Aaret
efter ikke var solgt et eneste Eksemplar,
foreslog han og fik Tilladelse til at sælge

hele Restoplaget som Makulatur til 5 cents
Kiloet. Hermed mente han, at »With Num-
ber Three«s Saga var ude og det var der-
for et haardt Slag for ham mange Aar
efter at læse i London Mercury, at et Eks-
emplar af denne Digtsamling var bleven
solgt til den høje Pris af 128 Æ eller circa
3300 Kr. i vore Penge.
Siden da har Brevskriveren gjort sig alle
mulige Anstrengelser for at opdrive et
Eksemplar, men uden Held. Saaledes op-
staar bibliophile Sjældenheder, men det er
sjældent, at deres Historie bringes frem
for Dagens Lys af selve Hovedpersonen
i Tragedien — eller Komedien. F. AL
7J/