DOI Heft:
Nr. 2 (Februar 1926)
DOI Artikel:Pander, Arist: Jean Baptiste Nattier, 1678-1726
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0033
JEAN BAPTISTE NATTIER
I 6 7 8 —1 7 2 6
Vor Medarbejder, Dr. Arist Patider. tidligere Inspektør ved Museet paa Oatschina-
Slottet ved St. Petersborg, giver i Anledning af Tohundredaaret for Jean Baptiste
Nattiers Død en Skildring af hans bevcegede Liv og en Karakteristik af hans Kunst.
MÆRKELIGT nok kan det selv i vore museums-
glade Dage hænde, at en eller anden nævne-
værdig Kunstner ikke endnu findes repræsen-
i teret paa sit Lands Gallerier: vandrer man
saaledes gennem Louvre-Museets utallige Sale eller op-
søger man de franske Provinsmuseer med deres brogede
Samlinger, vilde man for-
gæves lede efter Billeder af
Nattier l’aisné — Nattier
den Ældre, som han selv
plejede at kalde sig, hvis
tragiske omend selvfor-
skyldte Skæbne næppe i og
for sig er en tilstrækkelig
Begrundelse til en saadan
negligerende Stilling over-
for hans kunstneriske Pro-
duktion. Det er ligesom om
Hævnens rastløse Gudinder
ved deres skaanselløse For-
følgelse banlyser indtil den
Dag i Dag hans Værker fra
hans Fædreland! Om nogle
Maaneder vil der være gaaet
200 Aar siden J. B. Nattier
døde, men ikke desmindre
vil han i Frankrig næppe
faa den Oprejsning, han
som Kunstner har Krav paa,
idet Mindet om Deschauf-
fours og hans Medskyldige
— deriblandt Nattier — ka-
ster et altfor beskæmmende
Lys paa det daværende
Frankrigs jeunesse (og
vieillesse!) dorée.
Ganske vist har Versail-
les-Slottets fortjenstfulde Direktør, den finfølende Inter-
pret af det 18. Aarhundredes Kunst i Frankrig, Pierre de
Nolhac, i sin Bog om Jean Marc Nattier (3. Udgave, Paris
1925) kort omtalt dennes ulykkelige Broder, men de faa
Notitser om ham dør hen upaaagtede, fordi man savner
det fornødne reale Grundlag, for at kunne danne sig en
nogenlunde klar Forestilling om hans Liv og Virksomhed.
Først et Par Ord om Deschauffours (eller Duchoffour),
til hvis Navn J. B. Nattier’s Skæbne efter gamle Vidnes-
byrd er uløseligt knyttet.
Den 83^aarige Voltaire, som til Trods for sin høje Alder
selv syntes at være »å Ia fleur de mon åge«, spørger i et
Brev af den 20. Marts 1776 sin gamle Ven Greve d’Argen-
tal, om han kunde huske hvorledes en »medfølende Gnist«
tændte Jesuiterkollegiet, da Deschauffours blev brændt i
Stedet for Abbeden Desfontaines, som paa Grund af sin
Stilling formaaede at unddrage sig Straffen. — Den gamle
Filosof hentyder med disse spøgefulde Ord til en Begiven-
hed, som paa clette Tidspunkt laa allerede 50 Aar tilbage,
den kendte Sædelighedsproces, som det Offentlige anlagde
imod Etienne Benjamin Deschauffours og hans Medskyl-
dige, hvis Hensigt det ganske simpelthen var at »genoplive
de athenske Sæder fra Al-
kibiades’ Tid eller fra det
kejserlige Rom«.
Der findes en temmelig
indgaaende Skildring af
denne Proces, »som i sin
Tid blev meget omtalt,
skønt Forbrydelsen i og for
sig langtfra var et enestaa-
ende Tilfælde«, hos forskel-
lige ældre franske Forfatte-
:e, f. Eks.: M. de Bois-
Jourdain, Mélanges histori-
ques, 2. Bd., 1807; Edin. J.
Fr. Barbier, Chronique de
la Régence et du régne de
Louis XV, 1. Bd., 1885, el-
ler hos /. Buvat, Journal de
la Régence, udg. af E. Cam-
pardon, 2. Bd. (Tillæg),
1865. — Louis XV’s Rege-
ring, som var helt klar over,
hvor ødelæggende en saa-
dan sædelig Forvildelse
maatte virke paa de i For-
vejen raadne moralske For-
hold indenfor bestemte Sel-
skabskredse, besluttede at
statuere et Eksempel for at
forebygge at lignende For-
seelser kunde gentages, i
det mindste i samnre Omfang, idet der var over 200 Per-
soner implicerede i denne Sag. Man lod Abbeden Desfon-
taines slippe, men anholdt flere af hans mest berygtede
Fæller. Hovedophavsmanden, den ovennævnte Et. Benj.
Deschauffours blev dørnt til Døden paa Baalet. Straf-
fen fuldbyrdedes den 24. Maj 1726 paa Place de
Gråve.
Iblandt hans Medskyldige nævnes i første Række Jean
Baptiste Nattier, »peintre des Gobelins et de l’Académie«.
Hvem er denne tilsyneladende ikke ubetydelige, men ulige-
vægtige Kunstner, som ikke formaaede at modstaa de Fri-
stelser, som nrødte ham alle Vegne indenfor det 18. Aar-
hundredes Selskab? Slaar man efter i de almindelige
Kunstnerleksika — fra Mariette til Bryan —, saa bliver
Udbyttet aldeles utilfredsstillende, idet de deri fremsatte
Notitser ikke giver nogen positiv Oplysning om ham og
J. Baptiste Nattier: Ridder af deti tyske Ridderorden. (1723)
13
I 6 7 8 —1 7 2 6
Vor Medarbejder, Dr. Arist Patider. tidligere Inspektør ved Museet paa Oatschina-
Slottet ved St. Petersborg, giver i Anledning af Tohundredaaret for Jean Baptiste
Nattiers Død en Skildring af hans bevcegede Liv og en Karakteristik af hans Kunst.
