Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

L I D T

HERR Magister Bundgaards Fødsels-
dagsartikel om johan Rohde i Sam-
lerens forrige Hefte frister mig til
at korrigere et og andet i Oplysningerne om
»De frie Studieskolers«, specielt Zahrt-
manns Skoles Opstaaen og første Begyn-
delse.

Den, der i al Almindelighed søger paa-
lidelig Besked om denne Sag kan henvi-
ses til Xylograf Hendriksens Zahrtmann-
Bog, hvis Redegørelse støtter sig til Med-
delelser fra gamle Elever, væsentlig Johan
Rohde.

Frantz Schwartz var jo ganske rigtigt,
som Magister Bundgaard skriver, den
Kunstner, de unge Oprørere mod Akade-
miet først henvendte sig til med Anmodning
om at være deres Lærer; men det er mis-
visende, naar det siden hedder: »Efter kort
Tid blev Schwartz ked af Lærergerningen,
men han mistede ikke derfor Interessen for
Sagen. Han fik Tuxen til at overtage det
(?), og under hans kyndige Ledelse etc.«.

I Virkeligheden vedblev Schwartz en Tid
endnu at undervise paa Skolen, idet han
overtog dens yngste Elever og dannede en
Slags Forberedelsesklasse for Tuxens og
Krøyers Skole.

I Hendriksens Bog hedder det: »Akade-
miets Forsøg paa overfor Staten at fra-
raade Understøttelser til Skolen maatte
dog modarbejdes. J. Rohde siger herom:

»For nu at kunne godtgøre i det mindste
rent formelt, at Skolen kun optog de saa-
kaldte »Viderekomne« og ikke Begyndere
som dem, der besøgte Akademiets forbere-
dende Klasser, paatog Frantz Schwartz sig
at »forberede« saadanne Elever, som Tuxen
og Krøyer ikke mente at kunne betragte
som viderekomne. Et Skjærmbræt blev
stillet op i Atelieret (paa det gamle Halm-
torv?), nogle Gibsbuster, Vaser og Kruk-
ker anskaffedes, og her havde saa Schwartz
sin lille private »Forberedelsesskole« til den
egentlige »Studieskole«. Efter et Aarstids
Forløb blev Schwartz imidlertid træt og
foreslog Zahrtmann, der i November 1884
vendte hjem, at fortsætte dermed«.

Jeg tvivler ikke om, at dette har sin Rig-
tighed, saadan er vel Forberedelsesskolen
begyndt. Men da jeg i Efteraaret 1884
søgte Optagelse paa »De frie Studieskoler«

I N D S 1

og i den Anledning gik op til Frantz
Schwartz, soin gav mig Adgang til sin
Klasse, havde denne sit eget Lokale i et
Atelier paa Filippavej. Dens yngste Elev,
som blev optaget omtrent samtidig med
mig, var Johannes Larsen, den Gang kun
15—16 Aar gammel; desuden besøgtes Sko-
len bl. a. af Niels Mollerup, tidligere Elev
af Kyhn og siden Tegnelærer ved Birke-
rød Kostskole, Fætrene Kongstad Petersen
og Kongstad Rasmussen, Th. Oppermann,
Niels Holsø, Kierkegaard, der senere op-
gav Kunsten for Theologien, Nordmanden
Munthe Berg, den tidligere Xylograf Emil
Mortensen, og Niels Hansen, en fynsk Ma-
lersvend, den eneste af os, som senere søgte
ind paa Krøyers Skole — muligvis endnu
nogle flere, som jeg ikke mere husker.

Dette Hold af Elever var det, Zahrtmann
overtog, da han efter Juleferien i Januar
1885 begyndte sin Lærervirksomhed i det
store Atelier øverst oppe i Hotel Fønix ud
mod Dronningens Tværgade, hvortil Sko-
len samtidig var forlagt. Vi havde aldrig
været Krøyers Elever.

Saa vidt jeg ved, gjorde Zahrtmann det
til eti Betingelse for sin Overtagelse af
Skolen, at han ikke vilde have den betrag-
tet som en Forberedelsesskole, men selv
føre Eleverne videre. I Hendriksens Bog
staar, at han først senere, da han blev
kendt med Eleverne, hvis Antal imidlertid
var vokset baade kvantitativt og kvalitativt,
— om man tør bruge dette Udtryk — stil-
lede denne Fordring. Jeg tør ikke benægte,
at dette maaske kan være rigtigt. Ligeledes
har det — om end kun delvis — sin Rig-
tighed, naar Magister Bundgaard skriver:
»Zahrtmanns Skole blev »Studieskoiernes«
Smertensbarn. Der gik de forfærdeligste
Rygter om den: Eleverne skiftedes til at
staa Model for hinanden, naar de da ikke
spillede Klink eller Violin. En særlig mis-
iykket Fyr fortalte man, at Zahrtmann
havde taget, fordi han sgu havde en dejiig
Sangstemme.«

Disse »Rygter«, som Forfatteren jo ikke
giver itd for andet end hvad de var, kunde
faa mig til at opfriske lyse Minder fra min
lykkeligste Ungdomstid, men det er jo ikke
Meningen med dette Indlæg.

