Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

NYE RUSLANDS PARNAS

Den rnssfsRe tDerafHr/or.sAfr Dr. A 7'sc/!«maA:o//, jMa&egynder /// „Sam/eren* en SM/drfn^
a/ i/t/e;'A://n^en t/en nyras.s/.s/re /.//era/nr — ant/er Paay/r/rn/nF a/ t/e ^t't/s/e &eya^et/e D't/er.
L VED VENDEPUNKTET

wlGEFØR de store BegivenhedersFremkomst i Rusland,
g som har delt dets Historie i to polare Modsætninger,
frembød den russiske Literatur et usædvanligt broget
^ Skue. — Efter den første Revolutionsbølge i 1905,
da Barrikaderne i Moskva og Petersborg, der var rejste
saa dristigt af de revolutionære Entusiaster, styrtedes af
det czaristiske Gendarmeri — indtraadte en Trætheds- og
Skuffelsesperiode.
Russisk Literatur, soni altid har været præget af Be-
frielsestendenser, reagerer skarp paa politiske Situationer.
For den er den saakaldte »rene Kunst« utypisk. Almenmen-
neskelige moralske Idealer og Frihedsideer dominerede sta-
dig i den. Og særlig karakteristisk er, at Literaturen gik
bort fra Samfundsspørgsmaalene netop før den definitive
Undergang af den Verden, med hvilket den havde kæmpet
et helt Aarhundrede.
Før den store Krig og før Revolutionen, prægedes Rus-
lands literære Verden af lidenskabelig Stræben efter nye
Lande udenfor sociale Emner.
Knust af haard Modstand fortsætter Tanker og Følelser
i nye Retninger. Netop nu skrives Romaner, som med stor
Dristighed og yderliggaaende Tendenser behandler Forhol-
det mellem Mand og Kvinde. Romanerne af
og IVin/sc/mn/ro, som behandler Kærligheden med en Ky-
nisme, tidligere uhørt i russisk Literatur, udøver i denne
Decadence-Periode en stærk Indflydelse.
I Literaturen foretages et sandt Felttog imod Bourgeois-
Traditioner.
Med den mest afgørende kunstige Fornyelse i literær
Sprog og Form prøver »Reformatorerne« at paakalde sig
Opmærksomheden saavel i Poesi som i Prosa.
Nye Arter af Rim og Rytme revolutionerer Sproget til
Yderligheder. Det gaar endog saa vidt, at Poesien »be-
fries« selv fra Indholdets Mening, og der fødes det saa-
kaldte overfornuftige Sprog bestaaende udelukkende af To-
nernes Æstetik. Det er Futuristernes, Symbolisternes Tid,
hvis Stræben er rettet imod /fef nye uden Dragen. Det er,
som om Revolutionens Aand har fundet en Udvej, lun-
ingen Gendarmer forhindrer den i sin Virken.
Ligeledes antager de religiøse Strømninger mere mystisk
Karakter. Stræben mod metafysiske Anskuelser gør sig
mere gældende og udøver en ikke ringe Indflydelse. Afere-
s/ro/s/ry, — alle betydelige Talenter
— leder nu et helt Farvand af aandeligt Liv. Skuffet af
Revolutionsmidlerne, tilfredsstiller en Del af Intelligensen
nu sin Tørst efter Svar paa »evige« Spørgsmaal i religiøs
Fordybelse.
Side om Side med Yderlighederne i Kærlighedslæren,
i Æstetik, i Religiøsitet, antager en større Plads de form-
løse Ødelæggelses-Strømninger. Lige før Krigen, paa tal-
rige Forsamlinger, som var tilsløret med en eller anden
upolitisk Form, lyder stadig stærkere fanatiske Stemmer

om det afgørende Øjebliks Ankomst. Anarkismens og Bol-
sjevismens Tone, som første Varsel om det kommende
Uvejr, begynder at lyde stærkere og oftere.
Disse sidste Aar før de store Katastrofer er prægtig
skildret i Begyndelsen af Grev A/ex. 7'o/s/o/s Roman, »Li-
delsens Vej«. Med en kunstnerisk Farverigdom og ideolo-
gisk Bredde er malet den sydende Bevægelse i Ruslands
Dybde, hvor den russiske Sjæl søger frisk Luft fra den
kvælende Atmosfære, som den matte Statsorganisme frem-
bragte Dagen før sit Fald.
Paa denne uligevægtige psykiske Baggrund fremtræder
følgende literære Navne.
En Repræsentant for den nye æstetiske Form og den
ny Aand i Poesi er A/n/rø Re//ij, hvis Talent utvivlsomt
besidder Genialitet i sin organiske Nyhed. Allerede med
sine »Symphonier«, i Begyndelsen af sit Forfatterskab, til-
trak han sig Opmærksomhed som en. sand Pioner i Ordets
Kunst. Hans Udvikling gik paa de mest udsøgte Veje i
Poesi og Prosa. Hans Digte, fuld af nye Ordsammensæt-
ninger og endnu uhørte men harmoniske Vers-Maal, aaben-
barer en raffineret psykisk Forfinelse. Hans Emner ligger
næsten udelukkende i Underbevisthedens Sfære. Det mest
hemmelighedsfulde i Sjælens intensive Liv aabenbarer han
i en dunkel men stadig hypnotiserende Form. Hans Ro-
man »Sølvduen«, er en fremragende literær Begivenhed
paa Grund af det betydelige Emne og det forbavsende
Sprog. Dette Sprog er en Afspejling af en fuldkommen
original Psykik, som forener Grundaanden i det folkelige
Bondesprog med en ultra udsøgt Ord-Stil. »Sølvduen« er
udført som 1. Det af en Antitese Øst—Vest i Rusland og
som Fremstilling af »Østen« er Kvintessensen af specifik
russisk Aand, Skik og Natur. Her oprulles en vid Epope af
Rusland, af det dybe folkelige, mystisk urolige Rusland
med dens evige Søgen efter Guds Sandhed, med dens
underbare Forening af Jord og Himmel. Maaske efter Go-
gols »Døde Sjæle« denne Bog er den reneste Extrakt af
det gaadefulde, uventende, saa forskelligartet fra alle an-
dre Lande »med de uindskrænkede Muligheder«. »Vesten«
i Rusland er skildret af Andrej Bellij i en anden stor Ro-
man »Petersborg«. Denne Roman maler for os det czari-
stiske Ruslands Hovedstad, som forsvandt for vore Øjne.
1 Romanen fremtræder den i sine dødelige Konvulsioner.
Romanens Baggrund er en mørk Atmosphære af Bomber,
Helvedesmaskiner, en underjordisk Kamp mod Czarismen.
Dens Skikkelser er — typiske Repræsentanter for det ene-
vældige Rusland paa den ene Side og fanatiske, revolu-
tionære Figurer paa den anden Side. Her har Bellij givet
en koncentreret Verden af den dødelige Kamp, som fandt
sit Symbol i Set. Petersborgs sidste Dage.
I denne Roman er Bellij Dostojefskis aandelige Søn.
Men hans kunstneriske Midler er moderniseret: de er for-
finet og psykologisk skærpet.

67