Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

valdsens Museum, og udstillede paa Charlottenborg en
De! Fo!ke!ivsbi)!eder. Han skitdres som et musikatsk Men-
neske, god Violinspiller og i Besiddelse at en smuk Sang-
stemme, den, og en elsket Guitar, hvorpaa han akkompag-
nerede sig, tog Tid etter anden Magten tra hans Maleri,
saa da han stiftede Hjem saa han sig efterhaanden nødsaget
til at give Undervisning i Skoler. Den kære Musik og den
megen Undervisning førte ham bort fra Kunstens Veje. Men
alt i de tidligere Aar var der Tegn paa, at Henførelsen paa
dem ikke var saa stærk som hos Broderen Edvard, i det
nedenanførte Brev glæder han sig f. Eks. ikke til efter
T a, 1 kan troe det er et andet Liv end at boe paa Øster-
gade i Kjøbenhavn. Jeg kom godt tilpas for at høre den
Musik som Kuglerne laver, den ligner hverken Spidsens
Geige eller noget andet af den Slags Musik 1 laver der-
hjemme, (hvem er nu Tenor 2den?).
Min Tid har været saa afmaalt, at jeg ikke har kunnet
skrive til Jer før, derfor undskyld mig, jeg stolede paa,
at nok en af Jer traf paa, eller opsøgte min Broder, saa
at 1 der kunde faae at vide, at min Time denne Gang ikke
var slagen. Der blev om Natten blæst til hurtig Udrykning,
jeg var den Gang i Bogense og slog til »Sørensen«, men
om Aftenen, da jeg kom hjem, fik jeg det at vide i mit
Qvarteer. Jeg lagde mig rolig til at sove, og tænkte maa-
ske for sidste Gang i mit Liv; næste Morgen gav jeg mig
god Tid, min Commandersergeant var i Odense, naar han
kommer er det tidsnok, det var jo allerede bekjendt, at
vi skulde foretage et Udfald fra Fredericia, eller »For-
ræderrits« som Bønderne ved Compagniet kaldte Byen,
paa Grund af Indbyggernes ublide Adfærd mod de dan-
ske Soldater. Vi fulgte altsaa Bataillonen, Commanderser-
geanten, en Undercorpora! og jeg, bleve overskibede, og
bleve modtagne ved Fredericia med to Granater, hvoraf
ingen traf. 1 skal faae det betalt, lovede jeg og steg iland;
jeg traf Bataillonen i en Gade, hvor jeg endnu har et Kys
tilgode af en smuk lille Pige, som lovede mig det, naaer
vi havde jaget »Tydskerne« bort, og vi jagede dem jo
bort, ikke sandt? — altsaa har jeg det tilgode, men jeg
har ikke kunnet finde Gaden siden, maaske bliver jeg nødt
til at skænke hende det. Altsaa vi laa i Gaderne, Gevæ-
rerne i Pyramider, Tornistrene og Lædertøjet under dem,
og alle Mand gik omkring i Gaderne, medens Granaterne
som Stjerneskud fløj over Hovederne og lemlæstede flere,
saavel Civile som Militaire. »1 skal faa det betalt,« lovede
jeg endnu engang, og gik for at opsøge en Ven iblandt
Compagniet. Der var en forunderlig Stemning overalt, trist
og dog ikke mismodig, alle Mand besjælede af een Tanke:
den at prygle »Tydskerne« rigtig tilgavns; man gik om-
kring i den øde, forladte, bombarderede By, jeg selv gik
omkring og tiggede et Stykke Brød hos een, en Sobrianus
hos en anden, og sidst paa Aftenen laae en ung Handels-
betjent og jeg paa Gaden eller paa Tornisteren, og spiste
i Fællesskab. Jeg havde Smør og Kniv, han havde Brød
og Brændevin, — og to Timer efter var han skudt.
Nu deler hans Broder og jeg vores Brød og Smør sam-
men, med Bønderne bliver jeg aldrig Venner. Officererne
kom frem i Gaderne, Husarerne red ud til deres Allarrn-
plads, der commanderedes: »til Gevær! — har alle Mand
ladt: sæt saa Fænghætter paa«, — da det var gjort, for-
talte vores (Skytternes) Lieutenant, at det fornemmelig

Krigen at komme hjem til Pensler og Palet, men til Geige
og Quartet. Dog en Kunstnernatur var han alle sine Dage.
