Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

DEN GRAFISKE KUNST

D

i S!N mSTORiSKE UDV!KL!NG
VHL MAFCANFON

ET vil rimeligvis etulnu i lange Tider forholde
sig saaledes, at naar Kunsten er ved at stivne
i gold Formalisme, eller naar Udviklingens
Ariadnetraad opspoles og overklippes af bleg-
sottige, hysteriske Oprørere, — eller naar de sande Værdi-
konstanter glemmes, fordi den æstetiske Dannelse over-
skygges af en Kamptids altopslugende Nødvendigheds-
krav, — da bliver det AnRFc/;.
dens straalendc Liv, dens Lige-
vægt mellem Indhold og Form,
der træder frelsende til og gen-
nemstrømmer med friske Dm
pulser Ungdommen, den Ung-
dom, hvis »sidste Skrig« unæg-
telig ofte virker som hylende
Falsettoner, skabt af Pubertets-
vanskeligheder. Den antike
Kunst — d. v. s. den helleniske
— var en pragtfuld Kultur-
blomst, der maatte visne, fordi
ogsaa (fens Udviklingsmulighe-
der havde sin Begrænsning; men
atter og atter vil den give Kraft
og Farve til senere Tiders Kunst.
Og endnu har vi ikke været Vid-
ne til en skønnere Genfødelse af
Antikens Værdier end i den Tid,
der, ogsaa for andre Kulturbe-
standdeles Vedkommende, /or-
fjenfe Navnet Renæssancetiden.
— Dog har der sjælden være?
saa meget at slaas med som
dengang: Skolastikens rodløse
Pedanteri, Overtroen, den syge-
lige Fordrejelse af gamle Sand-
heder: den golde Askese, Fa-
stens Karikatur, og Hæsligheds-
dyrkelsen, der skulde tilintetgøre
Kødets og Øjnenes Lyst. Alle den antike Stortids straa-
lende Heroer maatte mobiliseres for at bekæmpe dette
Uvæsen, og deres blændende Skønhed kastede ogsaa sin
Glorie over det positive i den ny Tid: — I Fa/ads ædle,
yndefulde Kunstnerpersonlighed genfinder vi Antikens El-
skovsglæde og Skønhedsjubel, forenet med den katolske
Læres Kyskhedsdyrkelse og Mystik, og disse tilsyneladende
.Modsætninger frembringer tilsammen, ved Beskuelsen af
Mesterens Værk, en næsten transcendent Følelse af uende-
lig Finhed og stor Skønhed. Medens Julius Lange frem-
hæver med Flid Rafaels »høje sædelige Aand«, vil sikkert
mange mene, at Antikens Seksualisme fortrinsvis behersker
denne mægtige Kunstner og skaber hans bedste Værker,
ligesom den sanselige Livsglæde ogsaa, som bekendt, præ-
gede hans Privatliv. — Og sikkert er det, at hans be-
rømte Fortolker indenfor den grafiske Kunst — Marca/:-



forua Fafmcnh; fra Bologna, eller Afarcanfon, som han i
Almindelighed kaldes — først og fremmest har formaaet
at understrege Rafaels dybe Følelse for Antiken.
Italien har haft ypperlige Kobberstikkere før Marcanton;
som tidligere omtalt, paastod den florentinske Kunsthisto-
riker Vusun endogsaa, at en italiensk Guldsmed Æfaso Fi-
n/gaer/a, havde opfundet Kobberstikmetoden; og efter
Mantegnas og Robettas Tid er
det værd at bemærke de to
Ca/7;/;agno/aUr fra Padua —
Gfah'o, som opfandt Punktér-
maneren, og Dame/a'ca, Titians
Hjælper, som udmærkede sig
ved sin sunde, realistiske Iagt-
tagelsesevne. — At Marcanton
paa en saa eklatant Maade over-
gaar alle sine Forgængere, skyl-
des rimeligvis for en stor Del,
at, — som det i hvert Fald er
paastaaet, — hans bedste Stik
er fremgaaet ud af et Samarbej-
de mellem ham og Rafael, idet
denne skal have stukket Figu-
rernes Omrids, — og netop spe-
cielt i Konturerne er Marcantons
Stik uovertræffelige, hvilken
Kendsgerning synes at bekræfte
denne Paastand.
Marcanton, der fødtes i Bo-
logna c. 1475, oplærtes i Guld-
smedekunsten hos FranccsAo
Fafbohnc, kaldet Francla. —
Paa en Rejse i Venizia traf han
Albrecht Durer, hvis mandige
Kunst gav den unge Italiener
den første betydningsfulde Paa-
virkning. Forholdet mellem de
to fik en brat Ende, da Marcan-
ton stak Durers Træsnit »Marias Levnet« og Passions-
bladene i Kobber. Opbragt over at Marcanton selv signe-
rede disse Arbejder, anklagede Durer ham for Timands-
raadet, og tvang han til at fortrække fra Lagunebyen. Mar-
canton, der aldrig synes at have følt nogen Trang tit selv-
stændigt Virke, traf senere, i Rom, Fa/ad Sand, og Mødet
med denne unge Mesters beaandede Kunst bevirkede, at
Marcanton viede sig til udelukkende at mangfoldiggøre Ra-
faels Arbejder. »Fa/*ncmo/*hd« hører til Kobberstikkunstens
Mesterværker; det er forresten interessant at se, hvordan
dette meget benyttede bibelske Motiv i Rafaels Opfattelse
er blevet gennemsyret af antik Aand. Ogsaa »Ga/aMca.s
FdamJ« er et Mesterværk, i hvilket man i lige Grad be-
undrer Malerens vidunderlige Komposition og Kobberstik-
kerens glimrende Teknik.
Det var som sagt særlig Rafaels fra /Vd/as arvede Skøn-

.52