Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

VALDEMAR IRMINGER

En Kunstner, der aldrig har været noget Stridens Tegn, lige elsket af Publikum
som Kolleger, Professor V. lrminger fyldte lige omkring Aarsskiftet 75 Aar.

DEN 29. December fyldte Professor V. Irminger
| 75 Aar •— endnu virksom ved sit Staffeli er han
f en trofast Udstiller paa hver Foraarsudstilling,
hvor hans Billeder hører til de, der i største Grad
drager Beskueren til sig. Dette er en naturlig Følge af, at
Irminger aldrig har hørt til dem, son fandt Emnet for sit
Billede i en Tallerken med to Styk-
ker Smørrebrød og en Ølflaske —
det være sig nok saa ypperlig ma-
let, saa er det dog prosaisk som
Emne. Irminger har altid noget paa
Hjærte, noget at fortælle. Snart
følelsesfuldt som i sine tidlige Bil-
leder af det ungePar, der ser: »Den
store, stille Nat gaar frem«, eller
»Børnene, som siger Godnat til de-
res Stjerner«. Snart skildrende det
heroiske eller dramatiske i sine Bil-
leder af Soldaterliv i Krig og Fred.

Eller hans medfølende Hjærte giver
sig Udslag i Gengivelse af de syge
Børn paa Hospitalet ved Refsnæs.

Ogsaa som Dyremaler har han
vidst at skabe sig Yndest gennem
en Række livligt fortalte Billeder,
blandt andet ogsaa af vilde Dyr,
hvem undgaar at bevare Indtrykket
af den saarede Hanløve i Arenaen, selv rnange Aar efter
man har set det. Det er selvfølgeligt, at en Kunstner, hvis
Arbejder taler saa tydeligt og direkte til Beskuerens Hjærte,
selv sikrer sig en Plads der. Det er med udelt Glæde, at
man i langt over en Menneskealder har fulgt denne Kunst-
nerfærd, en ægte Genremaler i god gammeldags Forstand,
en Kunstner, der aldrig gav tvivlsomme artistisk-maleriske
»Stene for Brød«, men fuldtud honorerede Fordringerne
til Billedets Indhold paa sanime Tid som Formen var fuldt-

ud kunstnerisk, malerisk personlig og gennem Tiden ud-
viklet til en Frihed og Bredde i Behandlingen, som giver
hans Værker deres eget friske Præg — uden nogensinde
derfor at forekomme ufærdige. Noget, man i vor Tid vel
maa vide at sætte Pris paa. Hvad Under da, at Kunstneren
har erhvervet sig et stort og trofast Publikum.

Men ogsaa Kollegerne har ydet
ham deres Anerkendelse — og er
der noget, der har Betydning for
en Kunstner, er det vel netop Værd-
sættelse og Tillid fra den Kant.
Tidlig blev han Medlem af Akade-
miets Plenarforsamling, senere
Professor og Lærer for Akademiets
Kvindeskole, hvor han udfoldede en
blandt vore Kunstnerinder højt
skattet Virksomhed. Men ikke nok
hermed, ogsaa i Charlottenborg-
Udstillingens — som i Galleriets
Indkøbskomité sad han i en Aar-
række, og alle disse Tillidsposter
fik han, det til Trods, at han aldrig
hørte til dem, der trængte sig frem
eller søgte at stille sin Person i For-
grunden. Med sit stille og bramfri
Væsen og sin sunde Sans har han
vundet sine Fagfællers Tillid. De
har følt, at i hans Hænder var de Hverv, de betroede ham,
vel røgtede.

Lige skattet som Kunstner og Menneske har Irminger
hørt til den Kreds af Malere, som Foreningen for national
Kunst har sluttet sig om, og selv om man ikke altid for-<
staar denne Forenings Smag, saa viser netop dens Inter-
esse for Irminger, at den ogsaa har Øje for det gode og
sunde i dansk Kunst, det, som er nøje i Pagt med det
bedste i vor Kunsts Fortid. Samleren.

Selvportræl. Kunstnerens nyeste Arbejde

Ikke tidligere reproducerede Blyants- og Pennetegninger fra Kunstnerens Skitsebog

3