Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Rom i Sommeren 1812. Charles Blanc udførte sit Hverv
upaaklageligt, og da det siden viste sig, at nogle af de ind-
købte Afstøbninger havde taget Skade under Transporten til
Frankrig, erstattede Thorvaldsens Museum dem beredvil-
ligt med andre, som naaede uskadt til Paris 1851. Men
endnu i 1879 kunde Jacquemont skrive om disse Arbejder,
at de, skønt de var indkøbt for den franske Stat, aldrig
havde været udstillet hverken i Louvre eller i École des
Beaux-Arts, men at de stadig henstod magasineret i en af
Museets Kældere, skjult og glemt.

Skulde denne vedvarende Modvilje imod Thorvaldsen
have været ganske uden Spor i den franske Thorvaldsen-
Kritik? Skulde den ikke have givet sig Udslag i Bedøm-
melsen af de Værker, man havde forset sig paa som de
formentlig svageste? Skulde den have været ganske uden
Indvirkning paa den Kraft, hvormed Buen spændtes, da
man sigtede mod Akilleshælen?

Fransk Misforstaaelse af Thorvaldsen er en Hydra med
mange Hoveder. Vi skal ikke her beskæftige os med de
periferiske, men søge mod Midten, hvor Hydraen i Mod-
sætning til den Iernæiske er svagest og skæbnesvangert
saarbar.

Saaledes skriver Plon: 2) »Thorvaldsen avait été élevé
dans la religion réformée; å Rome il vécut au milieu du ca-
tholicisme. On sait combien, å cette époque de grands
troubles politiques, toutes les croyances étaient ébranlées.
L’esprit de l’artiste se ressentit de ces incertitudes et de-
meura dans l’indjfférence. Un de ses amis lui faisait un
jour observer que son peu de piété devait étre un obstacle
å ce qu’il sut exprimer Ie sentiment religieux sur des fi-
gures chrétiennes. »Quand je serais tout å fait incrédule«,
répondit Thorvaldsen, »en quoi cela pourrait-il me géner?
n’ai-je pas bien représenté les divinités du paganisme? et
cependant je n’y crois pas.«

Man bemærke den Forvanskning, Thorvaldsens Ord, som
vi har dem fra Thiele, her er undergaaet, hvorved der til-
Iægges dem en videre Betydning end berettiget. Forvansk-

ningen hos Plon er dog ikke tilsigtet som saadan, men
skyldes et vist journalistisk Hensyn ligesom den »livlige«
Gengivelse og Beskrivelse hos Plon af forskellige andre Ud-
talelser og Situationer, se f. Eks. Skildringen af Episoden
mellem Provst Høyer og Thorvaldsen under Forberedelsen
til Konfirmationen.

Udfra Thieles usalige Misforstaaelse og med Støtte i
hans ukritiske Udlægning fortsætter Plon: »En parlant
ainsi, Ie sculpteur, suivant nous, a donné I’explication du
caractére de ses ouvrages. C’est l’admirable intelligence
dont il était doué qui les a concus, niais Ie sentiment de
l'homme n’a pas présidé å cette création.« Sluttelig resu-
merer Plon saaledes:

»Le respect des belles formes, est-il besoin de le dire?
n’est pas un obstacle å l’expression du sentiment religieux.
Mais pour que I’oeuvre porte l’empreinte de ce sentiment,
il faut que I’homme lui communique toute la ferveur dont
son årne est pleine. Thorvaldsen n’a pas l’élan que donne
la foi. Préoccupé avant tout de la beauté, s’il anime
ses figures, c’est par la pensée philosophique, et ses
ouvrages doivent plutot satisfaire l’esprit du penseur que
!a piété du chrétien.«

Den nærmere Behandling af Plons Indvendinger imod
de enkelte Arbejder, særlig Kristusfiguren, vil være at fore-
tage lejlighedsvis under Paavisningen af den Maade, hvor-
paa Thorvaldsens Livsanskuelse afspejledes i hans Vær-
ker. Vi man foreløbig lade os nøje med at fastslaa, at
Plons og hans Efterfølgeres Kritik af Thorvaldsens kri-
stelige Kunst, som paavist, har sit Udspring i nævnte
Misforstaaelse af Thorvaldsens Ord, og at den i sit
videre Forløb antagelig har modtaget Tilløb fra to an-
dre Kilder: Raceforskel og ubevidst national Reaktion.

(Fortsættes)

(Eftertryk ikke tilladt)

-) Eugéne Plon: Thorvaldsen. Paris 1867. Side 208.

2?


ZAHRTMANNS SELVPORTRÆT ENDNU ENGANO

Fra Ejeren af det et Par Gange her i Samleren omtalte Selvportræt af
Zahrtmann Skibsreder, Grosserer Hans Tobiesen har vi modtaget følgende
med Anmodning om Optagelse og antager vi hermed Diskussionen for afsluttet.

DET først kendte Selvportræt af Kr.
Zahrtmann, blev i sin Tid gengivet
i »Samleren«, og nogen Tid der-
efter fremkom en Kritik af Overlæge Zahrt-
mann, idet Billedet efter hans Formening
ikke var malet af Kr. Zahrtmann.

Skønt Overlægen ikke har set Maleriet,
og saaledes fremgik det ogsaa af hans Ar-
tikel, vil man vanskelig kunne tage en saa-
dan Kritik alvorlig, uanset, at den er rejst
af Malerens Broder.

Senere hen er fremkommet Indlæg, der
har omstødt den rejste Tvivl, og yderligere
fremkom Skuespilleren og Maleren Albrecht
Schmidt med en Notits, der bekræfter, at

han i sin Tid havde set et Selvportræt, der
ligner det i »Samleren« gengivne.

Jeg har haft Lejlighed til at forevise Hr.
Schmidt Billedet og derefter faaet en Er-
klæring, der udtaler, at det i sin Tid i
»Samleren« gengivne Billede er identisk
med det Zahrtmann Selvportræt, som han
i sin Tid har set. Denne Erklæring har
følgende Ordlyd:

»Efter hos Direktør Tobiesen at have
set det i »Samleren«s Majhefte omtalte
Portræt, identificerer jeg det, som det
Porfræt, jeg i sin Tid, ca. 1885, saa hos
Kunstbogtrykker Kongstad.

Det eneste jeg savner er nogle Finger-
aftryk paa Baggrundens Yderkanter,

men da Billedet efter sigende er restau-
reret, er denne Omstændighed jo let for-
klarlig.«

Som Billedets Ejer, og saaledes Interessent
i Sagen, har jeg hidindtil holdt mig tilbage
med min Opfatteise, skønt enhver, der har
Kendskab til Zahrtmanns Malemaade straks
vil kunne se af selve Billedet, hvem Male-
ren er.

Imidlertid kan man kun være Overlæge
Zahrtmann taknemlig, fordi han ved sin
Kritik har foranlediget Fremkomsten af
yderligere Oplysninger, der mere end til-
strækkeligt godtgør; at Billedet er malet af
Kr. Zahrtmann. Hans Tobiesen.

172