Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

A. ScAoH paa Dadsla/'er Tfg'fH'ng' a/ OMo Bac/;e

varede dog kun et Par Dage, vi antoge det tor det al-
mindeiige Hdebefindende, som Fremmede faar, naar de
kommer tii Itaiien, og uagtet Schou og Frisch af og tii
havde Diarrhoe, lagde de ikke nogen synderlig Vægt paa
det. Saa var det, at Veiret pludselig slog om fra meget
stærk Varme til Kulde, da troer jeg, de begge have faaet
et Knæk, deres Diarrhoe tiltog temmelig betænkelig, de
bleve udmattede og magre deraf, medicinerede paa egen
Haand, men havde ikke spurgt nogen Læge. Saa var det
en Dag kort efter, da jeg om Morgenen kom ind til Frisch,
kunde jeg mærke, at han var virkelig syg, Lægen blev
straks hentet, han kaldte det Kolerine eller saadan noget
Lignende. Sygdommen afkræftede ham umaadeligt, i Løbet
af 24 Timer var vi belavede paa, at han skulde dø, han
blev imidlertid lidt bedre, men idag har jeg haft Brev, at
det er meget slemt igjen, der er atter Fare for hans Liv;
hans stakkels Familie! — Deres Søn og jeg, som havde
Værelser ved Siden af Frisch, blev strax flyttet til en anden
Del af Huset, vi sov sammen. Det blev paalagt os at være
forsigtige, man vidste ikke rigtig, hvad det var, der blev
røget med Svovl og forskjellige Forsigtighedsregler truf-
ne, men vor kjære Ludvig gik allerede med Sygdommen i
sig; han blev beordret at blive liggende og holde sig
varm, men uagtet vi bad ham lade være stod han dog op
om Eftermiddagen. Næste Morgen vaagnede jeg ved, at
han kastede hæftigt op; jeg løb straks ind til Rudolfo for
at faa Bud efter Lægen, og han kom kort efter, og kom
senere igjen ledsaget af 2 andre Læger, sendt fra Com-
munen. De toge det meget energisk, han fik øjeblikkelig
2 Mænd fra Hospitalet til at passe sig, betroede Folk,
som var vante til at passe Kolerasyge, Ingen Andre maatte
komme ind til ham, selv Stuen udenfor blev afspærret.
Men Madam Rudolfo, en mageløs elskværdig Kone, vilde
ikke lade sig lukke ude, men blev ved at pusle om ham til
det Sidste. Kl. 10 om Aftenen sagde han til mig med svag
Stemme: Det værste er, at jeg har Krampe i det venstre
Ben, og lidt efter begyndte det i det Andet. Jeg var da
aldeles sikker paa, at det var Kolera. Men i Løbet af
93

meget kort Tid, Kl. 12
saae jeg ham sidst, vat-
han blevet saa umaadelig
forandret, Døden sad ty-
deligt paa hans Læber
og Øjne, han kunde ikke
tale, kun en uforstaaelig
Hvisken, det var ikke
længere min Ven Schou,
det var et skrøbeligt Le-
geme, som Døden alle-
rede havde trykket sit
sikkre Segl paa. Led
han? Jeg tror ikke saa
meget, thi vel var der
Krampe, men han var
saa sløvet, at jeg ikke
tror, han har lidt, Livet
slukkede lidt efter lidt.
— Imedens Koleraen
havde raset rundt om-
kring i Italien, havde Fio-
rents været fri, der havde kun været et Par Tilfælde af
Folk, der vare komne andetsteds fra, og Autoriteterne var
derfor stærkt i Bevægelse. Lægerne mente endogsaa, at
det kunde være noget andet end Kolera, og bad os derfor
i Menneskehedens Interesse om at maatte aabne hans Lig,
hvilket Rudolfo og jeg tilstod dem, naturligvis med al Re-
spekt for hans Lig; da det er noget, der ofte foretages
hjemme, tog jeg ikke i Betænkning at sige ja dertil. Næste
Morgen skulde det ske, hans Lig var imidlertid ført til et
Kapel, og vi skulde underrettes om, hvornaar Begravelsen
skulde finde Sted. Næste Formiddag kommer der imidler-
tid Bud til os, han var ikke blevet obduceret, man havde
fundet det var Kolera, og han var bleven begravet. Man
havde altsaa narret os, Rudolfo og jeg troer af Forsigtig-
hedshensyn, for at saa faa som muligt skulde komme Ki-
sten nær. Han hviler nu 1 % Mil fra Florents paa en lille
protestantisk Kirkegaard; jeg haaber, at Danmark ikke vil
lade en af sine Sønner, der kanske kunde være bleven en
af de Bedste, men som for tidligt visnede, ligge ubemærket
der uden at sætte ham et lille Minde. — Han havde i læn-
gere Tid beskæftiget sig med Illustrationer til »Balders
Død« af Eddaen, det var hans Hensigt at udgive dem som
Raderinger, de ere alle mer eller mindre færdige; hans
sidste ufuldendte Arbejde var en Skizze til et paatænkt
Afaleri: »Hermod, der i Underverdenen beder Ran om, at
Balder maa blive skjænket tilbage til Guderne«. Alle hans
Malerier har jeg — paa det nær, da det ikke var tilstræk-
kelig tørt — rullet paa en Stok og lagt i en Kasse, med
Fortegnelse over dem. Kassen var lige kommet Dagen før
hans Død, da han vilde sende nogle Malerier hjem, bl. a.
det store »Titusbuen«, han netop havde fuldendt og
kun glemt at skrive sit Navn paa. Alt, hvad han ejede, er
saa sikkert, som det kan være, hos Rudolfo, men han sen-
der det først afsted, naar han faar en Opfordring fra
Dem, Frue; han havde jo kun faa Klæder, og jeg veed ikke,
om Communen forlanger dem udleverede. Rudolfo og hans
Kone har været mageløs opoffrende kjærlige og virksom-
me i denne sørgelige Tid, hun gik over de Syge, som hun