Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

*

*

ET KAPITEL AF FRANSK BIBLIOPHILIS HISTORIE

CHARLES NODIER OO HANS VENNER

En udmærket Kender af ældre og moderne fransk Bogvæsen, Forlagsboghandler Ejnar Munks-
gaard fortæller her om en af de berømteste franske Bibliofiler, Forfatteren til „Den Boggale", Charles
Nodier og den Kreds af Bibliofiler af mere eller mindre pathologisk Natur, der samledes om ham.

CHARLES EMANUEL NODIER fød-
tes d. 29. April 1780 i Besangon.
Faderen var en begavet og højt
dannet Mand, en ivrig Beundrer af det 18.
Aarhundredes Filosofi og stærkt paavirket
af Rousseaus pædagogiske Idéer. Den unge
Charles fandt i dette Hjem hurtigt Vejen
til Bøgerne. Allerede som tolvaarig kunde
han Græsk, og naar han kom ud i Lands-
byerne, søgte han helst til Præstegaar-
dene i Haab om at finde Bøger. Hans
første literære Arbejde var en Ordbog:
»Dictionnaire des onomatopées«, som
han skrev kun 17 Aar gammel, og
Aaret efter udgav han et Værk om In-
sekternes Følehorn, samtidig med at han
offentliggjorde sin første Roman.

Ogsaa paa anden Maade fik han Lej-
lighed til at lægge sine sjældne Evner
og sin tidlige Modenhed for Dagen. I
Aaret 1793, mens Faderen var Revolu-
tionsdommer i Besan<;on, hændte det, at
en Dame blev dømt til Døden for at
have sendt en Pengesum til en Slægt-
ning i den royalistisksindede Rhinhær.
Denne Dom gjorde et saa stærkt Ind-
tryk paa den trettenaarige Dreng, at
han af Faderen forlangte hende benaa-
det og erklærede, at han i modsat Fald
vilde berøve sig Livet. Under Retshand-
lingen befandt han sig i Salen med Øj-
nene stift rettede mod Faderen. Haan-
den holdt han inde paa Brystet, og Fa-
deren vidste, han skjulte en Dolk. Han
vovede derfor ikke at lade Dommen
eksekvere.

I 1802 skrev Nodier, der var ivrig
Royalist, en Ode mod Napoleon. Da
Bogtrykkeren blev fængslet og nægtede at
udlevere Forfatteren, meldte Nodier sig
selv og blev idømt nogle Maaneders Fæng-
sel. Han flygtede derefter til Jurabjergene
og senere til Svejts. Efter en Række om-
skiftende Aar blev han 1824 af Ludvig den
18. udnævnt til Bibliotekar ved Arsenalet i
Paris, og det er efter dette Tidspunkt, han
faar saa stor Betydning for den unge fran-
ske Literatur. I hans Salon samledes det
unge Frankrig, der i den kommende Tid
skulde faa saa stor Betydning for Literatu-
ren. Her mødtes Lamartine, Victor Hugo,
Alfred de Vigny og mange andre. Nodier
var paa mange Maader en Støtte for disse
Forfattere. Ikke alene saa han med fuld
Forstaaelse paa den nye Literatur, disse
unge kæmpede for, men han var dem og-
saa en god Mand ved sit enestaaende Kend-

skab til og Indflydelse paa de daværende
Boghandlere og Forlæggere.

Gennem hele sin Ungdom havde Charles
Nodier rig Lejlighed til at stifte Bekendt-
skab med Tidens ypperste Bogsamlere. De
skiftende Revolutioner var Skyld i, at
umaadelige Masser af sjældne Bøger, som
før laa godt gemt i adelige Biblioteker, nu
kom paa Markedet. Der fortælles meget

Maurice Leloir: Portræt af Charles Nodier

om, hvordan Seinekajerne og Antikvarer-
nes Boder fyldtes med literære Sjældenhe-
der, som almindelige Bogsamlere aldrig
havde drømt om igen skulde være til at
faa. Emigranternes Bøger blev i store
Mængder beslaglagte, og man ser efter
1792 disse Biblioteker blive solgte sammen
med Malerier, Møbler og Kunstgenstande
af forskellig Art. Købere var der paa Grund
af de daarlige Tider ikke mange af. Alle
Forsøg paa at holde de værdifuldeste Bø-
ger i en vis Pris, mislykkedes. Originale
Manuskripter, sjældne Bogbind laa paa
Seinekajerne som Vraggods skyllet op paa
en Strandbred efter Monarkiets Skibbrud.
Her kunde man købe Inkunabler for 2—3
Francs, og sjældne Bøger aux armes de
France, indbundet af Frankrigs berømteste
Bogbindere, solgtes for næsten intet. Det

var overhovedet ikke muligt at sælge de
kollossale Masser af Bøger. Flere Antik-
varer bestilte ikke andet end at pille det
kunstnerisk dekorerede Skind af Bøgerne
og sælge det til andre Formaal. Bøgerne
selv gik til Urtekræmmeren og anvendtes
til Kræmmerhuse. Malerier af Watteau ko-
stede 5 å 6 Francs, og Greuze vurderedes til
15 Frcs. — Det varede imidlertid ikke læn-
ge, inden en Række udmærkede Biblio-
filer i nøje Forstaaelse med nogle unge
og dygtige Boghandlere indvarslede en
ny Tid. Nodier havde paa dette Tids-
punkt gjort saa store Erfaringer og var
blevet en saa dygtig Bibliofil, at det var
naturligt, at det var ham, der blev den
førende. Boghandlerne Techener, Cro-
zet, Silvestre og nogle andre begyndte
en systematisk Opkøbning af de Sjæl-
denheder, som paa Kajerne fandtes i saa
stor Mængde, udsatte for Tilintetgørel-
se af Vind og Vejr. Bibliofilerne Guil-
bert de Pixerécourt, Aimé Martin, Mon-
merqué og Labouderie stiftede i 1820
»La société des bibliophiles frangais«,
og snart blev Bøgerne mere og mere ef-
terspurgte, sjældnere og sjældnere. Det
var ikke Iængere helt let at faa fat i
Bøger indbundne af f. Eks. Derome eller
Duseuil, og det var derfor, at de udmær-
kede Bogbindere Thouvenin, Simier og
Purgold, stærkt opmuntrede af den un-
ge Boghandler Crozet og Charles No-
dier paa mesterlig Vis optog de klassi-
ske Bogbinderes Dekorationsmaade og
saaledes skabte nye bibliofile Værdier.
Det var i Crozets Boglade, at denne
Kreds af Bibliofiler til daglig samledes,
og hver Søndag i Auktionstiden mødtes alle
Bibliofiliens Førstemænd til Frokost hos
G. de Pixerécourt: Charles Nodier, Bérard,
Elzeviromanen Brunet, den berømte Forfat-
ter til Manuel de libraire, VioIlet-le-Duc,
Soleinne og de Iærde Boghandlere Merlin,
Silvestre, Crozet, Debure og Techener.

Efter Frokosten besaas Biblioteket, hvad
der ikke gik af uden heftige Diskussioner
mellem de tidligere Modstandere fra Sæso-
nens Bogauktioner. Men hvad enten Stri-
den drejede sig om en Elzevirudgave, der
var en halv Linie højere end alle andre,
eller om en nyopdaget Vignet i en anonym
Udgave eller om et gammelt Maroquinbind,
der af en tillagdes Derome, af en anden
Padeloup — saa var det Nodier, der til-
sidst blev tilkaldt som Dommer, og efter
hvis Kendelse alle havde at rette sig.

131