Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

Førsfc LMAras? f// „T/t/cn ø/y/ørcr iff/ „Tft/cn n/s/ør<?r

Forklaring end angivet i Biilederne. Senn har været Voks
i den strænge Professors Haand.
Spørger man nu, hvorfor mon Eckersberg har ønsket at
eje disse Tegninger, og lader man sig ikke nøje med det
Bevis paa Venskab, der ligger deri, saa finder man en
skønne Dag ud af, at Billedet af Eckersbergs første Kone,
Christine Rebekka Hissing, som han malede i 1809, hvilket
Billede vi først i denne Artikel har gengivet, i paafaldende
Grad har Ansigtstræk tilfælles med den kvindelige Model
i Senns ovennævnte Tegning fra
Juni 1806. Som man, ved Sammen-
ligning, vil kunne overbevise sig
om, er de enkelte Træk overens-
stemmende; man betragte blot Næ-
sen, Øjnene, Munden, Haargrænd-
sen og den kraftige Hals.
Vi maa deraf drage den Slutning,
at Jomfru Hissing var Model paa
Abildgaards Malerstue, og velsag-
tens ogsaa paa Kunstakademiet,
eller som det da kaldtes: »Det kgl.
jMaler-, Billedhugger- og Byg-
nings-Akademi«.
Med denne Opdagelse har »Ti-
den« atter løftet en Flig, denne-
gang af det Slør, der tilhyller
Eckersbergs Forhold til sin første
Kone.
H. Weitemeyer har i: »Kuitur-
skildringer fra København« (Gad
1916), i en Artikel: »Ophævelsen
af Eckersbergs første Ægteskab«
dokumentarisk belyst Skilsmisse-

sagen, men hverken han eller Emil Hannover, i sin Bog
om Eckersberg, véd stort andet at fortælle om hendes
Oprindelse, end at hendes Fader var en Tømrersvend Con-
rad Vilhelm Hissing, og at hun var født samme Aar som
Eckersberg. Man har derfor været henvist til at lytte til
vage Rygter om, at hun har været et halvt om halvt pro-
stitueret Fruentimmer, hvad dog Weitemeyer rigtigt me-
ner modsiges af Skilsmisseretssagen, idet hendes sædeiige
Forhoid under denne 4aarige Sag er uangribeligt.
Hvor langt rimeligere og smuk-
kere er ikke Sandheden selv, der
nu aabenbarer os den unge Kunst-
ners Forelskelse i sin Model; en
Historie, der evigt vil gentage sig.
H.
Ændrer Weitemeyers Afhand-
ling i nogen Grad det Syn, den
tidligere Historie har givet os paa
Eckersbergs første Hustru, saa
kunde det dog synes unødvendigt
at lade dette ske tildels paa Be-
kostning af Senn.
Paa Side 143 staar: »Og hvor-
for give hende Skyld for at have
holdt Eckersbergs kunstneriske
Fantasi fangen i en lavere Fore-
stillingskreds og saa at sige gøre
hende medansvarlig for hans ofte
lystne og obscøne Tegninger, hvad
jeg synes Hannover gør (p. 29
flg.). Saa lad da hellere -— hvad