Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

A F E T TRES-AARIGT KUNSTNERLIV

ERINDRINGER FRA MIN BARNDOM OG UDVIKLING

Georg Jensen fyldte den 31. August 60 Aar. — Den udmærkede Kunstner har paa Samlerens Opfordring
skrevet efterfølgende Artikel som bl. a. lllustrationer ledsages af Gengivelser af hans første Billedhuggerarbejder.

JEG blev født i den lille
Fabriksby Raadvad en
Sensommerdag 1866,
nemlig den 31. August.

Fra mine allertidligste Aar
har jeg ingen Erindring,
kun husker jeg, at det altid
var dejlig varm Sommer paa
inin Fødselsdag.

Raadvad var et Paradis
paa Jorden, den herligste
Skov af mægtige Ege- og
Bøgetræer, den store Dam,
hvorfra Aaen, som drev
Vandmøllen, delte sig i to
Arme og løb videre igennetn
Mosen med det mystiske El-
lekrat, hvor Kragerne lige
efter Solnedgang samledes i
store Flokke og skreg op,
saa at man kunde høre det
langt væk. Vi Børn var eni-
ge om, at de holdt Rigsdag
der.

Dejlig var den gamle EI-
lernose, jeg tror, at den har
sat sit Præg paa hele init
Liv, — den virkede dragen-
de og dog frygtindgydende paa mit Sind, og uden at jeg
vidste af det, indsugede jeg Indtryk, som ligger til Grund
for nrin Kunst; oin Dagen laa den i bagende Sol, hemme-
lighedsfuldt duftende og lydløst levende; intet kunde man
høre, kun ane, hvad der foregik mellem
de næppe synlige Væsener, som befol-
kede den.

Jeg husker, at jeg en Dag som lille
Purk skulde hente Mælk hos en Skov-
løber; min Moder havde givet rnig en
Kobberpotte med Hank med til Mælken.

Jeg skulde igennem Skoven, men det var
for fristende, jeg maatte lægge mig i den
dejlige Skovbund for at se paa alt det
myldrende Liv, som rørte sig. Først var
det en lille tyk Bille, der møjsommeligt
krøb op ad et langt Græsstraa, og da
den endelig efter nrange farlige Sving
naaede Toppen, skilte den sit Ryg-
skjold og fløj bort. Saa hørte jeg nogle
smaa spæde Pip, det var en Iille Spids-
mus, som stak Hovedet frem, og vips,
greb jeg den i Nakken og i Mælkepotten
med den! Sejrsstolt gik jeg og morede
nrig med den, til jeg naaede Skovløber-

huset, dér maatte jeg til min
Sorg ofre den, da jeg jo
skulde have Plads til Mæl-
ken. Men i sin Skræk havde
den lille Mus besørget baa-
de smaat og stort i Span-
den, det hældte jeg ud og
fik saa Mælken i Stedet for.
Naturligvis kom jeg for
sent hjem, og der var i en
god Mening til mig.

Aarene gik, og jeg skulde
til at gøre Gavn til Støtte
for den store Familie, hvor-
for jeg fik Plads som Hjæl-
pedreng i Raadvad Støberi,
ved hvilket min Fader arbej-
dede. Jeg blev sat til at
»slaa Sand«, det vil sige,
det Sand, som det smeltede
Metal hældes ned i, bliver
efter Støbningen, der udtør-
rer det som Støv, overgydt
med Ølbærme, blandet og
slaaet sammen, til det igen
bliver en plastisk Masse.
For en Dreng i min Alder
var det et anstrengende Ar-
bejde, jeg maatte op Klokken 5 om Morgenen og havde
ikke mere Barndommens næsten ubegrænsede Fritid.

Senere blev jeg forfremmet til Lærling i Gørtler Værk-
stedet, og fra da af havde jeg kun Lejlighed til mine
Drømmerier i Skoven i mine knapt til-
maalte Fristunder, men i dem laa jeg som
Regel ogsaa altid paa Ryggen, med Ar-
mene under Hovedet, og stirrede op i de
høje bredkronede Bøgetræer; •— jeg hu-
sker en Gang jeg lod mig forlede af
Eventyrtrangen, tog en Baad og lod mig
drive med Strømmen nedad Aaen og ind
i en Tværkanal for at søge efter Krage-
reder. Jeg gik i Land, men var ikke naaet
ret langt, før Klokken kaldte tilbage ti!
Værkstedet; men, o Skræk, da jeg kom
hen for at springe i Baaden, var den
borte, i min Iver havde jeg ikke faaet
bundet den ordentligt, og da nu Vand-
møllen var sat i Gang efter Middags-
pausen, havde Strømmen revet Baaden
løs og trukket den med sig! Jeg maatte
vade over Aaen, blev pjaskvaad og kom
naturligvis for sent til Arbejde, men slap
dog for videre Tiltale. — I den store

Mit første Billedhuggerarbejde. (Min Fader)

168