Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

at der kunde taves Overtryk. Jeg glæder
mig hver Gang, jeg ser paa dette Btad,
som jeg har et godt Aftryk af og tror ikke
at jeg nu vilde kunne udføre dette Taal-
modighedsarbejde saaledes som dengang.
— Jeg stod i fire Maaneder med det paa
Amalienborg Stot.
Omtrent ved disse Tider udførte jeg og-
saa en Gengivelse efter Erik Henningsens
Maleri »Kong Christian IX paa Børne-
hjælpsdagen i Kjøbenhavn«, Bilag til Paulis
»Illustreret Familieblad«.
Erik Henningsen var den Kunstner, som
jeg havde mest direkte Berøring med. idet
jeg reproducerede mange af hans Origina-
ler, væsentlig til Plakater. Jeg skylder ham
megen Tak for mange Fingerpeg, han har
givet mig, ikke mindst hans stadige Hen-
visen til at jeg gik for meget i Detailjerne
ved mine Gengivelser, en udpræget lito-
grafisk Svaghed. — En meget stor Tak
skylder jeg ham, fordi han skaffede mig
Adgang til at besøge Krøyers Malerskole
under Prof. L. Tuxen. I omtrent 4 Vintre
havde jeg Anledning til at gaa der om
Aftenen og dette har givet mig en mere
kunstnerisk Sans for og en større Frihed
overfor mit Arbejde. Før den Tid var Tek-
nikken for mig det væsentlige og den, tror
jeg, jeg havde udviklet ganske godt. sær-
lig i Anvendelse af Asfaltplader følte jeg
min Styrke. Og netop paa Grund af at Tek-
nikken ligesom var gaaetmigi Blodet,
havde jeg nu lettere ved i højere Grad at
have min Opmærksomhed henvendt paa
Originalens kunstneriske Indhold.
Det kan jo ofte være vanskeligt at gjen-
give et Maleri saaledes, at det fortæller
lidtom Originalens Aand og Stemning,
især naar man husker paa, at alle Farver,
fra det giftigste Gule til det skæreste Rosa,
fra det stærkeste Blaa til det reneste Grøn-
ne o. s. v. først foran Maleriet saa at sige
skal trækkes ud og opsættes sort paa Pla-
den for derefter paa Trykkeriet at afstem-
mes i den rigtige Valeur og Farve. En
betydelig Lettelse er det jo naar man kan
have Maleriet paa Trykkeriet, men det faar
man jo aldrig udlaant fra Museerne. Man
maa derfor kende Maleriet i alle Enkelt-
heder udenaf. Naar man er færdig med
Arbejdet er man da ogsaa efter saa længe
og intens »Hængen over det«, saa ked af
at se paa det, som det er muligt at blive.
Først naar man har set sig træt paa det
næste Arbejde, synes man maaske at det
foregaaende muligen alligevel ikke er saa
helt daarligt.
I Foraaret 1909 rejste jeg ti) Kristiania.
Samme Vinter begyndte jeg med Gen-
givelsen af Zorns dejlige Billede »I Skjær-
gaarden« paa Nationalgalleriet i Kri-
stiania. Jeg behandlede dette Arbejde nær-
mest kun som et Eksperiment og med Hen-
syn til Teknikken ganske frit. Og-
saa her havde jeg en udmærket Hjælp og
Støtte i en særdeles flink Trykker. — en
Dansker, og tror, at jeg med dette Blad
kom et godt Stykke fremover. — Direktør
Thiis og flere andre har gentagne Gange
udtalt deres Anerkendelse om denne Gen-
givelse.

