Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

rimeligvis fordi Emnet var lidt for »galant« til at kunne
gouteres af københavnske Gennemsnitstilskuere paa den
rette Maade. Der var ogsaa Billeder af Tintoretto, Jan
Steen, Snyders og Schalcken — kort sagt, næsten hele vor
»gamle Samling« forefandtes allerede for hundrede Aar
tilbage og er ikke blevet suppleret synderligt siden.
Overhofmarskal Hauch, der betegnes af den skikkelige
Spengler som en lige saa ivrig Ven af Kunsten som ud-
mærket Dyrker af Videnskaben, har næppe været nogen
betydelig Kapacitet paa det Omraade, der for ham kun be-
tød et af hans mange hædrende og forholdsvis ligegyldige
Tillidshverv. Denne trænede Hofmand og videnskabelige
Dilettant, som iøv-
rigt ogsaa var
Teaterchef og alt-
saa gjorde Positur
som en Slags
Apollo for alle
Muserne, interes-
serede sig sikkert
kun periferisk for
Malerkunsten, og
hans Opfattelse
har rimeligvis væ-
ret bygget af obli-
gate Vedtægter;
men han skal dog
mindes med den
Hæder, der til-
kommer ham som
den, der gav Stø-
det til at Kjøben-
havn fik sin of-
fentlige Kunst-
samling.
Efterat have af-
brændt dette lille
beskedne Røgelse-
baal for Hundred-
aarets første Nav-
ne, bliver det nødvendigt at gøre et rask Spring over i vor
egen Tid. Det vilde blive en uoverkommelig Opgave i en
Jubilæumsartikel at skildre Kunstmuseets Historie gennem
de forløbne hundrede Aar. Dette vilde jo til en vis Grad
være det samme som at give et Udblik over dansk Maler-
kunst i dens Vækst fra Lærlingestandpunkt, gennem den
vaagnende nationale Følelse, ind i vor egen Tids kompli-
cerede og kosmopolitiske Epokes Eksperimenteren og
Fanden. Selv et Forsøg paa en nok saa summarisk og tør
Redegørelse nraatte strande paa Pladshensynene.
Netop indtil Begyndelsen af den Epoke, der betegner
Kunstsamlingens Levetid, havde vi her i Landet ikke ejet
nogen Kunsthistoriker; Spengler kan kun betragtes som
Dilettant uden nogen virkelig end sige indtrængende Op-
fatteevne; — og alene af den Grund er det vanskeligt at
faa et klart Overblik over Malerkunstens Kaar. Det Aar-
hundrede, som nu afsluttes med Jubilæumsdagen, har
fostret Mænd som AL L. L/øycn, /u/ms Lunge og Kur/ Æ/ud-
sen, og hvis disse personligt fremragende Kunsthistorikere

og Vejledere skulde have deres Virke biograferet selv i de
mest lapidare Vendinger, vilde Stoffet svulme op og spræn-
ge alle Rammer. Disse Mænd har med deres dybtgaaende
Kærlighed til Kunsten og deres kraftige Genialitet givet og
bevaret Muligheden for, at en bevidst national Kunst hat-
kunnet udvikle sig og hævde sig, og denne Kendsgernings
Betydning for en national Kunstsamling er umiddelbart
indlysende. Forudsætningerne for deres Arbejders Værdi
netop for denne Samling har imidlertid været yderst for-
skellige. Høyen, der var »Inspektør ved det kgl. Maleri-
galleri paa Christiansborg«, havde daarlige og snævre Rum-
forhold at kæmpe mod og hans egen Naturs stædige En-
sidighed og Intolerance har ogsaa i nogen Grad virket
hæmmende. Julius
Lange, en af de
oprindeligste og
kærnefuldeste
Skribenter, dansk
Sprog har fostret,
beskæftigede sig
ikke tneget med
Samlingen. Han
paavirkede Udvik-
lingen i den ska-
bende Kunst ved
sine glimrende, til
Tider geniale Af-
handlinger, der
niaaske for en stor
Del, foruden at
bære Præg af
hans egen gedig-
ne og storladne
Natur, er befrug-
tede af hans Til-
knytning til Ven-
nen Georg Bran-
des, den store,
altomspændende
og utrættelige Op-
lyser og Vækker
paa en Tid, da saa at sige alle aandelige Værdier var
svinebundne af Fordom, Bigotteri og Snæversyn i alle
mulige Retninger. I en Epoke, hvor Kunst og Literatur
stod under Protektorat af Kuitusministre som den for-
benede Fischer eller den uinteresserede Jacob Scavenius,
kan man sige sig selv, at det saa sørgeligt ud, og vilde
have set endnu sørgeligere ud, om vi ikke havde haft en
Mand som Julius Lange, en Kunsthistoriker i mægtigt
Format.
1 vore Museeumsforhold har en lodret bureaukratisk
Stædighed og Vankundighed staaet paa tværs af den
voksende kunstneriske Kultur og Opfattelse, indtil Direk-
tørpladsen paa Kunstmuseet omsider blev besat med en
saa fremragende vital Kraft, en saa energisk og uforfær-
det Revolutionær som Karl Madsen, — en af de store
Autodidakter, som desværre i Reglen efterfølges af fag-
udlærte, snusfornuftige Pedanter. Men at denne Mand,
der forener Praktikerens faste og resolute Haandelag
med Teoretikerens Kundskabsfylde og Divinationsevne,


Marsfrand; Frfsrens Besøg. SMfse M ,Bdfede/ra Hverdags/iVer