Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

KRITIK OO TYRANI

Maleren Edvard Weie retter nedenfor et rask lille Angreb paa Øjeblikkets kunstneriske Kritik
i Almindelighed og en af dens Reprcesentanter, Docent Vilhelm Wanscheri Særdeleshed.

DER er vel nogenlunde Enighed om, at den offi-
cielle Kritik forlængst har stemplet sig selv som
umulig i Tidens brændende kunstneriske
Spørgsmaal, og man skulde ikke forstyrre den
i dens Virksomhed, saa længe den i al Almindelighed holdt
sig til at snakke om de Ting den ikke forstaar, eller i kri-
tiske Kommentarer, der har Karakteren af Solstraalefortæl-
linger anbefaler en uanstødelig Naturalisme til et købe-
dygtigt Publikum. Lad den fortsætte med dette saa længe
den lyster, den har saa vidst endnu aldrig været dødbrin-
gende for nogen reel kunstnerisk Søgen. Men naar den paa
dette Program begunstiget af Øjeblikkets Forvirring og
Mangel paa kunstnerisk Standard forsøger at spænde Ben
for enhver fri Udvikling, udøve et Tyranni, der svinger Pi-
sken over enhver, der mukker, saa er saa usunde Tilstande
inde, at der maa protesteres.

Eller hvorledes skal man betegne en Kritik som den Do-
cent Wanscher i de senere Aar praktiserer, og som kom
frem i Renkultur ved hans Omtale af den store Udstilling
af moderne Kunst paa Charlottenborg i Oktober Maa-
ned. Man maa være meget naiv for at kunne misforstaa
den usædvanlige Travlhed han der lagde for Dagen med at
trække Skillelinier og foretage Isoleringsforsøg, hvis indly-
sende Urigtighed kun blev overgaaet af den tykke Uvi-
denhed i det Spørgsmaal han i saa smædesyge Vendinger
omtalte.

Naar man betænker, det drejede sig om Forvanskning
af en Kunst som menneskelig ubetydelig, der netop ifølge
Sagens indre Sammenhæng er en Reaktion i stik modsat
Retning den forrige, som just var Indbegrebet af Over-
flade. Nedrakning af dens stykkevise Forsøg som dilettan-
tiske og karaktersvage, der dog — skulde man tro —
maatte være forstaaeligt for ethvert Barn, eftersom man

maa krybe, før man kan gaa, altsammen paa Bekostning
af det sædvanlige banale Krav om færdige Resultater. Saa
er det ikke ubilligt at stemple en saadan Kritik som Pjank,
thi der er ingen Forskel paa den og Skomager Chr. Lar-
sens sædvanlige: Er det færdigt og ligner det?

Og det er vanskeligt ikke at harmes, naar disse An-
klager og denne Præken orn kunstnerisk Moral, Tugt, Ka-
rakter, kominer fra en Kant, og til Fordel for en Klike, som
selv aldrig har lagt noget Overmaal for Dagen af disse
Begreber, men hvis henholdsvis kritiske og maleriske Lø-
bebaner tværtimod er kendetegnet ved en Række skiftende
kunstneriske Standpunkter hver fjortende Dag. Dobbelt
vanskeligt, naar det er til at tage og føle paa, at denne
Klike, hans saakaldte »bedre« nred den »gradvise Udvik-
ling« saa godt som alle har profiteret rigtig tykt af disse
Forsøg — Forsøg, Karl Isakson, i Erkendelse af deres
Ufuldkommenhed, selv skjulte ængstelig over og vilde
vende sig i sin Grav ved at vide overgramsede og ned-
rakkede.

Var det ikke Hr. Wanscher, der havde saa stærk en Kval-
me over det utiltalende i Swanes Kritik over Kai Nielsen
saa kort efter hans Død, og hvis Utidighed heller ikke let
lader sig undskylde. Men den indeholdt sikkert et mere
sagligt begrundet kritisk Syn og en ikke nær saa smæde-
fuld Tone, som den Wanscher nu opvarter med over for
Isakson, hvis Grav næppe heller kan siges at være sunken.