Rygtet om Eleverne, der stod Model for

G E L S E

hinanden, var rigtigt. Af Modelpengene hen-
lagdes Halvdelen til et Fond, som skulde
anvendes til et større Gilde paa Atelieret.
Vi var fattige og fandt herved Udvej til
en Festaften, vi ellers ikke kunde tillade os.
Det er ogsaa rigtigt, at der i Frokostpav-
sen, naar Foraaret nærmere sig, og Døren
til »Taganlæget« kunde aabnes, blev spil-
let Klink derude, hvad maaske til Tider
nok kunde forlænge den reglementerede,
halve Times Pause. Og Violinspillet! Ja,
Tycho Jessen var »Zahrtmændenes« ypper-
lige Violinist, som Georg Seligmann var
»Krøyernes« Cellist, men Koncerterne paa
Zahrtmanns Skole fandt Sted efter endt
Aftenkursus. Det var der ingen Grund til
at forarges over.

Men Rygtet om »Umuliusen« med den
dejlige. Sangstemme, som skaffede ham Ad-
gang til Skolen, har intet paa sig. Vistnok
var Zahrtmann, saa strengt han ellers op-
tugtede os, lidt for tilbøjelig til at aabne
Døren for Amatører og Dilettanter, men
det hang sammen med hans Samvittigheds-
fuldhed og Angst for at nægte nogen kunst-
nerisk Mulighed Lejlighed til at udfolde sig.
For Resten var der ogsaa en og anden af
dem, der viste sig temmelig umulige som
Elever, der dog siden blev gode Kunstnere.
Lad det i denne Forbindelse være tilladt at
nævne en Mand som Hans Knudsen — han
vil ikke tage mig det ilde op. Desuden gav
Zahrtmann sine Elever Medbestemmelses-
ret om, hvem der burde optages, og alene
af den Grund er Tilfældet med den stem-
mebegavede Umulius temmelig utænkeligt.

Min Indsigelse kan og skal ikke opfattes
som smaalig eller fjendtlig Protest mod
Unøjagtigheder i Herr Magister Bund-
gaards Artikel. Men det er ikke første
Gang, jeg har mødt fejlagtige Angivelser
af disse »frie« Skolers Form og Tilblivelse
— jeg mindes f. Eks. saadanne fra Carl
V. Petersens Bog om Larsen Stevns — og
hvorfor skal der uimodsagt danne sig Sagn
og Myter om Institutioner, der har spillet
en Rolle i vor Kunst, og hvis Grundlægge-
re og Parthavere endnu lever. Vi har, synes
mig, Forpligtelse til at protestere. Til sy-
vende og sidst er det jo i danske Kunst-
historikeres egen Interesse at faa saadanne
Fejltagelser korrigerede. Nic. Liitzhoft.

DRONNINGEN A F ENGLANDS DUKKEBIBLIOTEK

Det storslaaede Dukkehus, som engelske
Kunstnere skabte til den engelske Dron-
ning, og som var en af Wembley-Udstillin-
gens Hovedattraktioner, indeholder ogsaa
et Bibliotek; der atter er et Vidunder for
sig. Om dette Dukkehus har den engelske
Forlægger Methuen udgivet et Pragtværk i
to Bind: »Bogen om Dronningens Dukke-
hus«. Billedudsmykningen af disse bitte
smaa Bøger har 600 engelske Kunstnere

udført i smaa Malerier, Raderinger og Teg-
ninger, og af disse 600 Miniaturer, afbildes
200 i Bogen. Desuden indeholder Værket
Fotografier af alle Dukkehusets Etager og
Værelser set fra alle Sider.

Andet Bind af Pragtværket er ganske hel-
liget Biblioteket. Til dette har 170 Forfat-
tere bidraget med ganske smaa, kostbart
indbundne Bøger, der alle er haandskrevne,
for Størstedelen af Forfatteren selv. Den

engelske Dronnings Dukkebibliotek faar sin
særlige Værdi derved, at de fleste Bøger
tillige er Autografier af berømte Forfat-
tere og Indholdet er egentlig forfattet i
dette Øjemed. Blandt Skattene findes en
Udgave af Kiplings Digte, skrevet af ham
selv og udsmykket med talrige Tegninger.
Den lille Bog var, da den blev udlaant til
Reproduktion, forsikret for 500 Pund Ster-
ling.

XIV