Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

og i 1912 flyttede jeg det til større Lokaler i Knippelsbro-
gade, hvorfra der gik en ikke ringe Eksport til Udlandet.
Tyskland, som havde været min første udenlandske Kunde.
var dog stadig den største Aftager, og Salget dér foregik
gennem Hr. Carl Dyhr, som havde Udsalg paa Kurfiir-
stendam i Berlin. Paa dette Tidspunkt beskæftigede jeg
ca. 60 Mand paa mit Værksted, og flere fremragende
Kunstnere tegnede til mig. Men saa kom Verdenskrigen
og dermed Lukning af det tyske Marked. En drøj Tid
fulgte, jeg vilde nødig afskedige mine udmærkede Med-
arbejdere, men det lykkedes rnig paa Verdens-Udstillingen
i St. Francisco i 1915 at faa Anrerika i Tale, samtidig med
at min gode Ven Niels Wendel i Sverige fik oparbejdet en
stor og kunstforstaaende Kundekreds, saaledes at Salget
her delvis erstattede Tyskland.

Skønt Virksomheden trods Krigens Vanskeligheder sta-
dig voksede sig større og større, havde de første Krigsaar
dog slaaet den pekuniære Grund bort under inine Fødder,
og jeg saa derfor ingen anden Udvej end at lade mit Livs
Virksomhed overgaa til et Aktieselskab. Dette skete i 1916.

DET RELIGIØSE GENNEMBRUD

BORTSET fra Behandlingen af Thorvaldsens kriste-
lige Kunst maa Plons Værk betegnes som et be-
tydeligt Arbejde, der vel i den biografiske Del byg-
ger paa Thiele og i Opusfortegnelsen paa L. Muller 1), men
som adskiller sig væsentligt fra sin danske Hovedkilde ved
tillige at rumme en analytisk-kritisk Vurdering af Vær-
kerne. Plons Vurdering er præget af Beundring og Sym-
pati, i al sin Knaphed tillige af en Selvstændighed i Op-
fattelsen, som paa visse Punkter foregriber et langt senere
Stadium af Thorvaldsen-Forskningen.

Imidlertid forholder Plon sig ligesom sine to Efterfølgere
i fransk Thorvaldsen-Kritik, Henri Delaborde og S. jacque-
mont, besynderligt afvisende overfor Thorvaldsens kriste-
Iige Kunst, særlig Kristusfiguren. Plons Holdning har væ-
ret medbestemmende for de senere Biografers, nren det er
dog et Spørgsmaal, om ikke denne Enstemnrighed maa til-
skrives dybere Grunde, først og fremmest cn racebestcmt
Uimodtagelighed overfor den Aand, der saa magtfuldt ind-
virker paa Nordbo og Germaner gennem Thorvaldsens Kri-
stus.

Hvis der tør forudsættes en saadan racebestemt Forskel
i Synsmaaden, hvad vi her maa indskrænke os til at frem-
føre som en Formodning, om hvis Berettigelse vi person-
lig ikke nærer nogen Tvivl, ligger det nær at tænke sig, at
nationale Instinkter kan have været medvirkende til at ud-
dybe Uimodtageligheden til mere eller mindre frydefuldt
Mishag, selvfølgelig uden at Processen har været de paa-
gældende Forfattere — quos honoris causa nomino —
bevidst.

Det er bekendt, at Thorvaldsen — skønt han var nær
Ven af Horace Vernet — forholdt sig køligt reserveret til

Arbejdet forøgedes yderligere, en selvstændig Bygning
rejstes i Haraldsgade 118, og Udsalg aabnedes i de fleste
Hovedstæder og større Byer i Europa og Amerika.

I Efteraaret 1924 tog jeg til Paris for at varetage Fir-
maets Interesser paa Verdensudstillingen, hvor jeg havde
den Glæde og Ære at opnaa Grand Prix. Under mit paa-
følgende toaarige Ophold i Paris udførte jeg forskellige
større Sølvsnrede-Arbejder, bl. a. et Par store Vinkølere,
som udstilledes paa Salonen i 1926 og ejes af en fransk
Millionær Mr. Cydreau; ogsaa til den amerikanske Mil-
liardær Mr. John Gould forarbejdede jeg nogle større Ting.
Jeg er dog nu vendt tilbage for ligesom tidligere at fore-
staa den kunstneriske Ledelse af AktieselSkabets store
Virksomhed.

Og naar jeg nu ser tilbage over min Gerning, forekom-
mer det mig, at jeg ved mit beskedne Bidrag til den Aner-
kendelse, dansk Kunsthaandværk har naaet i Udlandet, ef-
ter Evne har været med til at gøre Danmark synligt for de
fremmede og hævde vort Lands Anseelse og Ry, og ogsaa
derved har jeg haft Glæde af mit Arbejde.

I THORVALDSENS UNGDOMSLIV

fransk Aand og Kunst og aldrig satte sine Ben i Frankrig.
Hans Forhold til Antiken var jo afledet af den germanske
Reaktion inrod, hvad der for Datiden virkede som Unatur i
den franske Kunst, vel ogsaa imod dennes Iangvarige Hege-
moni.

I sine tidligste Romeraar havde Thorvaldsen desuden
lært at betragte de sejrrige Franskmænd, der røvede de
romerske Kunstskatte, med de overvundnes Øjne, et Forhold
som i højere Grad end hidtil paaagtet gør sig gældende i
Behandlingen af Aleksanderfrisen jævnsides med den uvil-
kaarlige Beundring for det heroiske hos den korsikanske
Usurpator.

Denne reserverede Holdning rnødtes med tilsvarende Kø-
lighed fra fransk Side. Thorvaldsens Berømmelse var naaet
til Frankrig, hans Værker derimod ikke, paa enkelte Und-
tagelser nær, særlig Busten af Napoleon i Tuileriernes
Tronsal. Da der endelig i 1849, fem Aar efter Thorvald-
sens Død, blev gjort Forsøg paa at indhente noget af det
forsømte, idet den daværende directeur des beaux-arts,
Charles Blanc, blev officielt udsendt for ved Auktionen i
København over Dubletter af Thorvaldsen’ske Værker at
erhverve en Repræsentation for den danske Mester til Ind-
Iemmelse i de franske Samlinger, var det, i Følge Dela-
borde, med Paalæg om at holde sig til Gipsafstøbninger
af i det højeste 8 Statuer samt en Gengivelse i samme Ma-
teriale af Aleksanderfrisen, som jo havde en vis national
Tilknytning til Frankrig, foranlediget som dens Tilblivelse
var af Forberedelserne til Napoleons forventede Ankomst til

’) Fortegnelse over Thorvaldsens Værker i Thorvaldsens Mu-
seum, af Lic. L. Miiller. Kjøbenhavn 1848.

171