Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

L. A. SCHOUS DØD
Ma/eren yn/de/nar Nazz^/zcfa/n /zar &c^z&? Ba/n/e/T/z den V<?/vz//e a? ad/aane neden-
sfaaende g^rd?ende Brcp /ra 0??a Bac/ze ?z/ L. 74. Bc/zazz^ Moder. Breve?, der ^eng'fve^ /ned
Processor 0??o Bac/zM P??/ade?^e, /ed^a^er Va/dezzzar 7Ve??enda/n /ned en A;or? /nd?ednfng\


Pndv/g* /4?/e?/n Bc/zozz

^TEDENSTAAENDE Brev af Materen, Hr. Professor Otto Bache, beretter
i om hans Ven, Maleren Ludvig Abelin Schou's, sidste Dage. Det er
skrevet til dennes Moder, der i Hjemmet ude paa Vesterbro sad sorgnedbøjet
ved Tabet af en Søn, som hun elskede over alt andet i Verden. Den inderlige
Varme, hvormed hans Søskende og Venner altid har omtalt ham, lader forstaa
hendes store Sorg. Ti! Beundringen af hans sjældne, fantasirige Kunstner-
evner, knyttede de altid Vidnesbyrd om, at han var et usædvanligt kærligt
Menneske, uselvisk og god. Han døde 1867, 29 Aar gammel.
1855 blev han Elev af Akademiet; faa Aar blev det ham kun forundt at
virke, dog længe nok til at vise, hvad der boede i ham og hvorhen han stræbte.
Da han havde endt sin Akademitid, slog bristede Stipendiehaab ham en
Tid Penslen af Haanden. Men en Farbroder satte ham med en Pengegave
istand tit at rejse ti] Italien, og herfra hjemsendte han udmærkede Bitleder.
I Foraaret 1867 hærgede Koleraen Rom, og af Frygt for den rejste han nord-
paa til Florents. Dog den indhentede ham der, og den 30. September døde han.
Af Smittefrygt blev hans Lig ført hemmeligt bort og jordet. Ingen Venner
fulgte ham, og hans Orav forblev ukendt til denne Dag.


D

Åy'a?/*e Froe/
ER er jo nu gaaet flere Uger siden den sørgelige
Begivenhed, der saa uventet slog ned imeilem
os, Deres elskværdige Søns Død. Jeg havde
troet, at der forestod ham en længere Virketid

for hans Talent, men det er jo underligt, hvorledes Vor-
herre tit kalder dem tidligt, til hvem de største Forvent-
ninger haves. Jeg kan tænke, at De gerne vil høre lidt om
hans Liv, om hans Sygdom og Død, jeg vilde alierede
tidligere have skrevet, men jeg ventede først at høre, at
den første Efterretning var naaet Dem. Da jeg kom til
Florents (først i August), slog det mig straks, at Schou
saae saa daarlig ud, men han sagde imidlertid, at han
befandt sig meget vel. Jeg troer dog, uagtet han aldrig
vilde lade sig mærke dermed, at han jævnlig led af sin gam-
le Sygdom Leversyge, det ytrede sig ved, at han blev ord-
knap, engang maatte han endog lægge sig, vi spurgte ham,
hvad der fejlede ham, tuen han sagde stadig, at han fej-
lede Intet. Han følte sig i Virkeligheden ikke stærk, og
jeg troer, at han for at hærde sig gjorde flere Ting, som
bekom ham ilde, f. Eks. at han ligesom de Indfødte laa
nøgen, kun svøbt i et Lagen om Natten, at han gik saa
uendelig tyndt klædt o. s. v. Desuden havde han ignoreret
sit Legeme lidt, idet han havde spist saa daarligt, jeg
sagde til ham, da vi et Par Dage havde spist der, hvor
han tog sin Middag, at den Mad kunde jeg ikke holde ud,
og saa begyndte vi paa en kraftigere Levemaade; men
jeg troer, at disse forskjellige Ting, at han saaledes havde
tilsidesat Legemets Fordringer, havde svækket det ikke
saa lidt. Vi talte oftere om det, og jeg bad ham om at
tage mere Hensyn til det, han mente at Legemet maatte

være Aanden aldeles underordnet, og maatte finde sig i
at blive negligeret. Men var hans Legeme blevet magrere,
saa var hans Aand blevet saa meget desto mere udviklet,
hans Begejstring for Kunsten endnu stærkere, hans Be-
greber om det Skønne var sjældent udviklede, han elskede
de gamle italienske Mestere, det var hans Lyst og Glæde
at studere dem, men ved Siden af var der Intet af, hvad
der foregik omkring ham, der undgik hans skarpe, hans
klare Dom, og overalt vidste han at see det Smukke deri,
det Karakteristiske eller det Komiske. Naar vi gik paa
Gaden, var Schou enten forud eller bagefter, han gik
sjældent ved Siden af os, og saa stod han stille for at
sunde sig, naar han havde set et smukt Ansigt, eller for
at tage sig en ordentlig Latter af en komisk Figur, eller
lian vendte sig pludselig om for at dunke os i Maven, det
var hans store Fornøjelse, og vi maatte tilsidst nedlægge
højtidelig Protest derimod. Undertiden var Schou forsvun-
det, og naar vi skulde se os om, saa havde han indledet
Bekjendtskab med et lille Barn, en Hund eller en Kat, og
dem kunde han saa blive længe ved at lege med. Der var
et Par Ugler i et Bur i en Gade, vi daglig kom igennem,
han kunde aldrig gaae dem forbi uden at kjærtegne dem,
uagtet de stadigt hakkede ham. Der var noget saa elsk-
værdigt barnligt ved ham ved Siden af den Alvor, hvor-
med han tænkte over Kunsten og Livet, han opfattede Alt
klart og Sandt, det var en Fornøjelse at høre ham for-
tælle interessant og morsomt, hvad han havde læst og set,
Personers Karakter og Ydre kunde han give med et Par
Træk. — Hvorledes det kom, veed jeg ikke, men omtrent
samtidig kom vore Maver lidt i Uorden, mit Ildebefindende
97