Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

HJEMME

TOHANNES V. Jensen ramte med sik-
! ker Haand ned i det urmenneskelige
^ i Kvindens Væsen, da han lod »Moa«
i Bræen være den samlende, den bevarende.
Uden fast Hjem, med skiftende Boplad-
ser, i bestandig Anspændelse fra Time ril
Time for at bjerge Livet, omgivet af alle
de Farer, som var de første Menneskers
døgnlige Lod, — alligevel samlede Moa.
Smukke Bær og smukke Sten blev gemt.
Som Barn af sin primitive Tid glemte hun,
hvor hun gemte sine Skatte, men samlede
paany.
Manden ved hendes Side har sikkert med
haarde Øjne spejdet omkring sig, altid ven-

F L O R E N
W"^AUDELA]RE taler i et af sine Digte
om Sanseindtryks Correspondancer,
H^ om Dufte, der er »blide som Oboer
og grønne som en Enge, og er det ikke
en lignende fremmedartet Fortryllelse, vi
er underlagt, naar vi fordyber os i et smukt
Stykke Textil, det være sig nu et Hedebo-
arbejde, der ledes Tanken hen ti] noget
svalt og tyst som Gæsteværelser med hvide
Senge, eller et Stykke Kanevasbroderi efter
Møhis Udkast, hvis Farver er bløde som
Mos og som Lav paa Stendiger og synes
at tone i Sindet som Skumringens Musik.
Der er i hvert Fald ingen Gren af Kunst-
haandværket, der formaar at fremkalde
Indtryk, der er saa helt fortættede af Stem-
ning som Broderi og Vævning. Derfor bør
de ogsaa have deres priviligerede Plads i
Hjemmet, og er vi end ikke saa filosofisk
anlagte som Germanerne, der kan sammen-
ligne et Broderi med »Majas luftige Slør«,
føler vi dog, at disse Ting ofte ejer en
Ynde, der kun kan sidestilles den, vi mp-
der i Blomsten paa vort Bord.
Ligesom Japanerne kun ved særlige Lejlig-
heder stiller sine Kunstsager til Skue, burde
finere Haandarbejder gemmes hen for kun
at tages frem i festlige Stunder, og har
man Samlertilbøjeligheder, kan de jo ikke
faa et smukkere og naturligere Udtryk.


T OG SAMLEREN

tende et Overfald af det vilde Vejr eller de
sultne Rovdyr, og uden nogen Sinde at
turde slippe sine Vaaben.
Medens Kvinden, Moa, i enhver Hvile-
stund aandede ud, lagde Byrderne fra sig
og med smaa lykkelige Smil fangede efter
de brogede Klaser af Bær og Blomster og
beundrende fulgte Solskinnets Spil over
Kystens blinkende Sten.
For Manden har hans Kvindes glade Leg
med Jordens Skønhed sikkert været uden
Interesse. Han har haft et Skuldertræk til-
overs, og straks efter rynket sin Pande ud
mod vejrede, nye Farer.
Men Moa har fortsat sin sorgløse Leg

T ! N $ K


Størsteparten af de Haandarbejder, vi
kommer ud for, er rigtignok af den Art,
at de ikke indbyder til slige Betragtninger;
og dog har vi herhjemme Æren af saavcl
i Vævning som i Broderi at have skabt Ar-
bejder af virkelig Lødighed. Ingen har vel
paa Broderiets Omraader gjort en større
Indsats end Clara Wæver, der stadig hæv-
der Traditionerne fra Frøknerne Constan-
tin-Hansen og Bindesbølls Tid, med for-
staaende Hensynstagen til alt værdifuldt
Nyt, der senere er fremkommet. Intet Sted
er Kanevasbroderiet blevet dyrket med
større Held, og den nationale Hedebosy-
ning har her udviklet sig efter de sunde-
ste Principer og taget Kunstnere som K.
V. Engelhardt i sin Tjeneste. Netop paa
dette sidstnævnte Omraade er det nu, at
Clara Wæver har gjort en ny Indsats. I
et Broderi er Materialet det Primære, og
man har som Udgangspunkt valgt at be-
nytte et kulørt svensk Lærredsstof, idet
man mente, at den egenartede Teknik bedre

med Ranker af skinnende Blomster om sin
Hals og med sine Hænder fulde af perle-
morshvide Skaller, der var sødere og glat-
tere at føle paa end noget andet, hun
vidste.
Saa blev Skattene gemte, for Moa skulde
videre. Kvinden fulgte sin Herre. Hun hav-
de nok at slæbe paa, men selv om hun for-
lod dem, — de var dog hendes, naar hun
altsaa havde fundet dem og stukket dem
tilside.
Og saaledes var den første Hamstring
indført i Verden, en uskyldig og barnlig
Hamstring, i hvis Skød Bevarelsens Ynde
laa gemt. Olga Eggers.

SYNING
korn til sin Ret paa en tonet Folie. Tek-
nikken, der minder en Del om vor Hedebo-
syning, idet bl. a. de samme Grunde ofte
forekommer, er skabt paa Grundlag af vis-
se gamle italienske Haandarbejder og er
træffende blevet kaldt »Florentinsk Sy-
ning«. Efter Gerda Holgersens Tegninger,
der udmærker sig ved samme klare og
forstandige Linieduktus, som vi ofte har
beundret i de tidlige italienske Møn-
stertegninger, fornemmelig i Veceltios,
har Forretningen ladet udføre nogle Ar-
bejder, af hvilke vi her afbilder Prøver.
Hvor smukt den blege Hørtraad i Linje-
nettets beherskede Rytmer tegner sig paa
det afdæmpede blaa Lærredsstof, kan vel
her blot anes. Det er dog ogsaa kun
Hensigten at henledeOpmærksomheden paa
disse fortrinlige Broderier, fordi de beteg-
ner en virkelig Nyvinding; de er nemlig
ikke tjent med at ses i Sort paa Hvidt,
da Farvevirkningen forlener dem med
en særlig Charme. Den anvendte Tek-
nik skal ikke være vanskelig, og for alle,
der tidligere har beskæftiget sig med
Hedebo, tilmed hurtig og mere for-
nøjelig. 7. Afa.'iA* Oi'sfH.



22