Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

vaidseiis Buster ér taget op, gaår dels tilbåge tii Ønsket
om at gøre den Forsømmelse god igen som. en vigtig, Nu-
tiden vilde mene den vigtigste, De) af Thorvaldsens Arbej-
der hat* været Genstand for; dels daterer den sig tii en
almindelig Bestræbelse efter at trænge nærmere ind i det
nittende Aarhundredes aandelige og sociale Historie. Om-
fattende Interesse for Billedkunst, et ligesaa betydnings-
fuldt Materiale som skrevne Ting, førte efterhaanden til,
at et spredt Studium af det nittende Aarhundrede, vore
nærmeste aandelige Forudsætninger, koncentrerede sig om
den Maade, hvorpaa Tiden ytrede sig navnlig i Skulpturen,
et Aftryk af Tiden i en egen bogstavelig Forstand, Syns-
punktet ikke netop kunsthistorisk, men alment, /roman/,
Stoffet ført henimod en af Tidens Udtryksformer og der-
fra ud gennem alle Radier til dem alle.
Til Hovedpersoner I Fremstillingen valgtes Billedhug-
gere, Midteriinjen, først og fremmest naturligvis Thorvald-

sen; gennem de Personer, han har portrætteret, har man
allerede en sluttet Personliste, Thorvaldsens Samtidige; ved
at arbejde med dem lader hele Tiden og dens Bevægelser-
sig rekonstruere.
Thorvaldsen og hans Samtidige fylder det nittende Aar-
,lundredes første Tredjedel; en naturlig Fortsættelse fin-
der man i den ældre og den yngre Bissen. Det er da ogsaa
Hensigten at fortsætte Udgivelsen af Thorvaldsens Portræt-
buster med et Værk, som samler og bringer Afbildninger
af alle H. V. Bissens og Vilhelm Bissens Portrætbuster,
med en Tekst efter samme Princip som Bogen om Thor-
valdsen.
Det vilde blive, rundt set, et Galleri af vore Oldefædre,
Bedstefædre og Fædre, med samt et Udblik over hvad
der beskæftigede dem i det Aarhundrede der er gaaet,
hvad de byggede, hvad vi skylder dem, og i hvilken Aand
vi kan være dem tro og bringe Arven efter dem videre.


MALERISVINDEL FØR OO NU
Vor Æfezfar&e/zfer yzaa&e^y/zz/er e/z 4r?zRe/serze om cfe? z så/s/e Deee/zz'zz/zz desværre zÆAre zza/c-
?zze//e F7zz/ze o^ znd/eder med e/z Arorf Oversz^d o^ e/z e/zAre// F/zzsode /ro /ør de/z s?ore VæArs??zd.
i.

W ^'RIGSAARENE gødede den, men Spiren var der.
Ret beset er den vel ligesaa gammel som selve
den ædle Kunst. Allerede fra Oldtiden hører vi
A om Forfalskninger, og op gennem Tiden følger
Bedrageren Kunstneren, snylter paa hans Berømmelse,
stjæler hans Idéer, kopierer hans Arbejder. Og i vor Tid
er der jo bl. a. fundet flere Malerier signeret Coro/, end
Mesteren kunde have overkommet i en firdobbelt Levetid,
og Skandaler fra Verdenscentrene, hvor selv gode Kendere
og drevne Samlere tages ved Næsen, er saa; almindelige, at
en blaseret Avislæser næppe længere kan aftvinge dem no-
gen Interesse. Kun i Danmark, det ærlige lille Land, hvor
alle kender hinanden, og — hvad nok er vigtigst i denne
Forbindelse — Kunstnerens Lod aldrig var saa misundel-
sesværdig, aldrig var saa rundelig aflagt, at det ikke bedre
kunde betale sig at hælde Vand i en Spand Mælk end at
lave en falsk Signatur, — gik vi tilsyneladende fri. Tilsy-
neladende, for Spiren var der selvfølgelig. Af og til hørtes
vel om et falsk Billede, hyppigere om falske Tegninger,
ARrrs/rand — de rene Lapperier, man narrer jo ikke et Barn
med det mindste Kendskab til denne Kunstners individuelle
Streg. Skillingssvindel, ikke værd at notere.
Nej, det er karakteristisk nok, først da en af vore Kunst-
nere virkelig opnaar at blive betalt med Verdensmarkedets
Priser, skyder den rigtige Svindel frem. Der fortælles jo
en ikke helt kedelig Historie — der har Tilknytning til
Cordosaorno — fra de Dage, hvor Krøyers Billeder, noget
før Krigsaarene, havde revideret vor Opfattelse af Prisen
for et Maleri, blev betalte med femcifrede Tal. En virkelig
Foregangsmand havde solgt den gamle Cordosa et mæg-
tigt Lærred, P. S. Krøyer, stort og sort i venstre Hjørne,

det var et dejligt Billede. Uheldigvis var det nu ikke Cor-
dosaernes Skik at hænge Nyerhvervelser i Bedekamret,
dertil var deres Hjem et Hus, der genlød af mange Fod-
trin — blot et Par Dage, og den stod i lys Lue. Malerisæl-
geren blev tilkaldt, saadan og saadan, den gamle Cordosa
talte ligesaa stærkt med Armene som med Munden, som
hans Skik var, og Foregangsmanden, der mærkelig nok
havde anbragt sig lige foran corpus delicti, dog med Ryg-
gen til, svarede tilbage med samme Mønt. Armene gik paa
ham som en Vejrmølle. Jo, vist havde han solgt Maleriet,
han var en ærlig Mand og skulde aldrig benægte noget,
men — havde han solgt det netop som en Krøyer? Nej, det
havde han ganske vist ikke, med en sjælden* Finfølelse
havde han slet ikke berørt det Spørgsmaal, men Prisen
havde unægtelig været en Krøyers, og endelig havde Cor-
dosa vel Øjne i Hovedet! Men nu kunde det være Slut med
Sælgerens Finfølelse, han mere end antydede Rygter, der
no/r var i Omløb, og hvad Cordosas Øjne angik, aahaa,
hans Arme løb ligefrem løbsk, ikke et Øjeblik længere vilde
han dvæle i disse Omgivelser, værsgo', nærmeste Politista-
tion var i Store Kongensgade, og nu gik han. — Og han
gik; en Ubetydelighed mere snavset paa højre Albue —
men det vilde have været vanskeligt at konstatere. Sig-
naturen havde været tegnet op med Sortkridt. Havde
været-.
Historien morede nærmest, maaske ikke ulogisk ræson-
nerede man, det var ganske rart, Cordosaerne, der klippede
saa mange, ikke selv fik Lov at gaa altfor langhaarede
omkring. Der er et Par andre Historier, lad dem hvile, den
store Væksttid var inde.
Men derom næste Gang.

.5/7