MÆRKELIGT nok kan det selv i vore museums-
glade Dage hænde, at en eller anden nævne-
værdig Kunstner ikke endnu findes repræsen-
i teret paa sit Lands Gallerier: vandrer man
saaledes gennem Louvre-Museets utallige Sale eller op-
søger man de franske Provinsmuseer med deres brogede
Samlinger, vilde man for-
gæves lede efter Billeder af
Nattier l’aisné — Nattier
den Ældre, som han selv
plejede at kalde sig, hvis
tragiske omend selvfor-
skyldte Skæbne næppe i og
for sig er en tilstrækkelig
Begrundelse til en saadan
negligerende Stilling over-
for hans kunstneriske Pro-
duktion. Det er ligesom om
Hævnens rastløse Gudinder
ved deres skaanselløse For-
følgelse banlyser indtil den
Dag i Dag hans Værker fra
hans Fædreland! Om nogle
Maaneder vil der være gaaet
200 Aar siden J. B. Nattier
døde, men ikke desmindre
vil han i Frankrig næppe
faa den Oprejsning, han
som Kunstner har Krav paa,
idet Mindet om Deschauf-
fours og hans Medskyldige
— deriblandt Nattier — ka-
ster et altfor beskæmmende
Lys paa det daværende
Frankrigs jeunesse (og
vieillesse!) dorée.
Ganske vist har Versail-
les-Slottets fortjenstfulde Direktør, den finfølende Inter-
pret af det 18. Aarhundredes Kunst i Frankrig, Pierre de
Nolhac, i sin Bog om Jean Marc Nattier (3. Udgave, Paris
1925) kort omtalt dennes ulykkelige Broder, men de faa
Notitser om ham dør hen upaaagtede, fordi man savner
det fornødne reale Grundlag, for at kunne danne sig en
nogenlunde klar Forestilling om hans Liv og Virksomhed.
Først et Par Ord om Deschauffours (eller Duchoffour),
til hvis Navn J. B. Nattier’s Skæbne efter gamle Vidnes-
byrd er uløseligt knyttet.
Den 83^aarige Voltaire, som til Trods for sin høje Alder
selv syntes at være »å Ia fleur de mon åge«, spørger i et
Brev af den 20. Marts 1776 sin gamle Ven Greve d’Argen-
tal, om han kunde huske hvorledes en »medfølende Gnist«
tændte Jesuiterkollegiet, da Deschauffours blev brændt i
Stedet for Abbeden Desfontaines, som paa Grund af sin
Stilling formaaede at unddrage sig Straffen. — Den gamle
Filosof hentyder med disse spøgefulde Ord til en Begiven-
hed, som paa clette Tidspunkt laa allerede 50 Aar tilbage,
den kendte Sædelighedsproces, som det Offentlige anlagde
imod Etienne Benjamin Deschauffours og hans Medskyl-
dige, hvis Hensigt det ganske simpelthen var at »genoplive
de athenske Sæder fra Al-
kibiades’ Tid eller fra det
kejserlige Rom«.
Der findes en temmelig
indgaaende Skildring af
denne Proces, »som i sin
Tid blev meget omtalt,
skønt Forbrydelsen i og for
sig langtfra var et enestaa-
ende Tilfælde«, hos forskel-
lige ældre franske Forfatte-
:e, f. Eks.: M. de Bois-
Jourdain, Mélanges histori-
ques, 2. Bd., 1807; Edin. J.
Fr. Barbier, Chronique de
la Régence et du régne de
Louis XV, 1. Bd., 1885, el-
ler hos /. Buvat, Journal de
la Régence, udg. af E. Cam-
pardon, 2. Bd. (Tillæg),
1865. — Louis XV’s Rege-
ring, som var helt klar over,
hvor ødelæggende en saa-
dan sædelig Forvildelse
maatte virke paa de i For-
vejen raadne moralske For-
hold indenfor bestemte Sel-
skabskredse, besluttede at
statuere et Eksempel for at
forebygge at lignende For-
seelser kunde gentages, i
det mindste i samnre Omfang, idet der var over 200 Per-
soner implicerede i denne Sag. Man lod Abbeden Desfon-
taines slippe, men anholdt flere af hans mest berygtede
Fæller. Hovedophavsmanden, den ovennævnte Et. Benj.
Deschauffours blev dørnt til Døden paa Baalet. Straf-
fen fuldbyrdedes den 24. Maj 1726 paa Place de
Gråve.
Iblandt hans Medskyldige nævnes i første Række Jean
Baptiste Nattier, »peintre des Gobelins et de l’Académie«.
Hvem er denne tilsyneladende ikke ubetydelige, men ulige-
vægtige Kunstner, som ikke formaaede at modstaa de Fri-
stelser, som nrødte ham alle Vegne indenfor det 18. Aar-
hundredes Selskab? Slaar man efter i de almindelige
Kunstnerleksika — fra Mariette til Bryan —, saa bliver
Udbyttet aldeles utilfredsstillende, idet de deri fremsatte
Notitser ikke giver nogen positiv Oplysning om ham og
J. Baptiste Nattier: Ridder af deti tyske Ridderorden. (1723)
13