Planter og Blomster, Guitaren og Sangen snoede ofte deres
Ranker ind over vore gamle Maleres Liv. — Ludvig Leh-
mann deltog i Felttogene i de første Frihedsaar, og var
med i Udfaldet fra Fredericia 1849. Han har sikkert været
en udmærket Soldat i Felten og en morsom Kammerat i
de fredelige Begivenheder mellem Slagene. Hans Kaptajn
forærede ham en Guitar, som endnu bevares. Venner i
Kjøbenhavn tilskrev han dette Brev nogle Dage efter Ud-
faldet fra Fredericia:
vilde blive Bajonetangreb. Du, Jacob, kender min Passion
i den Retning; godt det er mørkt, saa ser man ikke tyde-
ligt det Slagterie, tænkte jeg, og følte paa Spidsen af min
Bajonet. Nu marcherede vi i al Taushed ud af Byen, ned
under Voldene ved Stranden, der stod en Deel andre Ba-
tailloner — nu begyndte Forposterne at knalde løs — pfui!
hvinede Kuglerne over vore Hoveder. Saa marcherede vi
op, først i Colonne, »her vil nok falde nogen«, sagde min
Sidemand og gjorde sig ganske lille, jeg saae mig omkring
og saae at alle bukkede sig dybt ned, maaske, tænkte
jeg, det er rigtigt, og gjorde det samme, men skammede
mig i Grunden over det. Her hvinede Kuglerne tilgavns,
men ingen saae jeg falde, undtagen to tykke Bønderkarle,
der havde Kanonfeber og kastede dem seiv ned.
Nu blæste vi i Kjæde, en djævelsk Rugager slyngede
sine Straa om Benene, saa man næppe kunde komme frem,
her laae vi lidt og fyrede, alle deres Kugler gik over Ho-
vederne paa os, jeg tog mig det ad Notam og sigtede efter
Knæet hvor jeg kunde træffe dem, og det kunde jeg der,
thi vi var næppe meer en 60 Alen fra dem. Nu blæstes der
»avanceer« — alle Mand op og efter dem, jeg blev stand-
set ved et Skrig lige ved Siden af mig, det var vores Lieut-
nant, jeg bukkede mig ned til ham og løftede ham op
fra Jorden, og søgte at berolige ham, jeg fik to Karle til
at bære ham bort, og løb selv efter Tydskerne al det jeg
kunde. Jeg hørte uafladelig Hornet: »avanceer« og Offi-
cerernes smaae Vægterpiber, og derimellem Knaldet af
Skuddene og Kuglernes Hvinen. Solen stod nu op, og jeg
tænkte: hvilket rædsomt Skue for den yndige Morgensol —
men stor Tid at tænke sig om var der ikke, jeg løb og
løb og fyrede og løb, og fangede engang en lille Jæger
af Slesvig Holstenerne, som formodentlig troede jeg vilde
slaae ham ihjel, for Taarerne stod ham i Øjnene. Jeg loe
ad ham og sagde ham han intet ondt skulde lide, men han
maatte ingen Modstand gjøre, da han jo nok vidste han
var fangen. Han syntes at blive meget glad over, at han
ikke blev slaaet ihjel, og jeg gav Ordre (flot væk) til to
Karle om at føre ham bort, uden at gjøre ham Fortræd.
Ja jeg kunde skrive hundrede Ting endnu, men Papiret
er for lille og det bliver mørkt, maaske tales vi ogsaa
snart ved, saa skal jeg fortælle vidt og bredt, men hver-
ken Løgn eller Heltebedrifter. 1 kan være ganske rolige.
Jeg talte med Adjudanten for et Øjeblik siden, han sagde
at Freden var underskrevet, saa begynder vore Frederiks-
bergtoure igen med den gediegne Quartette.
Jeg har intet imod at min Familie læser dette, da det
maaske er udførligere end de Breve de har faaet, nu er
der først kommen lidt Ro i Blodet. Hils Mejer mange
Gange fra mig og alle Venner og Veninder.
Ludrug' Le/mmun.