Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

KNUT HANSEN

1876-1926

Af et af den danske Kunst ikke-anerkendte Talenter, den nylig afdøde Knut Han-
s en giver Maleren Sophus Jiirgensen her en Karakteristik — og giver ham derved
paa dansk Grund en Oprejsning, åer desvcerre ikke kommer Kunstneren selv for Øje.

DET hænder, naar man — i gode Venners Kreds
| — sidder onr Baalet, at Samtalen gaar istaa,
fordi Ilden selv overtager Underholdningen.
Buldrende og knitrende, varme- og lysstraalen-
de, skabende vekslende
Flammebilleder, fatter dette
brændende Liv os ind i en
Forestillingskreds, som i
sammentrængt Form giver
et Sindbillede paa Livet fra
den spæde Fødsel, den stor-
mende Ungdom, den varme-
givende Manddom til den
hendøende Alderdom — fra

Livets Røde til Sorgens og
Dødens forkullede Sorte og
Askehvide. — •— —

Et saadant festligt, hedt
brændende, altfor tidligt
sluknende Baal syntes Knut
Hansen os — hans Fæller
— at være. Vi forstod at II-
den i ham maatte have sit
frie Løb, og lyttede da ger-
ne naar han talte, som oftest
om sit Arbejde, sine Bille-
der — ufødte og skabte —
dem han omfattede med en
sand Forældrekærlighed. At
føde dem med Smerte, at
faa dem godt anbragt, var
hans Livs Med og Maal,
hvis han da ikke — hvad
han helst vilde ■— kunde be-
holde dem alle Dage hos sig
selv.

Om alt dette fortalte han
paa denne lune, knitrende,
af tusend Nuancer og Ind-
fald lysende Maade — som
det nu engang er Ildens
Vane og Lov.

Og som hans Tale — saa-
dan hans Arbejde.

Det kan være saa lige en
Sag at sætte Pen eller Pen-
sel til Papiret, mange gør det ihvertfald saare frimodigt,
andre med større Betænkelighed, men de færreste kan ane,
at dér, hvor Knut Hansens Pensel kyssede det jomfruelige
Papir, dér sluttedes Kontakten — i Lyst og Kvide — mel-
lem to Verdener, en synlig og en usynlig, dér sledes et
Hjærte til Døde i ubrydelig Troskab mod sit Kald.

Altid luende Liv — hvert Værk er som en Nyskabning

Knut fiansen

— intet pinende Slid og derfor heller ingen Træthed og
dens træge Følgesvende — Facon og Manér. Nej! saa spi-
rituel er han i Brugen af sine Virkemidler, at man ofte ska!
se godt til, for ikke at tvivle om, at man staar overfor Bil-

leder af samme Mester. Men
alle er de forenede under II-
dens rensende Kamp — en
Kamp, hvor der aldrig er
gaaet paa Akkord, men hvor
vi ofte med Undren ser
Luen fortabe sig svimlende

i Ætheren.-

Sine »Motiver« — det
Udsigelige omkring det
Uudsigelige — til denne
evige Jacobskamp søgte han
i den »Verden«, hvor Livet
Ieves tilsyneladende legende
let og utvungent, i Teatre,
Varieteer, paa Væddeløbs-
baner, i Selskabssale og Re-
stauranter. Her groer det
forfinede Skønhedsbegreb,
som fransk Sprog har givet
Udtryk i Ordet: Elegance,
et Begreb, som Knut Han-
sen ifølge Natur og kunst-
nerisk Anlæg stod i et ned-
arvet intimt Forhold til.

Thi herom kan der næppe
næres Tvivl, at det er denne
udprægede Side af hans
Begavelse, der allerede i
hans unge Aar — omkring
de Tyve — henledte Udlan-
dets Opmærksomhed paa
ham, og uimodsigeligt er
det, at denne kræsne Kunst-
form naturnødvendigt trives
bedst under store Forhold,
hvor saavel Udvalgs- som
Eksistensmulighederne der-
for er bedre.

I nogle og tyve Aar tog
denne danske Kunstner —
thi dansk var han af Fødsel,
Anlæg og Skole — som en af de ganske faa her fra Landet
Kampen op paa Verdensarenaen for Tegnekunst, og hvor
godt han hævdede sig i denne Kamp, ses — foruden ved
Sammenligning med Kampfællerne — af den officielle
Anerkendelse der dér er bleven ham til Del. Foruden de
Billeder der findes af ham i Nationalgalleriet i Berlin,
Pinakotheket i Munchen og Louvregalleriet i Paris, har

65