Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

samlet paa, er mit Privat-Galeri af Alverdens bedste
Kunst. Det lyder pralende, men er dog sandt. Fra jeg be-
gyndte at rejse for tredive Aar siden, har jeg rundt om i
Klodens Kunstsamlinger udvalgt Fotografier af de Værker,
der var mig kærest. Jeg har samlet mine Yndlingsmestre
overalt, hvor jeg traf dem, i alle Europas Museer, i Nord-
amerikas Samlinger, der fylder sig med den gamle Ver-
dens Kunst, i Rusland, i Budapest, i afsides Byer som Col-
mar, hvor jeg søgte Grunewalds Hovedværk. Jeg har plyn-
dret Ægypten, Grækenland, Italien og samtlige europæiske
Kunstbyer for deres største Skatter; selv i Japans Museer
og i Peking har jeg ranet. Louvre under Napoleon var ikke
saa rigt paa Mesterværker som mit Privatgaleri, der kan

KAREN HANNO

ligge i et Skab. 1 nogle Tusind Blade er det muligt at skabe
sig en Kunstsamling, ikke blot af Kunsthistoriens berømte-
ste Navne, men ogsaa af Ens egne personlige Yndlinge.
Dertil slutter sig Fotografier fra alle de dejlige Byer og
landskabelige Egne, jeg har set. Den hele Samling har
næppe synderlig Værdi undtagen for mig, og dog er den
uerstattelig, fordi den delvis er hentet fra Egne, jeg ikke
oftere faar at se, og bestaar af Kunstværker, man ikke kan
forskrive gennem Kataloger.
I det gamle Rom vandt den berygtede Verres Ry for sin
umaadelige Sanling røvede Kunstværker. Fotografien har
i vor Tid gjort det muligt at samle sit eget Museum af al
den Kunst, man kaster sine Øjne og sin Kærlighed paa.


VERS KERAM!K



r^lSSE to aandfuldt modellerede Lysestager byttede
! V jeg mig til engang for en Pennetegning — et
godt Bytte!
Paa den Maade kan jeg lide at samle, især naar man
kun har faa Ting og man bruger dem. Disse Lysestager

er beregnede til, at der kan lægges »grønne Kranse« indeni
dem eller om Sommeren Blomster, man plukker.
Folk har en underlig Idé med alt, hvad der er hult, at
det kun er til Tobaksæske og Tændstikker.
Det andet er saa kvindeligt tænkt.