Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

rindelige, ægte, søgte sig
selv. Under disse omstæn-
digheder blev en udstilling
af moderne franske malere
i Moskva et vendepunkt i
hans udvikling. Dette var
ikke efterklange, ikke aka-
demi, tillært, det var ople-
vet, set, nyskabt. Han maat-
te opsøge det sted, hvor alt
dette stammede fra! Han
rejste til Paris.

Dengang var alle plasti-
kere elever af Rodin. Det
taler til fordel for den unge
ukrajners dømmekraft, at
han straks saa at han var
skilt fra ham ved en kløft
ingen bro fører over, at han
havde en anden vej at gaa
for at naa samine maal. Det
blev musæerne han kom til
at gaa i skole i, og i dem var det
ikke de paa den tid fejrede og op-
søgte skulpturer, grækerne fra Fei-
dias’ og Praxiteles’ tid som tiltrak
ham. Langt mere de archaiske vær-
ker, den tidlige gotik, i endnu høje-
re grad Ægypterne og freinfor alt
Mexikanerne. Ved første øjekast
finder man maaske at hans inter-
esser er vidt spredte, men ser man
nærmere til, opdager inan, at der
gaar en enkelt linje gennem dem,
han har ingen interesse for de na-
turalistiske skolers respektable
æstetik, men søger derhen hvor
kunstneren uden hensyn til en eller
anden omgivende virkelighed ska-
ber ud af sit hjærtes lyst og behov.

Da han begynder selv at skabe
er det klart, at man i begyndelsen
kan mærke disse studier bagved
værkerne; man kunde ligefrem op-
stille en første periode (1909—
1911), hvori han fra værk til værk
frigør sig, fuldkommengør sin tek-
nik, bliver sig selv, udformer det
som efterhaanden gaar op for ham
soin plastik. Konturen, som kom-
mer til at spille en saa afgørende
rolle for ham, benytter han til at
begynde med slet ikke. Den synes
ham næsten ligegyldig i et værk
som »Kvinde«. Materialet er ham
derimod strax af afgørende vigtig-
hed, se hvordan det er ham vig-
tigt rigtig at betone stenens mas-
sivitet; lemmernes form er kun an-
tydet som relief; dersom de blev

A■ Archipenko; Hvilende Kvinde (1911)

A. Archipenko: Torso (1915)

løst ud fra blokken vilde de
sprede indtrykket, al bevæ-
gelse er samlet ind mod
blokkens midte. Figuren har
ingen hals, som vilde bety-
de en indsnævring i blok-
ken, men hovedet gaar lige
over i kroppen, haaret er ik-
ke engang antydet udarbej-
det, det er blot stennrassen
som omslutter ansigtet; i
dette er kun to aksenter, den
helt lige næsestreg og det
langt-mandelformede øje,
som ingen pupil tager nras-
sivvirkningen fra.

Næsten alle værker fra
Archipenkos senere periode
er torsoer. Bevidst er denne
skulpturform først indført
af Rodin, men i virkelighe-
den har den i mange former
været tolereret allerede i antiken,
ikke alene hvor forholdene havde
reduceret tidligere hele figurer,
men ogsaa i andre former, f. eks.
busten. Dersom man ikke betrag-
ter den som et afhugget hovede,
kan man fra den anatomiske side
intet indvende mod torsoen. Be-
tragter man den her reproducerede
figur, er dét som allerførst slaar
den opmærksomme betragter, at
det trods de nranglende skinneben
og det overskaarne bryst saa abso-
lut er en helhed, en organisme. Det
er ikke en afbildning af en kvinde,
det er først og fremmest former af
en ny ren skønhed, som er bygget
sammen i en tonende og klingende
melodi; man har sammenlignet dens
skønhed med fænomener som et
vindstød og et springvand; moti-
vet: kvindelegem blot anslaas
fjernt, næsten uskelneligt, kyskt.
Netop derfor er det saa kvindeligt.
Saadan er det saa ofte i kunsten, at
den, som vil stjæle livet fra natu-
ren ind i sine værker, fanger det
aldrig, rnens den som synes at rin-
geagte og undgaa det, hos ham
har det taget varigt og uafviseligt
bo. Denne figur er af marmor og
dens form er i nøje sammenhæng
med dette materiales bestemte ka-
rakter, dets klare renhed; for nrin
følelse er der noget slankt, sig rej-
sende i det hvide, klare alabast,
som begrunder den uhyre forlæn-
gelse af den vertikale form, noget

84