Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

ALEXANDER ARCHIPENKO OO WASSILI KANDINSKI

Den utige Forfattcr og Kunstskrib'ent Broby Johansen fortællet om det nye Raslands to største
Kunstnernavne Archipenko og Kandinski, der begge nyder internationalt Ry, meti ihvert Fald
for den førstes Vedkommende ikke tidligere har været præsenteret den danske Lccseverden. I dette Nr.
britiges Artiklen otn Archipenko, den følgende Artikel om Kandinski vil fremkomme til Efteraaret.

I.

DISSE to navne er nøje knyttet sammen i det ny
| Ruslands kunst. Begge har europæisk klang,
r begge er som faner for de yngste, trodsigste,
stejleste, vildeste og mest begavede af Europas
bildende kunstnere. Den slaviske folkesjæl, som i forrige
generasjon i litteraturen har fundet saa geniale tolkere som
Dostojevski og Tolstoy, er aabenbart i færd med at vaagne
af aartusinders animalske
søvn hvor legenderne, folke-
viserne, bondemalerierne og
skillingstrykkenes naivtskøn-
ne træsnit har været anelses-
fulde forjættende drømme om
en kommende blomstring. Og
i begyndelsen var ordet; i alle
kulturer er den store episke
digtning skabt før blomstrin-
gen i den bildende kunst tog
fart, de homeriske digte var
allerede klassiske paa Perik-
les’ tid, Nibelungen er ble-
vct til længe før katedralerne,

Divina Comedia er det første
forbud om Renæssancen. Der-
som det er rigtigt at folke-
slagene paa grænsen mellem
Østen og Vesten vaagner i
denne epoke, maatte vi først
vente en episk blomstring,
som da ogsaa alverden har
set og draget nytte af, den sy-
nes at blomstre af i Andrejef
og Gorki. Først efter den er
det at vente, at de nyskabende
kræfter skal vende sig mod
fladen, farven og fonnen.

Og naar det sker, maa vi
gøre os klart, at deres form-
verden skiller sig endnu mere ud fra vor end Dostojevskis
fra Balzac’s, Dickens’ eller Goethes. Den nyvaagnende rase
vokser nemlig i selvstændighed og bevidsthed om sin egen
ejendommelighed for hvert skridt. Vi skulde ikke gerne
gøre os skyldige i den fejl, som vi europæere saa ofte har
begaaet og siden fortrudt, nemlig uden videre at fordømme
som meningsløst et eller andet, blot fordi det var os frem-
med. Vi gør sikkert klogt i strax at prøve at forstaa det
fremmede, at finde det synspunkt, det bør betragtes fra,
saa kan en og anden omvej spares. Det særegne for den
vesteuropæiske kultur er nemlig dens fornyelsesevne, det
at den hver gang den møder en ny fremmed kultur ligesom
amøben, som møder en fælle, kan optage denne i sig og
forynges og fornyes i denne. proces. Renæssancen var saa-
dan et møde, det er umuligt at vurdere den kinesiske ind-

flydelse i Rokokoen og nu sidst i Impressionismen efter
fortjeneste, og der er vel heller ingen tvivl om at hele den
expressionistiske strømning blandt andet i høj grad maa
føres tilbage til indflydelse fra afrikaner- og først og frem-
inest insulanerkulturen i stillehavet.

Det at mange unge dumdristige — de, som om en men-
neskealder blir de solideste støtter — i deres skaben nær-

mer sig repræsentanterne for
den slaviske kultur kunde
maaske tages som et finger-
peg; der er for exempel ikke
tvivl om at vor egen Edvard
Weie næppe havde haft den
suveræne dristighed at lade
farven i den grad frigøre sig,
dersom han ikke havde Kan-
dinski i ryggen, og Kaj Niel-
sen er simpelthen utænkelig
uden Archipenko, et flygtigt
blik paa Archipenko's Hvi-
lende Kvinde sammenholdt
med Kaj Nielsens Vandmode-
ren er tilstrækkeligt til at vise
hvor meget han har lært af
Archipenko. (Forøvrigt ogsaa
hvor selvstændig — jeg dri-
stes at sige »dansk« — han
har benyttet det lærte).

Alexander Archipenko er
født 1887 i Kiew, Ukrajnes
hovedstad. Hans fadcr var
mekaniker, og allerede som
lille dreng har han faaet ma-
skindele af metal og træ ti! at
lege med. Drengen, som alle-
rede drømte om at blive
kunstner, nar i leg lavet
»kunstværker« af det mate-
riale, han paa den maade fik i hænde. Som sekstenaarig
skaffede han sig ved eget arbejde midlerne til at frekven-
tere akademiet i fødebyen og senere i Moskva. Undervis-
ningen havde kun Iidt at give hain, den var anlagt efter en
flad naturalisine i maleriet og en stupid »græsk« ideali-
sering i skulpturen; han indsaa hurtigt at det ikke var den
vej, han skulde gaa; paa den anden side fandt han intet
steds støtte eller hold for de evner han følte bryde i sit
indre, den kunst han mødte udenfor akademiernes »klas-
siske« var imitasjon og efterklang af den europæiske
renæssance eller bysants og tyrkiets formverden; det eneste
sted hvor noget ægte stak frem var i kirkerne, som ordner
sig om den gyldne kuppel, men ogsaa dér overbroderet og
paadynget. fremmede elementer, saa det maatte virke fra-
stødende paa en begavet yngling, som søgte det rene, op-

Alexander Archipenko

83