Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

BOGEN

*

*

H. C. ANDERSENS EVENTVR !

NY UDGAVE

G. B. N. F.

jå NDERSENS Digterpersonlighed viser os en Pro-
tevsskikkelse. Ligesom de Overføringsbilleder,
/ % Børn elsker, fordi de ved Syslen med dem nyder
Metamorfosens Overraskelse og Spænding, var
Andersen dobbelpræget, fra et Synspunkt set et troskyldigt
Barn, fra et andet Synspunkt en Troldmand med en magisk
Stav i Haanden, en Kæmpe udstyret med overnaturlig Kraft.
Hans Stil var naturlig, knap, hastig og farverig som hos
Oldtidsskribenterne, der lige-
som han baade var Børn og
Kæmper; han holder sit For-
størrelsesglas over en Vand-
draabe, hælder for to Skilling
Hekseblod paa dens kriblende
og krablende Indhold, og, uden
at standse for at puste ud for-
tæller han om, hvad han ser:
»det saa virkelig ud som en hel
By, hvor alle Mennesker løb
om uden Klæder! Det var gyse-
ligt, men endnu mere gyseligt
at se, hvor de nippedes og
nappedes, bed hinanden og
trak hinanden frem; hvad der
var øverst, skulde nederst, hvad
der var nederst, skulde øverst!
Se! se! hans Ben er længer end
mit! baf! væk med det! Der er
én, som har en lille, uskyldig
Knop bag Øret, snen den pinet
ham, og saa skal den pine mer!
og de hakkede i den, de trak i
ham, de aad ham for den lille
Knop! .... »Det er overor-
dentlig morsomt«, siger Trolden, ... og gisner, at det
maa være Billedet af Kjøbenhavn eller en anden stor By.
— »Det er Grøftevand!« svarer KrfMc-KroMo, den gamle
Troldmand.
— Men det er ikke hovedsagelig Galskaben og Smaa-
ligheden, Digteren opholder sig ved; han fremdrager hel-
lere det Skønne og Yndige, hvor det er at finde, og han
ved, dets Kendemærke er Uanselighed og Beskedenhed:
En Kone køber et magisk Bygkorn for 12 Skilling af en
Heks; hun planter det, straks gror en dejlig Blomst op,
den ser ud som en Tulipan i Knop. »Det er en nydelig
Blomst«, siger Konen og kysser de smukke røde og gule
Blade, men idet hun kysser, aabner Blomsten sig, og midt
inde i den, paa en grøn Stol, sidder den lille Tom/neFse,
fin og yndig, kun en Tomme lang.

Eventyret viser sig overalt: under Skræppeblade, i Muld-
varpegangen, mellem flyvende Oldenborrer, — bundet ti)
et Par slidte, værdiløse Galoscher eller til en afdanket Kuf-
fert, som er en munter Ødelands sidste Ejendom. »Tilslut
ejede han kun 4 Skilling, et Par Tøfler og en gammel
Slaabrok. Alle hans Kammerater vendte ham Ryggen, men
en af dem, som var god, sendte ham en gammel Kuffert
og sagde: »pak ind!« Ja, det var meget godt, men han
havde intet at pakke ind, og
saa satte han sig selv i Kuffer-
ten !«
Enhver, der har haft et lyt-
tende Barn siddende paa sit
Knæ og søgt efter Farver til
sine matte, visne Fantasifostre,
har ogsaa set Eventyret tænde
sit klare Lys i Barnets store,
forventningsfulde Øjne. Vi er
kun i Stand til at give Barnet
den rustne Nøgle til Paradisets
Port; vi selv maa staa udenfor,
kun Barnet har Adgang til Vid-
underhaven. Enhver kan for-
tælle Eventyr for Børn; thi de-
res vaarlige Indbildningskraft
behøver kun den sterotype Ind-
ledning »der var en Gang« for
at skabe Stemningen. Men An-
dersen kan tillige fortælle
Eventyr for os indtørrede stak-
kels graa »Voksne«, der lige-
som Arbejdsbierne har traadt
Vingerne af os, da vi gik ind
i Tilværelsens Trædemølle; -—
han vedblev jo at være Barn, og hans Eventyr er som en
mangfoldig varieret Kommentar til den bibelske Vismands
gribende Ord: »Uden I bliver som Børn, kan I ikke komme
ind i Himmeriget!« — Den, der læser Andersen, bliver
atter Barn, og det er med et Suk, han lukker Bogen og
siger: »men jeg kan ikke rent slippe Spækhøkeren — for
Grødens Skyld.«
Professor Tegners Illustrationer til Andersens Eventyr
var fantasirige og teknisk fortrinlige; men de sluttede sig
ikke nøje til Digterens Ord, thi de var skabt i en Tidsalder,
hvor Refleksionen triumferede over den umiddelbare An-
skuelse. Vilhelm Pedersens Billeder er derimod ligesom
Teksten yndefulde og barnligt skønne; og vil sikkert uløse-
ligt følge Eventyrene gennem deres fortsatte Sejrstog gen-
nem Tiden. /ose/ Petersen.