Derefter lavede jeg en Gengivelse efter
Lars Jordes Julegilde, ligeledes paa Natio-
nalgalleriet i Kristiania. Dette Billede blev
ikke saa helt godt og dette har den da-
værende Vagtmester ved Nationalgalleriet
Skylden for, han var nemlig en ivrig Sam-
ler og en stor Rævepels. Han havde ikke
faaet et Aftryk af »I Skjærgaarden«, og
denne Forseelse skulde jeg bøde for.
Paa Grund af de korte Dage kunde
Trykkeren ikke foretage Farvetryk om Af-
tenen og om Dagen var han ikke disponi-
bel. Vi var saaledes anvist til at bruge
Søndagene, men hver Søndag, naar vi kom
for at sammenligne Trykket med Origina-
len, havde Vagtmesteren omsorgsfuldt ta-
get Maleriet ned og gemt det godt og vel
i et aflukket Rum. og jeg maatte afstemme
ganske efter Hukommelsen. — Jeg fik se-
nere rettet paa min Forbigaaelse af ham.
han fik et Aftryk af Skærgaarden og de
øvrige Ting, jeg udførte der og vi blev
særdeles fine Venner. — Nu sidder han
lunt og godt med sin Samling og Pension
paa en lille Bondegaard et eller andet
Sted i Smaalenene.
Fra 1916—1921 var jeg igen i Kjøben-
havn og udførte i 1917 A. Zorns »Bølge-
skvulp« paa Statens Museum for Kunst.
I denne Periode lærte jeg ogsaa den
unge Kunstmaler Aage Lund at kende og
dette Bekendtskab udviklede sig snart til
et intimt Venskab. Den overlegne Dristig-
hed, som han behandlede de litografiske
Farveplader paa, var for mig noget ganske
nyt, især da det var en Ikke-Litograf, som
præsterede det. Dette gav Stof til Efter-
tanke og fornyede Beviser for, af saa godt
som alle nye Impulser kommer udefra,
fra »Amatører«, Litograferne flest stivner
hen i deres daglige Trædemølle. Under en
Fællesrejse til Goteborg, hvor han malte,
og jeg i Kunstforeningen havde udstillet
»I Skjærgaarden« med Aftryk af de dertil
brugte Farveplader, (Scaiatryk og Sær-
tryk), fik han mig overtalt til fremtidig af
o<? til at tage med ham ud for at mate
efter Naturen. Dette er jeg ham meget tak-
nemlig for, selv om det er lovlig sent at
begynde, naar man næsten har naaet
de 50.
I 1920 rejste jeg atter til Kristiania fordi
jeg var kommet i Strid med en lille Klike
af Dansk litografisk Forbund.
I 1922 var jeg ca. 3 Maaneder i Berlin
for at udføre Zorn's »Maja« paa National-
galleriet der; for et Par Maaneder siden
blev jeg færdig med Munch's Selvportræt
og tænker nu paa en Gengivelse af Chr.
Kroghs vakre Billede »Mor og Barn«, som
er malet paa Skagen i 1883.
Jeg er meget bange for, at De allerede
for længe siden er grundig træt af min
Vidtløftighed, men vi) dog gerne endnu til-
føje følgende.
Selv havde jeg aldrig før tænkt paa at
mine Arbejder kunde faa nogen nævnevær-
dig kunstnerisk Interesse. Reproduktioner,
udført i Litografi, staar vel i de flestes
Bevidsthed som noget af det tarveligste,
som findes og det er vel ikke saa ganske

uforskyldt, at Litografien er kommet i saa
stærk Miskredit. Heller aldrig havde jeg
paataget mig de Opgaver, som jeg i de
senere Aar har forsøgt at løse, dersom jeg
ikke havde mødt saa megen Anerkendelse
fra saa mange aldeles kompetente Hold,
og, maaske havde jeg da staaet mig øko-
nomisk set, noget bedre. Men der var jo
en lille Mulighed for at der var en beske-
den Mission at udrette for mig. Jeg havde
ogsaa forlængst udført mange flere Ting,
naar jeg ikke behøvede at regne med øko-
nomisk Støtte. Den Ant'pathi, som man
gennemgaaende viser litografisk Repro-
duktion, forekommer mig imidlertid som en
Mur som man ikke magter at bryde igen-
nem. Dertil kommer at vistnok de fleste
Museer, vel nok ifølge deres Statuter, har
udelukket litografiske Gengivelser som Ind-
købsobjekt.
Med Munch's Selvportræt var jeg netop
færdig til hans 60 Aars Fødselsdag den
12. December og fra samme Dag og til
Jul var det udstillet paa 6 forskellige af
de bedste Steder i Kristiania. Paa disse
seks Steder har der indtil nu og tiltrods
for ganske glimrende Presse-Anmeldelser
ialt tegnet sig I — ee/; — Subskribent.
Før jeg begyndte med mit Arbejde hav-
de jeg personlig samlet 16 Subskribenter
ved, saa at sige, at gaa fra Dør til Dør,
en Tiggergang, og de, som jeg har været
forgæves hos kan bedst bevidne, hvilken
Tidsspilde det har været for mig.
Naar man betænker at Trykningsom-
kostninger med en De! andre medfølgende
Udgifter beløber sig ti) omkring 3000 Kro-
ner, da synes det hele jo noget vel haab-
løst.
Med »Maja« gik det paa samme Maade.
Af »1 Skjærgaarden« har jeg foræret stør-
ste Parten af Oplaget bort. Endnu engang
vil jeg forsøge mig og denne Gang med
ovennævnte »Mor og Barn« af Chr. Krohg.
Naar dette er færdig haaber jeg, at For-
holdene i Tyskland har forbedret sig saa
meget, at jeg kan modtage et af de Til-
bud, som blev gjort mig da jeg for 1%
Aar siden opholdt mig i Berlin. Dengang
turde jeg ikke rejse med Familie derned.
Hvorledes alting end er, den Tid, jeg hat-
været i Danmark tænker jeg altid tilbage
paa med en inderlig Tak og Glæde. Mine
Venner der og den Hjælpsomhed og Op-
rigtighed som blev mig til Del fra saa
mange Sider, vil altid staa i en uforglem-
melig Erindring for mig.
I stor Taknemlighedsgæld staar jeg til
Museerne i Kjøbenhavn og i Kristiania.
som gentagne Gange med den største Vel-
vilje aabnede deres Porte for mig. Selv
i Berlins Nationalgalleri var man yderst
imødekommende den ene Gang, jeg arbej-
dede der, tiltrods for, saavidt mig bekendt,
Prof. Justis nærer stor Antipathi imod li-
tografisk Reproduktion.
Jeg selv, tror jeg, har mange Gange væ-
ret ret stædig og ikke saa lidt af en Sæi-
ling.
F/øiu/r. den 31. Marts 1924.
P. IV. /o/imm.sen.
55