Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

KJ ØBEN HAVNSKE BLADTEGNERE

De fire kjøbenhavnske Bladtegnere Carljensen, Hans Bendix, Jensenius og V a l d e m a r Andersen har
sluttet sig sammen om en Udstilling Redaktør Valdemar Koppel har vist Samleren den Elskværdighed at
ledsage nogle Billeder fra Udstillingen med et lille Causerie om kjøbenhavnsk Bladtegnings Historie og Udvikling.

DEN første kjøbenhavnske
j Bladtegner hed Rasmus
' Cliristiansen. Det er vel
tredve Aar siden, at han
hittede paa at gaa rundt til Teatrenes
Premiérer og tegne sine smaa Tinta-
maresque-Masker af Skuespillerne og
Skuespillerinderne. Efter første eller
højst andet Akt maatte han styrte op
paa Politikens Redaktion i Integade
for at faa Tegningerne (som sad inde
i hans Hjerne) ridsede ned betids nok
til, at de kunde komme i Bladet næste
Dag. Paa den Maade gjorde han alle
Sæsonens Premiérer med uden nogen-
sinde at opleve noget Dramas Afslut-
ning eller Opløsning. Der var jo Gene-
ralprøverne, vil man maaske sige. Ja,
det var der; men det skulde nogen ha-
ve prøvet paa den Gang at foreslaa en
Direktør, at han skulde give en Teg-
ner eller en Fotograf Adgang til sin
Generalprøve. Utænkeligt!

For at gøre sig en Forestilling om,
hvorledes de kjøbenhavnske Dagblade
saa ud forinden Rasmus Christiansen
dukkede op med sine smaa haandfaste
Karikaturer, maa man nu tage for sig
et Eksemplar af Jyllandsposten, som
vistnok er det eneste Dagblad her i
Landet uden Billeder. Før Rasmus fandtes kun det tomme
Rum. Evnerne var der utvivlsomt, men Lejligheden var der
ikke. Alfred Schmidt kunde være blevet en fremragende
Dagbladstegner.

Hvor kunde ikke
hans »Ræv« — et
ægte journalistisk
Paafund! — være
dyrket og kælet for
og udpyntet med
daglige ny smaa
Tricks netop i et
Dagblads Spalter!

Men det laa ikke for.

Eller lad os gaa et
Skridt længere tilba-
ge i Danmarkshisto-
rien og nævne Nav-
net Fritz Jiirgensen.

Det hænder aldrig,
at man — i Bekneb
for et satirisk Billede
til Bladets Morgen-
nummer — blader

Fritz Jiirgensens Tegninger igennem
uden at man finder den Idé, som pas-
ser til Øjeblikkets Situation som til en
Haand en Handske. Saa evige er hans
Tanker, saa rammende hans Satire,
saa dybt menneskelige hans Repliker!

De første Bladtegnere var Proleta-
rer. Man betragtede dem som næs-
vise og paatrængende Personer, der
ikke havde noget dér at gøre. Jeg kan
huske et Sammenstød, jeg paa Ras-
mus Christiansens Vegne havde med
en eller anden Rektor Magnificus, der
vilde lade mig vide, at naar højlærde
Udlændinge kom her til Landet til vi-
denskabelig Kongres, som dansk Vi-
denskabs, det vil sige som hele Lan-
dets Ciæster, saa var det ikke Menin-
gen, at Politikens Tegner skulde gaa
hen og tegne uærbødige Karikaturer
af dem. Det maatte han skarpt paatale
som ganske upassende. Det var vel
ca. 25 Aar forinden Kongen af Bul-
garien gæstede os qua Ornitolog, uden
at hans dobbelte Egenskab af Maje-
stæt og Videnskabsmand skræmmede
Bladtegnernes Hær af Gribbe eller im-
ponerede dem i mindste Maade. Men
den Gang var det knapt, at de tole-
reredes. De maatte selv se, hvordan de
kunde klare sig og skaffe sig Albuerum. Nu er der ingen, der
nogetsteds — i Rigsdagen, i vore Retssale, ved Fester og
Højtideligheder af enhver Art — optræder med den ynde-

fulde og naturlige
Dristighed som Teg-
nerne. Der er ikke den
Dør, der er dem hel-
Iig, ikke den Skran-
ke, de respekterer.
Overalt regerer de
suverænt. Alt, hvad
der foregaar, sker
kun for at skaffe dem
Stof til deres uærbø-
dige Métier. Der var
en vigtig parlamenta-
risk eller interparla-
mentarisk Kongres i
denne Sommer. Jeg
sad selv meget højt
oppe i en Loge paa
Kristiansborg og for-
søgte at opfange no-
get af, hvad der fore-

184