DOI Heft:
Nr. 4 (April 1924)
DOI Artikel:Petersen, Josef: Den grafiske Kunst i sin historiske Udvikling, [4]
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.31879#0093
hedsdyrketse, der i Marcanton fandt sin begejstrede For-
tolker; og denne Forkæriighed for den antike Sensuaiisnie
understregedes yderligere da Rafael døde og efterfulgtes
af sin talentfulde Elev GmB'o Bomnmo, som i sin Kunst
virker mere ensidig, ubehersket sanselig end Forgængeren.
Under sit Samarbejde med Giulio ramtes Marcanton atter
af ubehagelige Tildragelser. Den meget omstridte, ekcen-
triske Digter PB'Bo Arefmo, »Fyrsternes Svøbe«, som han
kaldtes paa Grund af sin dristige og skaanselløse Pen, ud-
gav en Samling Digte: »&m<VB /ussunos/«, hvortil Giulio
Romano tegnede tyve Tegninger, som Marcanton stak.
Baade Digtene og Bladene opvakte ved deres anstødelige
Art, deres ugenerte Frivolitet den nysudnævnte Paves,
C/cmcu.s den Syvendes, Mishag.
Et af disse Blade, en Gud og
en Gudinde, der hviler paa en
Seng i en lidt delikat Situation,
eksisterer endnu og holdes i en
svimlende Pris; iøvrigt lod Pa-
ven Bødlen konfiskere og øde-
lægge Kunstværkerne; Aretino
og Giulio unddrog sig den
krænkede Dyds Hævn ved ilsom
Flugt, hvorimod Marcanton blev
grebet og kastet i Fængsel. Den-
ne Katastrofe kaster et grelt Lys
over Tidens forvirrede og lune-
fulde Præg, der fandt sin typi-
ske Inkarnation i Fremtoninger
som Benvennfo Cednd og, sær-
lig, Pietro Aretino, en snild og
højtbegavet Aand, som endog-
saa mellem sine Epigoner tæller
en Gigant som Gfordano B/nno.
der efterlignede ham i sin mær-
kelige Komedie »Candelaio«, d.
v. s. »Hanrejen«. Aretino, der
sikkert er blevet nogef ensidig
og uretfærdig bedømt af en bi-
got Eftertid, paavirkede i bety-
delig Grad hin Epokes Kunst-
nere og vurderedes højt baade
af Michelangiolo og Titian.
Naar man kender Aretino, ikke
blot i hans forbitrede Kamp mod Hykleri og Forlorenhed,
men ogsaa fra mange Digte, der, ligesom hans Opførsel
overfor en Elskerinde, som bedrog ham, vidner om et blødt
og tilgivende Sind, forstaar man, at en Mand som Mar-
canton, som saa mange andre store Kunstnere, kunde føle
sig betaget af denne mærkelige og ægte Digters ildfulde
og sanselige Temperament uden at være i Stand til at
overskue Risikoen ved at følge han Signaler. — Senere
opnaaede imidlertid Marcanton Pavens Tilgivelse, — ja,
demens den Syvende blev endogsaa en varm Beundrer af
den geniale Kobberstikker og udnyttede hans fremragende
Evner i Kirkens Tjeneste.
I Aaret 1527 ramtes Marcanton paany af en skæbne-
svanger Katastrofe, idet Spanierne under Kar! d. Femte
indtog Rom. Ensom og fuldstændig forarmet flygtede den
aldrende Kobberstikker til sin Fødeby, Bologna, hvor vi
snart efter taber hans Spor, skønt det er rimeligt at antage,
at han har oplevet Karls Kroning til romersk Kejser, hvilket
som bekendt fandt Sted Anno 1530 i denne By. — Om
Marcantons Død berettes der paa forskellig Maade. Et
ret troværdigt Frasagn fortæller, at en Adelsmand lod ham
myrde, fordi Marcanton, trods sit bestemte Løfte, stak
en ny Plade af »Barnemordet«; den første Plade havde
Adelsmanden købt for at være Enebesidder af dette glim-
rende grafiske Kunstværk.
