Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

DEN G R A F ! S K E KUNST
! SiN H!STOR!SKE UDV!KL!NG
]X.

H ^FTER Aarhundredskiftets mægtige Skaber-Opblus-
^ sen fulgte nogte Decenniers Hviiepause, præget af
D; den sikre Teknik og Overiegenhed i Behandiingen,
men ogsaa af et ringere aandeiigt Indhoid. Denne
Epoke afsiutter første Haivdei af det syttende Aarhundre-
de, da den biidende Kunsts Shakespeare, Rembrandt van
Rijn, fremtræder med sine Raderinger, i hviike han ved
sin Alvor, Dybde, Sanddruhed
og fnderiighed staar i Pagt
nred de store Saimedigtere og
Saimckomponister, som ievede
samtidig med ham.
I alle Lande er den grafiske
Kunst præget af den samme
Størknen, som f. Eks. prægede
græsk Skulptur efter Polyklet
og Fidias, den samnre Ele-
gance, den samnre Sorgløshed.
Det er muligt, at der, hvad
Kunsten angaar, som i andre
Foreteelser hersker en Periodi-
citet, hvis ledende Kræfter kan
være lige saa usammensatte og
selvfølgelige som Rotationen
eller Jordbanens Periodicitet,
som vi alle maa lyde og hvor-
efter alt levende ændrer sine
Udtryksformer. Det er ogsaa
muligt — hvis man har en spe-
kulativ Fantasi, har man ihvert
Fald Lov til at tænke sig det
— at Geniets Udfoldelse stam-
mer fra kosmiske impulser i en
Kodeskrift, som kun Geniet
formaar at tyde vagabonde-
rende Strømme fra det ukend-
te, som kun bringer Geniet til
at reagere.
Sikkert er det kun, at Geniets Magtfuldkommenhed hver-
ken er afhængig af Mode eller skaber Mode. Men de Epo-
ker, der hovedsagelig støtter sig til Teknik, Stil eller end-
ogsaa Maner, er bundne til Moderne, denne Nuets latter-
lige Afavedans, der næsten altid for næste Generation taget-
sig ud sotn en plump og latterlig Bondehopsa.
Da en saadan Epoke ernærer sig af den foregaaendes
Kraftoverskud, vil det nødvendigvis bero af dette, i hvor
høj Grad den er i Stand til at blænde Omverdenen. Og
man kan sige sig selv, at det 16de Aarhundredes grafi-
ske Kunst, der levede videre paa de Værdier, Mestre som
f. Eks. Durer og Marcanton havde skabt, maatte kunne
yde noget ud over det almindelige. Men desuden maa man
huske, at det langtfra i dette Tilfælde drejer sig om nogen
Nedgangsperiode, men om en Hvilepause; selv Herkules
maatte jo puste ud og samle Kræfter, inden han genoptog
70

sit Arbejde. — Tidsrummet mellem de første store Mestre
— den grafiske Kunsts AufocMaMcr, kunde man fristes at
kalde dem, — og deres mægtigste Arvtager, Rembrandt,
— kulminerer i en Mand, som med Rette kunde kaldes
Kobberstikkunstens Tryllekunstner, den vidunderlig dyg-
tige GoLzms.
Forinden vi beskæftiger os med ham er det imidlertid
nødvendigt at dvæle endnu
nogle Øjeblikke i Tiden om og
lige efter Durer, særligt for at
mindes en af hans nærmest
Efterlevende, Lucas Cranac/;,
som døde, 81 Aar gammel, i
1553.
Cranachs Træsnit, hvoraf
der eksisterer over tohundrede,
udmærker sig ved en grafisk,
undertiden smagløs men altid
kraftig og iderig Fantasi. Som
Maler er han maaske bedst i
sine Portrætter og mindre Fi-
gurkompositioner; som Grafi-
ker viser han sig derimod net-
op fra sin bedste Side i de
store, figurrige Kompositioner.
Hans Træsnit er ikke saa uens-
artede af Lødighed som Male-
rierne, der jo ofte var Værk-
stedsprodukter; de er tit no-
get fapMare i Udkastet og Be-
handlingen, men altid prægede
af Sikkerhed og Balance i Fla-
defordeling og Billedvirkning,
af udtryksfuld Kraft og Iver i
Fortællingen.
Maaske lagde Cranach en
Smule /or meget Vægt paa det
sidste, men det hang vel sam-
men med en Beskedenhed, ja Ydmyghed, som var ejen-
dommelig for ham og som maaske flyttede Tyngdepunktet
fra Kunsten som Maa! til Kunsten som Middel. Cranach
var som bekendt Dr. Luthers Ven og Beundrer, og maatte
nødvendigvis være smittet af Reformations-Kamptidens
Hede og Voldsomhed. 1 en af hans Træsnitserier, »der
Pabstthunr«, som dannede en Slags billedlig Pamfletskrift
mod Pavedømmet, udviser han, i sin Trang til at revse og
afsløre, en saadan Drøjhed og Plathed i sine Udtryksmid-
ler, saa at selv Luther, der dog langfra var diskret i sine
Repliker, maatte ryste paa Hovedet og erklære, at »Lucas
var en grov Malere
1 sine Billeder af Martyrier svælger Cranach ofte med
pinlig Interesse i allehaande blodige Rædsler, Lenrlæstelser
af bestialsk Art, Gennenrsavning, Korsfæstelser, Halshug-
ningsscener. Et af disse Træsnit har forøvrigt en særlig