DOI Heft:
Nr. 7 (Juli 1926)
DOI Artikel:Vitry, Paul: Et Udsyn over den franske Kunsts Udvikling
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0189
ET UDSYN OVER DEN FRANSKE KUNSTS UDVIKLING
Af Professor Paul Vit ry, Conservateur ved Mus ée d u Louv r e bringer vi her som
Hovedbidraget i Samlerens franske Særnummer en instruktiv Gennemgang af den
franske Kunsts Udviklingsfaser. Paul Vitry, der som bekendt fornylig gcestede Kjøben-
havn og holdt Foredrag her, regnes for en af sit Hjemlands betydeligste Kunstkendere.
DEN franske Kunsts Historie viser i de sidste ti
| Aarhundreder en beundringsværdig Sammen-
' hæng, som man meget sjældent møder inden for
andre Landes kunstneriske Udvikling. Andre
Steder betegner straalende Genier og talstærke Skoler, om-
kring en Rubens, en Velasquez, en Rembrandt, en Rey-
nolds, pludselige men kortvarige Glansperioder; selv Italien
med sine store gyldne
kunstneriske Aarhundreder
og med sine overordent-
lige, geniale Mestre, som
Vinci og Michel Angelo,
selv dette Land har næppe
en ubrudt Række af Vær-
ker af enhver Art be-
herskede af saadanne,
som støttes af den for-
trinsvis førende Kunst:
Arkitekturen. — Ganske
vist har det heller ikke
manglet paa geniale
Kunstnere i Frankrig, men
det er i særlig Grad en
Slags Middel-Talenter, der
danner et samlet Kunst-
milieu af særlig Kvalitet og
falder i Øjnene og inden-
for enhver Periode paa-
tvinger sig Opmærksom-
heden.
Henimod Midten af den-
ne lange, næsten tusind-
aarige Udvikling deles den
i to omtrent lige store Af-
delinger ved et pludseligt
Intermezzo, der med Uret-
te kaldes Renæssanceti. I
den første Periode fore-
gaar der under Betegnelserne den romanske Kunst og den
gothiske Kunst en logisk og sammenhængende Udvikling
af en helt igennem national Kunst, selvom den undertiden
kommer under fremmed Indflydelse og trods det, at den
skabes paa Basis af Rester fra tidligere Kulturer. I den an-
den Halvdel fødes der derimod en Kunst ved fuldstændig
Omplantning af fremmede Elementer laante hos den græ-
ske og romerske Antik og i Italien. Men Tilegnelsen af disse
fremmede Elementer var af en saadan Beskaffenhed og
den originale Genskabelse var saa personlig i sine Resul-
tater, at man roligt kan kalde denne det sekstende, syttende
og attende Aarhundredes franske Kunst for rig og original
og især for ledende, idet den for sit Vedkommende blev
efterlignet og efterfulgt af hele Europa.
A'*idt i hver af disse Perioder, Gothiken og Klassicismen,
er der en Slags Guldalder, der synes os at være den mest
straalende, den ivrigst skabende og den der udadtil spre-
der mest Glans over Landet; det er dels St. Louis (den hel-
liges) Epoke i det trettende Aardundrede og dels Louis
XIV.s i det syttende Aarhundrede. —
Før det tiende Aarhundrede havde Kunsten sikkert ikke
fjernet sig ret langt fra den Kultur, der udvikledes paa det
gamle Galliens Jord; Tra-
ditionerne fra den latinske
Kunst, paa gammel keltisk
Grund blandet med orien-
talske Elementer, især fra
Byzanz, samt med atter
andre Elementer fra Nord,
hidbragt ved Barbarernes
Indtrængen, skabte en bro-
get Sammensætning, hvor-
fra der paa Merovingernes
eller Carolingernes Tid ik-
ke frembrød et eneste stør-
re, afgørende Værk. Men
med Slutningen af det tien-
de og Begyndelsen af det
ellevte Aarhundrede aaben-
barer der sig en rig, le-
vende og afvekslende Ar-
kitektur — forøvrigt næ-
sten samtidig ved Rhinen
og i Italien —, der i Løbet
af det ellevte og tolvte
Aarhundrede skabte Byg-
ningsværker af en Rigdom
og storladen Majestæt i
de store Klostre og de
første Catedraler (St. Ser-
nin i Toulouse, Notre-
Dame-du-Port i Clermont-
Ferrand; Saint Frond de
Périgueux; Madeleine-Kirken i Vezelay) ligesom talrige
smaa Kirker — lokale Kunstskolers Værker — forøvrigt
slutter sig til disse Hovedværker og ligesom disse for Stør-
stedelen bygget og hvælvet i Sten. De smykkes af overdaa-
dige og delvis originale Billedhuggerarbejder, som tydeligt
efterligner de klassiske Kapitæler og Friser, eller mere
eller mindre dygtigt overfører de byzantiske Dekorations-
forrner, men man finder dog ofte allerede i dem de livlige
Figurer fra det gande og det nye Testamentes Fortællinger
eller Emner laant fra Prædikensamlinger (f. Eks. Allego-
rien om Dyderne og Lasterne) eller de fremstiller den
store symbolske Dommedagsscene, saaledes som det er
sket i Portalfelterne paa Kirkerne i Moissac eller Autun.
