Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Thorvaldsen: Napoleon

selv og Skæbnen kæmpende Enkeltmenneske vil gribe til
Thorvaldsen, men den Dannede, der af Kunst ikke ønsker
Rystelser, men snarere Befrielse og et beroliget Skygge-
billede af Livet og den sociale Sammenhæng (og vel fordi
dette er bekvemmere og lettere for enhver, end hin Ud-
løsning af de sidste Kræfter, viser denne Holdning sig saa
meget oftere), den historiske Traditions og den afklarede
Konventions Mand vil altid stedse med Tak se op til Thor-
valdsen.

Paa den Iokale og historiske Baggrund, som de er be-
stemt for, vil disse Arbejder altid virke, deriinod vil Sam-
menstillingen af dem i det kjøbenhavnske Thorvaldsens
Museum, hvor fint og yndefuldt de klassiske Rammer end
er udstyret og staar til dem, sikkert i stedse stigende Grad
vise sig at være ikke ufarlig for dem.

At det ikke er gjort nied det »rent menneskelige«, eller
ined det menneskelige overhovedet, at det idylliske og ro-
lige, som ogsaa dengang var en stormfuldt bevæget Tids
Sidestykke, ikke bør være det sidste Ord i den menneske-
lige Udvikling, men at vi vil ud over os selv og søge noget
helt andet, det kan man just komme til Klarhed over ved
at gaa gennem Thorvaldsens Museum.

Alligevel er Thorvaldsens Museum i Kjøbenhavn paa sin
Vis, som en Hyldest til den døde Mester, et enestaaende
Monument. Thi det at gruppere en Kunstners Livsværk
saadan, som det er sket, omkring hans sidste Hvilested, er
en uforligneligt Ievende Tanke, der overvinder al Æstetisis-
me og som iøvrigt saa vidt jeg ved ikke har fundet sin
Virkeliggørelse nogetsteds.

O G DEN UAFHÆNGIGE

P AUL SIGN AC

PAUL SIGNAC holdt ved Aabningen
af en Maleriudstilling i Lyon føl-
gende varmtfølte Tale, der ogsaa
kan have Interesse for danske Kunstvenner:

»Jeg er kun en gammel uafhængig Maler.
Jeg vil derfor ikke overbringe Dem offi-
cielle Komplimenter. Men den gamle Maler
vil overfor Dem udtrykke sin store Glæde
over, at han af sine unge Kammerater blev
udvalgt til at aabne denne Udstilling. I
min Alder maa man holde af Ungdommen.
Thi idet man holder af den og beundrer
den, saa øser man nye Kræfter og kan und-
gaa at blive en elendig Olding. Og naar
denne Ungdom udtrykker en Smule Vel-
vilje overfor En, saa er man holdt rigeligt
skadesløs for det, man kunde have gjort
for den. Jeg maa ogsaa udtrykke min Glæ-
de over, at jeg her atter kan befinde mig
mellem frie Mennesker, fri for Interesser
og al Konvention. Det er for mig en her-
lig Dag — denne — hvor vi fejrer den uaf-
hængige Kunsts Fest.

I Virkeligheden triumferer i Dag den uaf-
hængige Kunst hos Dem og med Dem; thi
alle de Kunstnere, der her er forenede, Gæ-
ster saavel som Medlemmer, er Kunstnere,
der har kæmpet med den officielle Kunst;
thi der findes endnu i Frankrig en officiel

Kunst, en Statskunst, et Stats-Institut, Sta-
tens Rom-Pris’e, og man kan spørge sig
selv, om ikke snart Tiden er kommet, hvor
man maa befri sig fra det ulykkelige For-
mynderskab og proklamere den endelige
Adskillelse af Kunsten fra Staten!

Forrest foran deres Besøgende stiller De
de Malere, der rejste sig mod Juryen, de
berømmelige Udstillere paa de Afvistes
Salon i Aaret 1863: Boudin, Lépine, Jong-
kind, den fabelagtige Jongkind, der endnu
i sit Talents fulde Modenhed blev tilbage-
vist af Juryen for Aaret 1873 og derefter
hørte op med at ulejlige Pariser-Salonen
og blev en Sydøstfrankrigs Kunstner. Der-
paa de store Impressionister: Monet, Re-
noir, Sisley, Pizzaro, Cézanne, Dégas. Le-
det af Deres klare Fornuft og af Deres
faste Vilje, der ikke ligger under for nogen
Art af Snobberi, har De forenet disse Me-
stre i den franske Skole trods den Impres-
sionismens Bankerot, man har talt om, og
som de nye Straalemestre og Overbudets
Markskrigere har forkyndt. Man kan over-
hovedet ikke forestille sig, hvormeget vi
alle som Kunstnere og som Mennesker
skylder hine Mestre. De blev Befrierne,
Redningsmændene. De blev de første Uaf-
hængige ...

KUNST

Og ogsaa I, mine kære Kammerater fra
Syd-Øst. I er Uafhængige, hvad Deres Præ-
sident saa ægte har vist. Naar I følger
det herlige Eksempel, som Deres Veronay,
Cavroand har givet, og de var Oprørere og
Uafhængige, og Puvis, der aldrig vilde til-
høre noget Institut — saa gør De godt Ar-
bejde, saa arbejder de i Glæde og Alvor
— uden officielle Lærere og akademiske
Recepter fra højre og venstre, enhver efter
sit Temperament — og bidrager de dermed
til at holde den Tradition i Live, som ikke
blev lært paa de skønne Kunsters National-
skole.

Paa denne Udstilling er vi alle solidari-
ske, vi er Aandens og Karakterens Uaf-
hængige. De kæmper for den Sags Sejr,
som vi kæmper for histnede: Fortsæt en-
delig med at kæmpe, med at arbejde! Og
tag endelig ikke til Paris, hvor De vil kun-
ne risikere at se det harmoniske Forhold
mellem Lidenskab og Logik ødelagt, der er
saa karakteristisk for Deres Bys Geni. Der
er ingensomhelst Grund til — hverken i
Frankrig eller i Udlandet — at Hovedsta-
den centraliserer Kræfterne og sælger Ta-
lenterne ud. Bliv endelig i Lyon! Der har
De nok af Arbejde — og De har tilstrække-
ligt med Kræfter til at gøre det godt ...

160