Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

P. C. SAroygaa/Tf.' A/fen f .SÆovpn CaF6 ff/ Na^cef /ra i4gacfc ag /oa/f/az ^/ravgaard

forsigtige med Købene og stadigt mere /r/msne. Ligesom
Katten, gaar de agtpaagivende rundt om den varme Grød,
eftersom de véd at hvis de »brænder« sig, forringes Chan-
cen for at kunne bestride Udgiften ti! den næste Ny-Er-
hverve!se. Anderledes med meget velstaaende Sandere:
de er mere impu!sive og mindre kræsne,
hvorfor de gerne tager adskihigt med,
som de betænksomme aldrig vilde lade
passere. Saaledes gik det jo f. Eks. vore
to største Kunstsamlere, Brygger Carl
Jacobsen og Grosserer H. Hirschsprung:
Gang paa Gang maatte Bukke skilles
ud fra Flokken, og denne Proces er end-
nu ret langt fra Afslutningen.
Til denne sidste Art af Samlere maa
ogsaa Kunstmuseet henregnes. En ikke
ringe Del af det, der købes af Samtidens
Kunst, vil Eftertiden ikke akceptere.
Naar der derfor tales saa meget om
P/aÆ/nnngcf synes det umotiveret: det
forholdsvis ringe Antal Værker af M-
Betydning, vil et stort anlagt Mu-
seum uden Vanskelighed finde Plads til.
Tingen er at en »Kommission« er den
slettest tænkelige »Samler« af Kunst;
den, vil aldrig kunne komme i Linje med
virkelig kyndige private Samlere. For en
saadan Samler vilde det være uudholde-
ligt at sidde i Galleri-Kommissionen, det
vilde være ham en Kilde til stadig Ær-
grelse at deltage i den »Tovtrækning«,

der nu engang hører sig til indenfor en Kommission, og hvis
Udfald hyppigst bliver alt andet end tilfredsstillende.
Er der saaledes Ligheds-Punkter mellem Kunstmuseets
og de meget velhavende Samleres Kunst-Indkøbs Methode,
er der alligevel den afgørende Forskel, at Museet i det
lange Løb maegré tout — erhverver næ-
sten alt det værdifuldeste fra de private
Samlinger. Enten som Gaver eller for
Valuta. Det bliver ganske vist ofte -—
alt for ofte — frygteligt dyrt ved Døds-
Auktioner eller lign., at skulle indkøbe
hvad der fra første Færd burde være er-
hvervet for en Slik. Men dette er jo et
rent Penge-Spørgsmaal, et Spild af Pen-
ge, som Statskassen, d. v. s. Skatteyder-
ne, maa finde sig i at bære. Thi selve
KunsfunsÆcrnc havner, som nævnt, til-
sidst hvor de bliver tilgængelige for Al-
menheden. Og det hedder jo, at naar
Enden er god er alting godt!
ALFRED BRAMSEN
At maale vort Kunstmuseums Ind-
sats i dansk Kunstliv i det siden dets Op-
rettelse svundne Aarhundrede, er en stor
og vanskelig Opgave, som jeg ikke føler
mig kaldet til at udtale mig om, hvor
store Fortjenester jeg end mener at Mu-
seet har indlagt sig paa dette sit Hoved-
omraade. Som Leder af et af vore kul-
turhistoriske Museer vil jeg hellere frem-


Æa%ars/;efg.' Pa/narf/afe f Parnara/sdragf