Ogsaa Maleriet spiller en meget stor Rolle i disse ro-
manske Kirkers Udsmykning. Ved sin Pragt fremhæver
(Phoi. Glraudon)
Domkirken St. Pierre i Moissac. XII. Aarhundrede
115
Af Professor Paul Vit ry, Conservateur ved Mus ée d u Louv r e bringer vi her som
Hovedbidraget i Samlerens franske Særnummer en instruktiv Gennemgang af den
franske Kunsts Udviklingsfaser. Paul Vitry, der som bekendt fornylig gcestede Kjøben-
havn og holdt Foredrag her, regnes for en af sit Hjemlands betydeligste Kunstkendere.
DEN franske Kunsts Historie viser i de sidste ti
| Aarhundreder en beundringsværdig Sammen-
' hæng, som man meget sjældent møder inden for
andre Landes kunstneriske Udvikling. Andre
Steder betegner straalende Genier og talstærke Skoler, om-
kring en Rubens, en Velasquez, en Rembrandt, en Rey-
nolds, pludselige men kortvarige Glansperioder; selv Italien
med sine store gyldne
kunstneriske Aarhundreder
og med sine overordent-
lige, geniale Mestre, som
Vinci og Michel Angelo,
selv dette Land har næppe
en ubrudt Række af Vær-
ker af enhver Art be-
herskede af saadanne,
som støttes af den for-
trinsvis førende Kunst:
Arkitekturen. — Ganske
vist har det heller ikke
manglet paa geniale
Kunstnere i Frankrig, men
det er i særlig Grad en
Slags Middel-Talenter, der
danner et samlet Kunst-
milieu af særlig Kvalitet og
falder i Øjnene og inden-
for enhver Periode paa-
tvinger sig Opmærksom-
heden.
Henimod Midten af den-
ne lange, næsten tusind-
aarige Udvikling deles den
i to omtrent lige store Af-
delinger ved et pludseligt
Intermezzo, der med Uret-
te kaldes Renæssanceti. I
den første Periode fore-
gaar der under Betegnelserne den romanske Kunst og den
gothiske Kunst en logisk og sammenhængende Udvikling
af en helt igennem national Kunst, selvom den undertiden
kommer under fremmed Indflydelse og trods det, at den
skabes paa Basis af Rester fra tidligere Kulturer. I den an-
den Halvdel fødes der derimod en Kunst ved fuldstændig
Omplantning af fremmede Elementer laante hos den græ-
ske og romerske Antik og i Italien. Men Tilegnelsen af disse
fremmede Elementer var af en saadan Beskaffenhed og
den originale Genskabelse var saa personlig i sine Resul-
tater, at man roligt kan kalde denne det sekstende, syttende
og attende Aarhundredes franske Kunst for rig og original
og især for ledende, idet den for sit Vedkommende blev
efterlignet og efterfulgt af hele Europa.
A'*idt i hver af disse Perioder, Gothiken og Klassicismen,
er der en Slags Guldalder, der synes os at være den mest
straalende, den ivrigst skabende og den der udadtil spre-
der mest Glans over Landet; det er dels St. Louis (den hel-
liges) Epoke i det trettende Aardundrede og dels Louis
XIV.s i det syttende Aarhundrede. —
Før det tiende Aarhundrede havde Kunsten sikkert ikke
fjernet sig ret langt fra den Kultur, der udvikledes paa det
gamle Galliens Jord; Tra-
ditionerne fra den latinske
Kunst, paa gammel keltisk
Grund blandet med orien-
talske Elementer, især fra
Byzanz, samt med atter
andre Elementer fra Nord,
hidbragt ved Barbarernes
Indtrængen, skabte en bro-
get Sammensætning, hvor-
fra der paa Merovingernes
eller Carolingernes Tid ik-
ke frembrød et eneste stør-
re, afgørende Værk. Men
med Slutningen af det tien-
de og Begyndelsen af det
ellevte Aarhundrede aaben-
barer der sig en rig, le-
vende og afvekslende Ar-
kitektur — forøvrigt næ-
sten samtidig ved Rhinen
og i Italien —, der i Løbet
af det ellevte og tolvte
Aarhundrede skabte Byg-
ningsværker af en Rigdom
og storladen Majestæt i
de store Klostre og de
første Catedraler (St. Ser-
nin i Toulouse, Notre-
Dame-du-Port i Clermont-
Ferrand; Saint Frond de
Périgueux; Madeleine-Kirken i Vezelay) ligesom talrige
smaa Kirker — lokale Kunstskolers Værker — forøvrigt
slutter sig til disse Hovedværker og ligesom disse for Stør-
stedelen bygget og hvælvet i Sten. De smykkes af overdaa-
dige og delvis originale Billedhuggerarbejder, som tydeligt
efterligner de klassiske Kapitæler og Friser, eller mere
eller mindre dygtigt overfører de byzantiske Dekorations-
forrner, men man finder dog ofte allerede i dem de livlige
Figurer fra det gande og det nye Testamentes Fortællinger
eller Emner laant fra Prædikensamlinger (f. Eks. Allego-
rien om Dyderne og Lasterne) eller de fremstiller den
store symbolske Dommedagsscene, saaledes som det er
sket i Portalfelterne paa Kirkerne i Moissac eller Autun.
Ogsaa Maleriet spiller en meget stor Rolle i disse ro-
manske Kirkers Udsmykning. Ved sin Pragt fremhæver
(Phoi. Glraudon)
Domkirken St. Pierre i Moissac. XII. Aarhundrede
115