Marcanton er i sine første Stik famlende og ubehjælp-
som; selv i Dtirerperioden er han anstrengt, ængstelig og
usikker, haard og stiv i Forhold til den senere Epokes fuld-
komne Teknik; først efter at have lært Rafael at kende
opnaaede han den suveræne
Evne, den fortryllende Gratie og
Renhed, som udmærker hans
Arbejder fra nu af.
Han efterlod sig en Række
ypperlige Elever: AgosB'no Fe-
neB'uno, Aforco du Bnvennn, /n-
copo CnragB'o og Gndfo Bonu-
sone, alle fortrinsvis Dyrkere af
Motiver fra den græsk-romerske
Mythologi. Særlig Marco da Ra-
venna har efterladt sig en stor
Mængde Blade, der afgiver Vid-
nesbyrd om en dygtig og sikker
Kunstner; men ingen naar op
paa Siden af Mesteren. — Det
er vanskeligt at fremhæve en-
kelte Arbejder af Marcanton,
selv om nogle — som f. Eks.
det omtalte Stik, der hørte ti) de
af Paven konfiskerede, naturlig-
vis ved sin Sjældenhed frem-
hæver sig selv. »Barnemordet«
er sikkert et af de ypperligste
Kobberstik, der overhovedet fin-
des; »Galatheas Triumf« er
maaske det mest berømte af alle
Mesterens Blade; »Pan og Sy-
rinx« er dristigt og yndefuldt,
»Lukretia dræber sig« et baade
skønt og meget sjældent Arbej-
de; »Venus og Amor« er ligeledes et sjældent Blad, men
der eksisterer talrige fortrinlige Kopier af det, stukket af
hans ovennævnte Elever. Det samme er iøvrigt Tilfældet
med mange andre Arbejder af Marcanton. — Ialt haves
308 Plader af ham; af disse er 114 bibelske eller Helgen-
motiver, og 81 mythologiske. Som Portrætkunstner stod
han meget højt; blandt andet har han stukket et ganske
fortrinligt Blad, forestillende Digteren Aretino.
Marcanton var en Mand, der kendte og forstod sine
Evners Begrænsning ,og som foretrak at ofre sin kunst-
neriske Selvstændighed og opnaa det ypperste i sit Fag
som Fortolker af den geniale Rafaels Kunst, fremfor at
blive en selvstændig skabende, tredjerangs Kunstner.
Marcanfon scp.
53
tolker; og denne Forkæriighed for den antike Sensuaiisnie
understregedes yderligere da Rafael døde og efterfulgtes
af sin talentfulde Elev GmB'o Bomnmo, som i sin Kunst
virker mere ensidig, ubehersket sanselig end Forgængeren.
Under sit Samarbejde med Giulio ramtes Marcanton atter
af ubehagelige Tildragelser. Den meget omstridte, ekcen-
triske Digter PB'Bo Arefmo, »Fyrsternes Svøbe«, som han
kaldtes paa Grund af sin dristige og skaanselløse Pen, ud-
gav en Samling Digte: »&m<VB /ussunos/«, hvortil Giulio
Romano tegnede tyve Tegninger, som Marcanton stak.
Baade Digtene og Bladene opvakte ved deres anstødelige
Art, deres ugenerte Frivolitet den nysudnævnte Paves,
C/cmcu.s den Syvendes, Mishag.
Et af disse Blade, en Gud og
en Gudinde, der hviler paa en
Seng i en lidt delikat Situation,
eksisterer endnu og holdes i en
svimlende Pris; iøvrigt lod Pa-
ven Bødlen konfiskere og øde-
lægge Kunstværkerne; Aretino
og Giulio unddrog sig den
krænkede Dyds Hævn ved ilsom
Flugt, hvorimod Marcanton blev
grebet og kastet i Fængsel. Den-
ne Katastrofe kaster et grelt Lys
over Tidens forvirrede og lune-
fulde Præg, der fandt sin typi-
ske Inkarnation i Fremtoninger
som Benvennfo Cednd og, sær-
lig, Pietro Aretino, en snild og
højtbegavet Aand, som endog-
saa mellem sine Epigoner tæller
en Gigant som Gfordano B/nno.
der efterlignede ham i sin mær-
kelige Komedie »Candelaio«, d.
v. s. »Hanrejen«. Aretino, der
sikkert er blevet nogef ensidig
og uretfærdig bedømt af en bi-
got Eftertid, paavirkede i bety-
delig Grad hin Epokes Kunst-
nere og vurderedes højt baade
af Michelangiolo og Titian.