Enthousiasme og Temperament kan være meget godt,
inen Iad os være fri for, at det i den Form, som er Hr. Wan-
scher ejendonnneligt, paatvinges moderneMaleri gennem de
kunstneriske Opkomlinge han nu er Barnepige for. Det
uberettigede, ja skadelige i et saadant Forhold skal jeg i et
Par senere Artikler ud fra strengt saglige kunstneriske og
artistiske Synspunkter forsøge at paavise. Edv. Weie.

HVORFOR MAA DER IKKE KOPIERES PAA NIVAAGAARD?

Maleren Andrea s Friis følersig, som det fremgaar af hans Indlæg, fortørnet over,
at det nu er umuligt at faa Lov til at kopiere i Nivaagaardsamlingen. En Tilbage-
venden til Forholdene inden Godsejer Hage s Død vil sikkert tjene Kunsten bedst.

For nogen Tid siden ønskede jeg at
male en lille Copi af et Billede i
Nivaagaardsamlingen (Bonifazia
Vennese) for at undersøge Venezianernes
Teknik. Dette Billede er meget farve-
kraftigt og smukt, derfor det mest lære-
rige i sin Art, vi har herhjemme. Jeg
tog derover, men blev af Opsynet
nægtet Tilladelse til enhver Art af Co-
piering. Jeg maatte ikke sætte Farver
paa en medbragt Tegning af Omridslinier-
ne, jeg maatte ikke tegne Billedet af i min
Skitzebog, med Nød og Næppe fik jeg Lov
at gøre Notitser om det i min Lommebog.
Da Frøkenen, som bebor Hovedbygningen
efter Godsejer Hages Død, var bortrejst,
var der ikke mere for mig at opnaa og
jeg maatte rejse hjem igen med uforrettet
Sag.

Straks efter sendte jeg et Brev til Direk-
tør Karl Madsen, som er Formand i Sam-
lingens Bestyrelse, med Anmodning om en
Tilladelse til at copiere, idet jeg angav mi-
ne Grunde herfor. Herpaa fik jeg af Di-
rektør Karl Madsen et meget elskværdigt,
men afgørende Afslag, idet Bestyrelsen ik-
ke kunde »fravige en af Samlingens Ska-
ber truffen Bestemmelse«.

Nivaagaardsamlingen er jo som bekendt
ikke mere nogen Privatsamling, men en
»offentlig Institution«. Medens Godsejer
Hage Ievede har jeg engang tidligere haft
hans Tilladelse til at copiere. —• Jeg har
derfor spurgt mig selv, og vil gerne gen-
nem »Samleren« lade Spørgsmaalet gaa vi-
dere: Hvorledes er det muligt, at denne ud-
mærkede og herhjemme enestaaende Sam-
Iing i Længden kan opretholde et saadant

Forbud? Er ikke vore Samlingers første og
eneste Formaal at være til Nytte for Kunst-
Iivet og Kulturen her i Landet? Og da først
og fremmest for Kunstnerne, som har For-
udsætninger for at forstaa og tilegne sig
de gamle Mesterværkers Værdi. Mangfol-
dige Kunstnere, selv de aller betydeligste,
har hele deres Liv igennem lært af og
forfrisket sig ved at copiere. En Genfrem-
stilling har altid været iregnet for et af de
virksornste Midler til Forstaaelse.

Naar det forholder sig saaledes, er der
saa ikke noget urimeligt i, at en Kunstner
skal være nødt til at opsøge paa Louvre, i
Dresden eller Venedig, hvad han uden Be-
kostning kunde finde ud af paa en af Lan-
dets egne Samlinger herhjemme saa-
fremt han da fik Lov til det.

Januar, 1926. Andreas Friis.

11