Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

DEN GRAF!SKE KUNST
I SIN HISTORISKE UDVIKLING
Vi. ALBRECHT DU7?E/?

WKKE uden Grund er det blevet sagt om Niirnbergeren
j A/hrechf Dure/*, Søn af en Guldsmed af samme Navn,
} ] at han var »Bæreren af sit Folks og sin Tids Aands-
Æ retning«. Denne store Kunstner rummer i sin maskuline
Personlighed, der paa en Gang var dyb og enfoldig, gli-
dende varm i sin ideale Higen og dog næsten pinlig per-
tentlig, alle den germanske Races mest typiske Anlæg.
Hans Kunst er ikke farvet af en
Michelagniotos mægtige, ekstati-
ske Fantasi, en Rafaeis følsomme
Skønhedstørst eller en Leonardos
dybtskuende Sjælekundskab; men
den er en stolt fribaaren Aands
Hymne til Lyset, Modet og Kraf-
ten, en haanende Udfordring til
Mørket, Fejgheden, Ondskaben.
Albrecht Durer udledte sit Navn
af 7Gur, Dør, og han var i Sand-
hed den, der i Tyskland lukkede
en ny Dør op for den undrende
Menneskehed, og viste fra Mid-
delalderens mørke, lavloftede For-
stue ind til Renæssancens lyse
Festsal. Han er en af Kunstens
Heroer; — han lod Kunsten tjene
Ideen; for ham var det ene
alt: Menneskehedens gigantiske
Marsch ad Fremskridtets uende-
lige Veje, i Lysets Tjeneste.
Det Billede af Albrecht Durer,
der mere end noget andet er ty-
pisk for ham, er det berømte Stik:
Ridderen, Døden og Djævelen.
Ridderen sidder tilhest, men Fo-
den fast hvilende i Stigbøjlen;
klædt i Staa), et Billede paa Ufor-
færdethed og tillidsfuld Kraft.
Hans Styrke er ikke alene i hans
Muskler, men først og fremmest
i hans Sinds Fasthed. — To Uhyrer følger ham Fod for
Fod, mens hans Ganger fører ham længere og dybere ind
i Skovmørkets Nat. Fra Krattets Skygger er Døden traadt
ud paa Engen, og Rædselen i Dødens indsunkne Øjenhuler
sigter paa Ridderens Ansigt, der ikke er skjult af Visiret;
det er Fremtidsbilledet af ham selv, der synes at være
krøbet ud af hans Tanke i et isnende Gys, et raaddent,
grinende Skelet, der haaner hans Pantser, hans friske
Aruskler, hans smidige Sener. — Og Løgnens, Hæslighe-
dens Fyrste gaar Ridderen nær, famler efter hans Tøjle,
aander sin giftige Aande mod hans Ansigt. — Men Rytte-
rens Miner taler om tilkæmpet Ro. Uanfægtet af Uhyrerne
stirrer hans Blik lige ud, stift som en Søvngængers og dog
stærkt af beslutsom Mod. Thi gennem Mørket ser han sit
Maal lyse og vinke ham fremad, og Skræmmebillederne
.76

evner ikke at standse ham, fordi han er i Pagt med noget,
der er større end hatn selv.
Durer var en dyb og grublende Natur, og hans Ideer,
der gennemtrængte Kompositionen, gjorde denne fast og
kraftig. Der er noget haandfast over hele hans Syn paa
Tilværelsen; han beskæftigede sig mere med Formen og
Stoffet i Naturen og Skabningen, end med de optiske For-
hold, der indvirker paa Formen
og Stoffet; han interesserer sig
udelukkende for Lokalfarverne,
har ingen videre Sans for Atmos-
fære og Rumforhold; i hans Male-
rier klæber Figurerne til Planen
og synes ofte snarere hulformede
end udmodellerede. Han er først
og fremmest Tegner, og som Teg-
ner, Kobberstikker og Træsnits-
kunstner har han givet mest.
Albrecht Dirrer udgik af en
barsk, grovkornet Tid, hvor Ung-
dommen i langt højere Grad end
i vor Tid holdtes nede i Umyn-
dighed. Som ganske ung blev han
gift, tvunget sammen med en
ung Kvinde, Agnes E'rey, uden a:
nogen spurgte ham eller hende om
deres Mening. Dirrer skriver selv
i sin Dagbog:-»og da jeg
kom hjem, handlede Hans Frey
med min Fader og gav mig siH
Datter, Jomfru Agnes, og dertil
tohundrede Gylden.« — Agnes
Frey var en smaaborgerlig, snus-
fornuftig Natur og havde ingen
Forstaaelse for Mesteren; den i
dette Forhold bundende Konflikt
er rimeligvis Skyld i, at hun er
blevet kaldt en Xantippe,men un-
der alle Omstændigheder var Æg-
teskabet ikke synderlig lykkeligt, og det strænge, næsten
dystre og tunge, som for en stor Del præger Durers Kunst,
kan rimeligvis udledes af denne Kendsgerning.
Diirer foretog flere Udenlandsrejser og var blandt an-
det to Gange i Italien, hvor han knyttede venskabelig For-
bindelse med flere berømte Kunstnere, blandt andet med
Be/Gii — som han siden den Tid satte overordentlig højt,
— med ÆG/ne/ og med 7GGn. Det er interessant at høre,
at Rafael ved Synet af Durers Kobberstik skal have ud-
raabt: — »Sandelig, denne Mand vilde snart overf tyve os
alle, hvis han, som vi, daglig havde Verdenskunstens største
Alesterværker for Øje!« — Albrecht Diirers Kobberstik,
og særlig hans mesterlige Træsnit, gjorde ham hurtig be-
rømt og skattet i Venedig, hvor han opholdt sig længe;
AGrcarhon. den navnkundige Kobberstikker, kopierede Di)-