Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

DE UAFHÆNGIGE KUNSTNERES UDSTILLING

SOMMEREN 1926

Den nnge Maler O. V. Borch har været i Paris paa et Studieophold og for-
tæller nedenfor Samlerens Læsere om sine Indtryk fra den sidste Salon, og
fremsætter samtidig Ideen om Opreltelsen af en aarlig censurfri dansk Salon.

SOCIETÉ des Artistes des Indépen-
dants afholdt i Aar sin Udstilling 1
et Træskur, der var opført ude i en
af Paris’ Forstæder — Porte Maillot. Byg-
ningen var beskeden og mere end spartansk
i sit Ydre, men at det ikke var noget helt
almindeligt Pulterkammer forstaar man,
naar man faar at vide, at det indeholder
cirka 4000 Arbejder ••• Unægtelig kan det
tage Vejret fra en, hvis man fra Indépen-
danten tager hen til den store officielle Sa-
!on, der er mere end to Qange saa stor
og ikke halvt saa god. Naar man efter et
nogenlunde vel tilendebragt Besøg dér, in-
tet ondt anende begiver sig ind ad Mont-

Renée Meurisse: Siciliansk Familie
(Expos. des Indépendants 1926)

parnasse til, forbavses man til Overmaal,
naar rnan paa Boulevard Raspail plud-
selig, til Tonerne af et højrøstet Jazz-Or-
kester, bliver gjort opmærksom paa en
stor Friluftsudstilling af Maleri og Skulp-
tur (cirka 500 M.). Det kunstneriske Op-
bud er som bekendt stort i Paris og Kunst-
nernes Kamp for Tilværelsen mere end
haard, men alligevel syntes man ikke, det
er helt almindeligt. -— Desværre gav hele
dette store Frilufts-Arrangement et ret
pauvert økonomisk Resultat. Det var ret
underligt og sikkert mod Forventning, da
det meste af det, der blev udbudt, var
daarlig Kunst, vel tilrettelagte Prospekter
fra Paris og Omegn ved Dag og Nat •—
mest Nat, beregnet for de ellers altædende
Amerikanere. En nærliggende Forklaring
paa Fænomenet har sikkert været en eller
anden endnu »bedre« Udstilling i Nabo-
laget, hvorhen Strømmen af de smagsikre
Yanker saa har gaaet, eller flydt. — —
Det var et lille Sidespring fra Indépendan-
ten.

Udelukkende en Ørkenvandring, som den
gennem Salonen er det nu ikke; der er maa-
ske andre, der mener det modsatte, og det
er vel nok Majoriteten, men saa holder jeg
mig til Henrik Ibsens berømte Ord fra »En

Folkefjende«. Der er vel nok flere helt di-
Ietantiske Arbejder her end paa Salonen.
Til Gengæld kan man, naar man væbner
sig med Taalmodighed, her finde det helt
udmærkede, det er sikkert umuligt paa Sa-
lonen.

Paa Indépendanten foregaar Kunstens
Udvikling i Godt og Ondt.

Et stort Pius ved disse Opvisninger er,
at man ved, at de udstillede Arbejder her
ikke er et Led i en bevidst ført, men Kun-
sten ganske uvedkommende Politik, med
Gruppedannelser, Kliker og deslige, alt det,
der foregøgler et højæret Publikum, at her

-her alene forevises den eneste, ægte

første Klasses, blaastemplede Kunst ...
Racadaboni! Racadaboni! Kommer ind med
det samme.

Paa Indépendanten er ingen Censur,
Kunstnerne og Dilettanterne udstiller Side
om Side.

Det fordrer selvfølgelig af Beskueren en
virkelig Indsats, et større Arbejde og en
stærkere Fordybelse i Billedmaterialet. Det
kan være uhyre anstrengende, men saa faar
rnan ogsaa til Gengæld Opdagerglæden,
naar rnan pludselig ved Siden af »Spring-
vand i Luxembourghaven« finder et værdi-
fuldt Arbejde, som oftest af en ganske
ukendt Kunstner.

Paa Indépendanten udstiller alle de, der
paa rette Tid og Sted har anmelat deres
Deltagelse. Det er vel i Virkeligheden nok
den eneste, ærlige Form for Masseopvis-
ning af Kunst.

Paa denne Maade bliver der noget baade
for den kunstforstandige og den Kunst-
elskende, det er nemlig ikke altid Synony-
mer.

Her i Danmark burde en af de unge
Kunstnersammenslutninger radikalt reorga-
nisere sig som en censurfri Salon, og hvis
det skulde knibe med Pladsen, saa kan der
da arrangeres flere Ophængninger.

Vi er jo ellers ikke bange for selv en ret
kraftig Import fra Paris, og at Idéen, der
har vist sig realisabel og gennem Aarene
bestaaet sin Prøve med Glans, burde vel
ikke være nogen Hemsko for dens Realisa-
tion herhjemme. — Tværtimod, og mon
ikke det kunde hjælpe lidt med til at bringe
vor hjemlige, talentfulde, unge Kunst ud af
det Receptmaleriets Dødvande, hvori den
nu bevæger sig.

Men det er vel lettere sagt end gjort.
Det skal jo være ret behageligt at ro i.

Paa Indépendanten udstiller kun faa af
Modernismens berømmelige Bannerførere,
man savner Picasso, Derain, Utrillo (der
nu er Kunsthandlernes og derfor Dagens

Mand), Vlaminck, Oten Friesz, Maurice
Apelin og mange andre.

K. van Dongen er der heller ikke, men
da to Navnebrødre og Landsmænd af ham
udstiller, og da de er bedre end den »rig-
tige«, savner man ham ikke.

De Berømtheder, der er blevet paa Skan-
sen og udstiller herinde, forandrer intet i
Udstillingens Fysiognomi, de gør hverken
fra eller til.

En ung Maler, der lige var kommet hjem
efter et Besøg paa Udstillingen, sagde til
mig i fuld Alvor:

— Ja, nu har jeg set Kataloget rigtig
igennem og opdaget, at flere af de gamle,

Luc ien Lab audt: Udsigt over San Francisco
(Expos. des Indépendants 1926)

lcendte Malere udstiller der. Det er mærke-
ligt; jeg har trods en omhyggelig Gennem-
gang ikke set et eneste af deres Arbejder
— men, tilføjede han tankefuldt — jeg
skulde selvfølgelig have set Kataloget igen-
nem, inden jeg gik derhen ...

Henri Matisse udstiller to Billeder. Et
Nature morte af en ung klaverspillende
Dame.

De føjer ikke noget nyt Træk til Me-
sterens Fysiognomi og det behøves jo hel-
ler ikke, han er der vel nærmest for at
vise sin Sympati for Udstillingen.

Henri Matisse’s unge Datter, Mauguritte,
har to gode Arbejder, et nature morte,
holdt i graa, blaa og rosa Farver, selvføl-
geligt meget paavirket af Faderen, men et
smukt kvindeligt Supplement til Matisse’s
bedste Arbejder, smukke og skælvende i
deres bly og rene Opfattelse.

En berømt Malers Datter har for en
Gangs Skyld tilladt sig at male godt.

Præsidenten for Udstillingen, den gamle,
hæderkronede Impressionist, Poul Signac,
har to Landskaber, det er ikke de bedste,
han har malet, og det kan man kun være
glad for.

Det vrimler ellers med Navne, der.har

129