Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

Y N O

N S T

RE DANSK KU


JVeden/orgivfr Ccr/
rrfer Aog*aarcf sf? /ncf^ryA:
o/ En'A: ^/æ/:r-Nfe/5en en

ERiK STÆHR-NIELSEN

o/ de ejendommerne o^
me^^ ^o/en//n/de ^Arf/cAre/^er
&/ond/ yngre don^Are Æo/ere.

^ **^ ERSOM man i Korthed skat sige noget! om Ma-
3;j H Erik Stæhr-Nietsens Liv og Arbejde maa
E,j n det være det, at det var en Kamp. Ikke
H en Kamp med Stoffet i rent ydre Forstand, thi
han førte sin Pense] med en overiegen medfødt Evne.
Kampen førtes i hans iidenskabetigt søgende Sjæl. Han
tithørte Himmetstormerne, som atdrig giver op. Atdrig stog
han sig til Taats med et
vundet Stag, næn satte
sig straks et nyt højere
Maal. Han malede ikke for
de mange. Hans fuldstæn-
dige Ligegytdighed for
Folkets Mening gjorde,
at han ikke opnaaede den
Titfredsstittetse Samtidens
Gunst skænker.
En stor Lykke og vet
ogsaa Epoken i hans
kunstneriske Udvikling
blev hans oversøiske Rej-
ser. Indtrykkene fra de
fjerne exotiske Lande gav
ham Midler i Hænde, der
kunde give Form for hans
stærke, særegne Fantasi.
Disse Indtryk bliver man
ved at spore i de senere
Aars Produktion. Mere og mere intimt væver de sig ind
i hans Kunst. Man kunde næsten fristes til at sige, at de
oversættes paa vort Sprog og omplantes i vor Jord af den
nænsomste Haand.
Erik Stæhr-Nielsen blev født den 21. Juli 1890. Kom
i Malérlære og gik samtidig paa Teknisk Skole, hvor han
modtog sin første Undervisning af Grønvold. Derefter
blev han Elev først af Malthe Engelsted senere af Johan
Rohde og en kort Tid gik han hos Giersing. Han udstil-
lede første Gang 1909. Hans følgende Produktion er me-
get uensartet, men gennem alle hans Arbejder løber en
rød Traad, nemlig det ærlige, utrættelige Søgende, hvil-
ket han aldrig opgav trods den ringe Opmuntring, der
blev ham til Del, mens han levede. Alle Venner af hans

Kunst glædede sig over den Oprejsning der vistes ham
ved Kunstforeningens Udstilling i 1923 og Galleriets Køb.
Da han den 13. August 1921 døde, var han kunstne-
risk set naaet vidt, men havde tillige flyttet Grænsepælen
et lige saa langt Stykke frem. Han ejede alle Muligheder.
Man kan ikke tænke sig om ham, at han nogensinde skul-
de være falden til Ro i en bestemt Maner tilfreds med sig
selv. Han vilde altid have
rørt op i Dødvandet.
Kunstnere som ham bliver
Martyrer; Stigen, der fø-
rer andre op til Kunstens
Højder.
Skulde jeg sige noget
om Erik Stæhr-Nielsen
som Menneske og Kam-
merat og fremhæve et en-
kelt Træk hos ham, maatte
det blive hans store Offer-
villighed. Han forlangte
lidt af andre, men desto
mere af sig selv. Da han
aldrig i noget som helst
Forhold slog af paa For-
dringerne i sin Kunst og ej
heller besad selskabelige
Talenter, fik han, man
kan vel sige selvfølgelig,
kun et ringe økonomisk Udbytte af sit Arbejde. Ingen Rig-
mænd benyttede hans Billeder som en skattefri Pengean-
bringelse; og Kunsthandlerne sloges ikke ligefrem om dem.
Nu maa det ogsaa siges, at hans Valg af Emner ikke altid
var saa lige at gaa til for et Publikum, der enten med høj
Røst krævede ^Navne« eller købte brede Guldrammer med
et Maleri i. Men han havde dog nu og da den Glæde at et
af hans Arbejder havnede hos Mennesker, der skatter ær-
lig Kunst uden Hensyn til den øjeblikkelige Markedsværdi.
Saa ung han døde, var hans Produktion dog tilstrække-
lig til at fastslaa ham som en rigt udrustet ægte Malerbe-
gavelse og hans Indsats i dansk Malerkunst vil bevare hans
Navn, naar adskillige højt vurderede Publikumsmaleres er
gaaet over i Glemselen.