Naar man kender Aretino, ikke
blot i hans forbitrede Kamp mod Hykleri og Forlorenhed,
men ogsaa fra mange Digte, der, ligesom hans Opførsel
overfor en Elskerinde, som bedrog ham, vidner om et blødt
og tilgivende Sind, forstaar man, at en Mand som Mar-
canton, som saa mange andre store Kunstnere, kunde føle
sig betaget af denne mærkelige og ægte Digters ildfulde
og sanselige Temperament uden at være i Stand til at
overskue Risikoen ved at følge han Signaler. — Senere
opnaaede imidlertid Marcanton Pavens Tilgivelse, — ja,
demens den Syvende blev endogsaa en varm Beundrer af
den geniale Kobberstikker og udnyttede hans fremragende
Evner i Kirkens Tjeneste.
I Aaret 1527 ramtes Marcanton paany af en skæbne-
svanger Katastrofe, idet Spanierne under Kar! d. Femte
indtog Rom. Ensom og fuldstændig forarmet flygtede den
aldrende Kobberstikker til sin Fødeby, Bologna, hvor vi
snart efter taber hans Spor, skønt det er rimeligt at antage,
at han har oplevet Karls Kroning til romersk Kejser, hvilket
som bekendt fandt Sted Anno 1530 i denne By. — Om
Marcantons Død berettes der paa forskellig Maade. Et
ret troværdigt Frasagn fortæller, at en Adelsmand lod ham
myrde, fordi Marcanton, trods sit bestemte Løfte, stak
en ny Plade af »Barnemordet«; den første Plade havde
Adelsmanden købt for at være Enebesidder af dette glim-
rende grafiske Kunstværk.
Marcanton er i sine første Stik famlende og ubehjælp-
som; selv i Dtirerperioden er han anstrengt, ængstelig og
usikker, haard og stiv i Forhold til den senere Epokes fuld-
komne Teknik; først efter at have lært Rafael at kende
opnaaede han den suveræne
Evne, den fortryllende Gratie og
Renhed, som udmærker hans
Arbejder fra nu af.
Han efterlod sig en Række
ypperlige Elever: AgosB'no Fe-
neB'uno, Aforco du Bnvennn, /n-
copo CnragB'o og Gndfo Bonu-
sone, alle fortrinsvis Dyrkere af
Motiver fra den græsk-romerske
Mythologi. Særlig Marco da Ra-
venna har efterladt sig en stor
Mængde Blade, der afgiver Vid-
nesbyrd om en dygtig og sikker
Kunstner; men ingen naar op
paa Siden af Mesteren. — Det
er vanskeligt at fremhæve en-
kelte Arbejder af Marcanton,
selv om nogle — som f. Eks.
det omtalte Stik, der hørte ti) de
af Paven konfiskerede, naturlig-
vis ved sin Sjældenhed frem-
hæver sig selv. »Barnemordet«
er sikkert et af de ypperligste
Kobberstik, der overhovedet fin-
des; »Galatheas Triumf« er
maaske det mest berømte af alle
Mesterens Blade; »Pan og Sy-
rinx« er dristigt og yndefuldt,
»Lukretia dræber sig« et baade
skønt og meget sjældent Arbej-
de; »Venus og Amor« er ligeledes et sjældent Blad, men
der eksisterer talrige fortrinlige Kopier af det, stukket af
hans ovennævnte Elever. Det samme er iøvrigt Tilfældet
med mange andre Arbejder af Marcanton. — Ialt haves
308 Plader af ham; af disse er 114 bibelske eller Helgen-
motiver, og 81 mythologiske. Som Portrætkunstner stod
han meget højt; blandt andet har han stukket et ganske
fortrinligt Blad, forestillende Digteren Aretino.
Marcanton var en Mand, der kendte og forstod sine
Evners Begrænsning ,og som foretrak at ofre sin kunst-
neriske Selvstændighed og opnaa det ypperste i sit Fag
som Fortolker af den geniale Rafaels Kunst, fremfor at
blive en selvstændig skabende, tredjerangs Kunstner.
Marcanfon scp.
53