Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

SAMLEREN FORTÆLLER
/zz/zzzs La/zgrs B/cr, „Bzz/z-sfs /zza/z^eaar^c BezfaArfør, Bop/zzz^ Afzc/zae/zs,
/or^æ//cr o/n ^a/n/ero/z^ P$yA:o/o^z og* /za/zs f/zMÆ^'/zg', o/zz ^z/z /na/z^c Pey^er^ ^z/zc Bo^o/-
o^ Ba/zs^Aia^ og* $/zz^or /zzcd af /orfæBe, /zror/^dos zfef /zzzfzMag*^ er /nzzfzgf /or
zfe /fe^fe af sa/zzfe ^(g ef Przvaf-Gaferz a/ Afzznsfe/zs zzzfozfefzge Afe^fervær^er. —

m ^ET tigger ti! den menneskelige Natur at samle,
pi n Ud over den rent animalske Selvopholdelses-
P:l Æ der driver selv Dyret til at opsamle og
Æ—gemme Forraad til Aarstider, da den vante Næ-
ring ikke er at finde, har Mennesket en medfødt Lyst til at
samle for at sammenligne, fastslaa Lighed eller Forskel og
derefter generalisere. Al Videnskab — undtagen den ab-
strakte eller eksakte — er udsprunget af Samlerinteressen.
Og da Videtrangen tidligt former og farver Barnets Fan-
tasi, er det ikke underligt, at allerede smaa Børn begynder
at samle, ganske vist ikke paa saa ædle og værdifulde Sa-
ger som senere.
Barnet samler paa Knapper, paa Smaasten, paa Kugler,
paa Nipsenaale. Paa Soldater eller Dukker. Fra min grøn-
neste Barndom erindrer jeg de blanke Uniformsknapper
med Løver, Ankre eller Lokomotiver — al Verdens Rigdom
laa i dem. Det er vist derfor, at Penge senere hen i Livet
hedder »Knapper«. Ogsaa Enesteskillinger og andre ugang-
bare Kobbermønter gjaldt som høj Valuta til at spille Klink
med. For min private Fantasis Skyld oprettede jeg staa-
ende Hære af Papsoldater, som jeg lod udkæmpe vældige
Feltslag, hvor Ærter var Kanoner til at nedmeje Rækkerne
med. Tapre Soldater forfremmedes, blev Generaler og
Kejsere. Verdenshistorien udspilledes paa et Spisebord.
Skolegangen medførte Indsamling af Insekter og Snegle-
huse. Herbarier blev anlagt. Hvilken Dreng har ikke haft
sit Naturaliekabinet? Tilsidst kom Bøgerne, den Samlerin-
teresse, som sikkert varer længst i et Menneskes Liv, selv om
Forfatterlisten bliver ved at gennemgaa Metamorfoser. Bø-
ger kommer det gennem Læsning og Tænkning udviklede
Menneske aldrig bort fra. Men den rigtige Bogsamler op-
lever altid den Stund, da Bøgerne tager Magten fra ham
og truer med at begrave ham under Legioner, han ikke
længere behersker. Den Dag, Bøgerne niylrer ind ad Dø-
ren til ham, uden at han kan overkomme at læse dem,
men maa lægge dem hen til den Ferie, som først Døden
skænker.
Jeg husker Bjørnstjerne Bjørnson paa Aulestad, hvor
Bøgerne vrimlede som Kakerlakker, saa han tilsidst ikke
kunde nære sig, men drev dem ud og lod sin Søn Erling
af Udrensningen skabe sig et Bibliotek paa Tusinder af
Bind. Er noget urimeligere end at lade sig kvæle af Papir,
som man aldrig mere agter at aabne? Røm op i det døde
Lager og gør Bog-Selskabet mere og mere udsøgt. I Stedet
for at samle Støv paa dine Hylder bør de Bøger, du aldrig
mere aabner, gaa ud og gøre Nytte, til de blades i Stykker
af Læsernes Fingre. Bog-Appetitten bliver ikke blot mere
kræsen, men ogsaa svagere med Aarene. Goethe lignede
sig selv med Larven, der tænker paa at puppe sig ind og
derfor ikke mere bryder sig om at æde Blade:
Das ist auch sonst meine Speise gewesen;
eilt aber die Raupe sich einzuspinnen,
nicht kann sie mehr Blattern Geschmack abgewinnen,

