Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

DEN GRAFISKE KUNST
I StN mSTORISKE UDVIKUNG

^ IH '^IDEN omkring Rembrandt er rig paa betydelige
gi Kunstnere, baade i Nedertandene, Itaiien og Frank-
}§]! rig; biandt Rembrandts Samtidige findes Mænd
som Jaques Caliot, Ctaude Lorraine, Guido Reni
og Saivator Rosa, som vi senere ska] komme tilbage til.
1 sit eget Fædreland ragede Rembrandt ingenlunde op
som en enligstaaende Obelisk. Grupperet om ham som den
lysende Hovedfigur faar vi overalt
Øje paa Mænd, som sugede Næ-
ring af hans Geni og fortsatte paa
forskellig Vis ad den Vej, han ind-
varslede, og som førte til Realis-
mens endelige Sejr.
Enhver Grotid er præget i sine
første Faser af eksperimentelle Ud-
sving, affødt af de Ideer, som Ti-
den tumler med; og enten man fin-
der disse Udsving berettigede eller
ej, kær de vel siges atvære de
ydre Tegn paa Epokens Livskraft;
men de Foreteelser, som er op-
staaet paa Modelunernes Klippe-
bund, vil hurtig ende i en formali-
stisk Bankerot, et forstenende Dog-
metyranni. Rembrandt gjorde Op-
rør mod en altfor ensidig Antik-
æstetiseren, som — fra at være
Kendemærke paa kunstnerisk Fløj-
stræben og en sund kulturel Trang
til en Tilbagevenden til det glim-
rende Udgangspunkt, — udmunde-
de i et galant mythologisk Maskespil, en overfladisk Efter-
ligning af Sen-Antikens forfinede Sensualisme. Paa samme
Maade vil der rimeligvis opstaa Kunstnere, som ved deres
Genis Afagt er i Stand til med en Haandbevægelse at feje
tilside den Del af den eksperimentelle Nutidskunst, som
uden at bunde i sande Værdier gaar efter Nuets Signa-
ler, hvad enten de søger at udtrykke euklidiske eller einstein-
ske Anskuelser gennem deres Værker.
Udprægede Realister er baade Paulus Potter, den glim-
rende Dyremaler, — Ruysdael, maaske den største af alle
Landskabsraderere, — og Adrian Ostade, den ypperste af
en lang Række fortræffelige Exteriør- og Interiørkunstnere
og Folkelivsskildrere.
Særlig hos Ostade og hans Kreds er det morsomt at
iagttage, hvordan Trangen tit realistisk Aabenhed viser sig
i Motivvalget indtil de mindste Detaljer. Men man maa
placere sig midt imellem dem, i deres egen Tid, for at
blive det klart; thi alt det, som dengang var nyt og rime-
ligvis virkede udæskende, er jo nu forlængst hjemmevante,
bedstemoderlig hyggelige Selvfølgeligheder. — Der vil al-
tid i Kunsten være tilstede en konservativ Uvilje mod at
indføre Teknikens »sidste Skrig« paa det hellige Onrraade
og derved profanere det. Det vil rimeligvis vare noget
753

endnu, inden vi træffer Flyvemaskiner og lignende Ting
som naturlige Bestanddele i et Landskabsmaleri. Ogsaa
i Digtekunsten raader en tilsvarende konservativ Forsig-
dighed.
Høvdingen Rembrandts Dristighed gjorde de andre tryg-
ge og modige. Adrian Ostade og de Malere, der slutter
sig til ham, indførte respektløst saa nye Ting som Node-
blade, Briller og Tobakspiber paa
deres Lærreder. (Den moderne No-
deteknik grundlagdes under Re-
næssancen; Optiken tog just nu sit
afgørende Opsving, og Tobakken
blev, som bekendt, indført fra Ame-
rika; at det endnu i vore Dage af
mange anses for »ukvindeligt«,
naar Damer ryger, viser jo bedst,
hvor vanskeligt det er at afsnøre
traditionelle Idé-Rudimenter.)
Selv hos Dyremalerne iagttager
man let en med denne realistiske
Stræben parallelløbende Trang til
at forarge. Paulus PoRer viser helst
sine Køer og Tyre i utvungne, men
lidet æstetiske Stillinger. Dyr, der
maler Affald ud af Tarmene eller
lader Vandet, danner den mest
utvivlsomme Kontrast til den græ-
ske Mythologis elegante Jupiter-
Tyre og Gudinde-Køer. — Paulus
Potter, der allerede i 30-Aars-Al-
deren døde, rimeligvis af Overan-
strengelse (han arbejdede saa at sige baade Dag og Nat)
og maaske ogsaa af Sorg over sin Hustrus Utroskab, er
Foregangsmand med Hensyn til Dyremaleriet og endnu
uovertruffen som Skildrer af Køer og Heste.
/acoø Puysdaei har desværre ikke efterladt sig mere
end nogle faa (10) Raderinger, men er iøvrigt regnet for
at være endnu større som Raderer end som Maler, /an
.Steen, den store satiriske Fortæller, den geniale Krovært,
som »kun gad arbejde, naar Vinfadet var tomt«, har lige-
ledes kun efterladt sig faa grafiske Arbejder.
Som Raderere var Teniers, Exteriørkunstneren, og Adri-
an Ostade, Interiørkunstneren, vel de største efter Rem-
brandt.
Af Dauut Tenfers, der fødtes 1610 i Antwerpen og døde
80 Aar gammel sammesteds, eksisterer der 35 Blade, der
viser ham som en aandfuld og fremragende Landskabs-
og Folkeskildrer. Morsomt er det, at man i Teniers Rade-
ringer ligesom kan genfinde den samme kølige Sølvtone,
som var karakteristisk for hans Malerier, ligesom man i
Ostades Raderinger synes, man bliver varmet af den hyg-
gelige lune Guldtone, som udmærker alle hans Billeder.
David Teniers »den yngre« eller David Teniers Nr. II —
der findes nemlig 4 Kunstnere af dette Navn — er ud-


Adrm/z Osforfe sc/psu