Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

præget Reaiist, men hans Realisme er baaret af en Under-
strøm af Finhed og Poesi, som giver ham en SærstiHing
indenfor hans Koilegers Kreds.
Ar/nnn som fødtes 1610 og døde 1685, var af
tysk Afstamning. Han var først Elev af Frants Hals, men
sluttede sig snart med Begejstring ti! Rembrandt. Der er
vel næppe nogen Folkelivsskildrer, der har givet et saa
righoldigt Galleri af sin Tids Typer, understregende med
saa ærlig Hensynsløshed deres Latterlighed og Hæderlig-
hed. Som Tekniker var Jaques Callot større, men Ostade
er kraftigere og mere utilsløret i sin Karakteristik. Luse-
fangersken — l'epouilleuse — Billedet af en grinende,
kluntet Bondekarl, der ligger med Hovedet i sin Kvindes
Skød, mens hun lysker ham, er
et af hans mest typiske Bille-
der. Ostades »Kermesse« er en
Modsætning til Rubens berømte
Kermesse; Rubens svulmer af
overdaadig sanselig Kraft, man
føler Kunstnerens vellystige
Hengiven sig i Emnet; Osta-
des Værk er som en drøj Lat-
ter, der overdøver Kermessens
Larm af Fløjter, Tamburiner
og skraalende Bønder; Svinet
tilhøjre i Forgrunden er lige-
som et symbolsk Udtryk for
Satiren i det lystige Billede.
Man faar imidlertid absolut det
Indtryk, at Ostade trods alt
var Optimist; ikke alene Far-
vens Skønhed, Kompositionens
velgørende Harmoni taler om
dette, nren ogsaa den udpræge-
de Sympathi og overbærende
Forstaaelse, som giver selv de
grelleste Scener, de mest gro-
teske Figurer, noget forsonende og venligt. Baade om
Adrian Ostade og om Jan Steen kan man sige — i Mod-
sætning til, hvad der kan siges om deres engelske Efter-
følger som karrikerende Menneskildrer, Hogarth,: —
»Fortiter in modo, sed svaviter in re!« Man sporer slet ikke,
som hos Hogarth, en Trang til at moralisere, til at løfte
Pegefingeren advarende; Ostade tager Tingene, som de er,
og viser, at trods deres Grimhed og Latterlighed, midt i
deres Nedværdigelse er de præget af Sandhedens uvurder-
lige Gode, en ydmyg Selvkritik, som man maa bøje sig
for; man føler, at Kunstneren ikke ser med objektiv Foragt
paa sine Modeller, ikke ser ned paa disse rødnæsede og
klodsede Karle, disse grove, fortrællede Kvinder, men stil-
ler sig selv midt imellem dem, gør sig til et med dem som
Kammerat og Omgangsfælle. Ostade vilde vel næppe,
selv om man havde budt ham en nok saa stor Sum derfor,
have bekvemmet sig paa at skildre en fyrstelig Apotheose
eller lignende. Af sin store Læremester, Rembrandt, har
han lært, at Sandheden er det uvurderligste Gode og at
Sandheden altid er rigere end selv den mest pralende og
spraglede Løgn.
Men Adrian Ostade ejede langt fra Rembrandts Dybde
og Højde. Kun én af Faserne i den store Mesters Væsen

var han i Stand til at opfatte kunstnerisk. Og her naaede
han næsten det fuldkomne.
Om to af Ostades berømteste Raderinger — iøvrigt
efter Motivvalget hørende til hans grelleste og dristigste,
— nemlig den »vandladende Bonde« og »Lusefangersken«,
har der fra Tid ti! anden hersket Tvivl om, hvorvidt det
virkelig var Adrian Ostades Arbejder eller om de stammede
fra en anden Kunstners Haand, nemlig hans Broders,
Isaack Ostade. Under alle Omstændigheder var denne Bro-
der ogsaa en fremragende og lunerig Grafiker.
Af dygtige Landskabsraderere kan man, foruden den
ovenfor omtalte Jacob Ruysdael, nævne H. Swaneweld. Men
Interessen samler sig i dette Afsnit af den nederlandske
Kunst om de fortræffelige fol-
kelige Hjemstavnsskildrere og
Interiørkunstnere.
Naar vi fæster Blikket paa
denne Periode, ser vi allerede
paa dette Tidspunkt, hvorledes
Udviklingen er gaaet i den Ret-
ning, at ligesom Træsnittet
repræsenterede den grafiske
Kunsts Oldtid, er Kobberstik-
kunsten som Middelaldersta-
diet blevet afløst af Raderin-
gen, repræsenterende den nye-
re Tid, en Epoke, der spænder
over et ulige længere Felt og i
hvilken vi endnu befinder os,
selv om der i Øjeblikket paa
det grafiske Omraade som paa
saa mange andre Omraader er
en bevidst Stræben efter at
vende tilbage til Udgangspunk-
tet og søge efter den samme
enkle og primitive Kraft som
udmærkede Xylografiens før-
ste Tid. — At Kobberstikkunsten, med sin rigere Evne til
at detaljere, at fremstille Mellemtoner og give Fladevirk-
ning, kunde fortrænge Træsnittet, Fattigmandskunsten ved
Siden af den glimrende Metalsnitskunst, til hvis Daab rige
Guldsmede havde staaet Fadder, — det forstaar man nok,
selv om det er ubestrideligt at f. Eks. Durers Træsnitsblade
er af langt mere umiddelbar virkningsfuld Vælde end hans
Kobberstik. At den fornemme Kobberstikkunst saa ganske
skulde fortrænges af Raderingen, først i Holland, siden
over hele Europa, det er mindre forstaaeligt. Gravstikken
vil altid kunne give noget, som den spidse Radérnaa! ikke
evner at give, en plastisk Fylde, en Formskønhed, som Ra-
dérnaalens mere livgivende Bevægelighed daarlig kan er-
statte.
Sikkert er det imidlertid, at efter Goltzius hensygnede
Kobberstikkunsten, som endnu i Brødrene Schelte og
Boétius Bolswerth, — der stak efter Rubens og levede kort
efter Goltzius' Tid, — fandt ypperlige Repræsentanter;
Snyderhof og Wisshers var ligeledes fortrinlige Kobber-
stikkere og arbejdede ogsaa efter Rubens; man kan maa-
ske sige, at det var den geniale Flamlænder, der uden selv
at være Grafiker, holdt Liv i Kobberstikkunsten paa disse
Steder.