II.
Der er Egoisme i al Samlermani. Besiddelsestrang, Glæ-
den ved at eje. Jeg kom meget tidlig til at holde af Bøger,
men maatte nøjes med de billigste, der er at faa. Hvilket
glædeligvis ofte ogsaa er de bedste. Men et Krav, jeg altid
stillede, var, at de skulde være nye. En Bog, jeg kom til at
elske, vilde jeg kun eje i mit eget rene og ubrugte Eksem-
plar. Man gaar jo ikke gerne med andres brugte Skjorter
eller Lommetørklæder. Bøger har altid forekommet mig at
høre til det rent personlige Udstyr. Jeg kan ikke lide at
træffe andres Noter eller blot Fingre i de Bøger, jeg kalder
mine, saa lidt som jeg holder af at gaa med Tøj, andre
Mennesker har plettet. Heraf fremgaar det, at jeg ikke
bryder mig særligt om gamle Førsteudgaver, derimod nok
om alle nye, jeg selv kan skære op og indvi til min person-
lige Ejendom. De Yndlingsforfattere i Verdenslitteraturen,
jeg ikke kan undvære, er mig de kæreste, blot Udgaverne
er gode og Eksemplarerne rene. Fingeraftryk i en Bog for-
arger mig, saa pedantisk kan Ens Renlighedstrang blive,
naar det gælder Ting i eget Eje. Paa et Bibliotek er den
mindre prikken: Man vasker Hænder, naar man gaar.
III.
Fra mine tidligste Studieaar fik jeg med Museumssam-
linger at gøre. Tusinder af Oldsager, af Mønter og Medail-
ler og meget andet, er gaaet gennem mine Hænder. Gen-
nemgang af Mineralier har skaffet mig heftig Skønheds-
glæde. Der var Tider, da hver gammel Ting, jeg holdt i mine
Hænder, fik det til at risle gennem min Sjæl ved Tanken
om, at den var formet af Mennesker for Aartusinder siden.
Nu undres jeg ikke saa stærkt som før. Et Lerkar, en Sten-
økse, en gæsk Mønt — det er nogle Tusinder af Aar. Stof-
fet, hvoraf de er dannet, er dog tusinde Gange ældre. An-
dagten overfor Menneskets Værk maa vige for Andagten
overfor Naturens. En Forstening fortæller om utalte Tider.
Tanken har ubegrænsede Flyve-Muligheder i disse Museer.
Den, der samler paa et Museums Vegne, burde egenlig
ikke have Lov til at samle for sig selv. Der kan opstaa
Konflikter mellem officiel og privat Interesse. Samlermani
kan avle onde Fristelser og udarte til videnskabelig Klep-
tomani. En rigtig Møntsamler slipper ikke en Raritet over
i en Konkurrents Haand uden den største Mistænksomhed.
Først efter, at jeg ikke mere havde med Museumsvirk-
somhed at gøre, gav jeg efter for Lysten til at eje Prøver
af vore hjemlige Oldsager. Det blev aldrig til mere end
en Mundsmag. Fra Grækenland og Ægypten og siden fra
Østen hjembragte jeg Smaating, ærværdige af Ælde eller
prægede af Skønhed. En græsk Lekythos, en ægyptisk
Ushabti-Figur, en arkaisk Sølvmønt, en japansk Kwannon-
Statuette, en kinesisk Lakæske, osv. osv. -— hver lille Ting
er en Kilde til Tanker, en Aabenbaring af Finhed og Skøn-
hed. Jeg har været fristet til at samle paa det altsammen,
men ikke altid haft Evnen til at give efter for Fristelsen.
Hvad jeg er gladest for af alt, jeg i Aarenes Løb har