Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

D<?f saaRaM?e /fr/s^Hs Ae^&rca'er t?e Syg'e

en plump Realist, — som visse Kritikere har gjort det, —
tordi hans ærlige og mnætteiige Sandhedssøgen toragter
at tilsiøre og søger tiibunds i det tor ham tiigængelige
Materiale. Han faar Øje paa 7/?Mg7a/e/*ne, — de evige
Ting, — bagved det synlige. Han fodener Dagligdagens
Jævnhed og Plathed med en ophøjet Skønhed, en skæbne-
svanger Betydning, en frygtelig Værdi. Thi saaledes er
Sandheden — og naar man undtager Kristus, har maaske
ingen anden set den saa aivorlig sandt og klart som Rem-
brandt.
Det er gentagne Gange blevet hævdet, at »Hun-
dredgyldenbladet« er den kunstnerisk højeststaaende af
alle Rcmbrandts Blade. »Kristus som prædiker for de
Fattige«, — et lille gribende Folkelivsbillede, simpelt
og storslaaet baade ved sin Dybde og sin umiddel-
bare Virkning, hører ligeledes til hans berømteste og
mest ansete grafiske Arbejder. Men det er vanskeligt,
eller rettere sagt umuligt, at tale om det bedste, det næst-
bedste og tredjebedste, naar man blader denne vidun-
derlige Billedbog igennem. Hver eneste af disse Rade-
ringer — kan man fristes til at udbryde, — er den bedste,
thi den sidste synes stadig lidt bedre end den foregaaende.
Selv hvor Rembrandt lægger Hovedvægten paa at skildre
den nøgterne Tilværelse, Dagliglivets, fysiologiske Hæder-
lighed, den fortrællede Sløvhed og Vankundighedens Ynk-
værdighed og Fornedrelse, adles Værket af Kunstnerens
paa engang koldblodige og varmhjærtede Forstaaelse, Ge-
niets Højhed og Visdom. I saa Henseende behøver man
blot at betragte den i foregaaende Artikel vedføjede Illu-

stration af »Adam og Eva«, som Rembrandt ikke har søgt
at idealisere som skønne, sorgløse »Guldalder«skikkelser,
men tværtimod valgt at fremstille som duknakkede, slid-
forkrøblede Abemennesker. Rembrandts Modeller er kom-
met langt bort fra Paradisets Have — det er enfoldige og
prosaiske Saalegængere, der lider under Slægtens For-
bandelse og æder deres Brød i deres Ansigts Sved.
Rembrandt bragte med et Slag Raderingen i Højsædet,
jævnsides med Kobberstikket; siden har den, som bekendt,
fuldstændig distanceret dette. Egentlige Kobberstik har
Rembrandt aldrig produceret. Som Træsnitskunstner hat-
han derimod forsøgt sig; dog har han, saavidt vides, kun
leveret et Blad, nemlig »Filosoffen, Timeglasset og Dø-
den«. — Rembrandt staar paa Grænsen mellem Efterre-
næssancen og den nyere Tid; han indvarslede en Mængde
nye Synspunkter og virker derfor i mange Retninger fuld-
stændig frisk og moderne paa en Nutidsbetragter. Ingen
har for Eksempel opfattet det rudimensionære, Højde og
Dybde udtrykt med Hensyntagen til de indbyrdes Propor-
tioner, den kunstneriske Ligevægt, og derfor ogsaa med
virkelig overbevisende illusionær Magt før denne Kunst-
ner. — Senere har kunsthistoriske Skribenter udviklet en
eksakt Videnskab, som kan indvirke befrugtende og belæ-
rende paa de udøvende Kunstnere.
Men Rembrandt viste paa Forhaand alt det, som den
kunsthistoriske Literatur har belært os om. Hans sikre In-
stinkt opfattede alt rigtigt, selv der, hvor han bevægede
sig paa Columbusrejser i nyopdagede Territorier af Kun-
stens endeløse Rige.

727