DOI Heft:
Nr. 4 (April 1926)
DOI Artikel:Magnussen, Rikard: Maleren Peter Alfred Schou: Mindeudstillingen i Kunstforeningen
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0098
MALEREN PETER ALFRED SCHOU
MINDEUDSTILLINGEN I KUNSTFORENINGEN
Rikard Magnussen giver i det følgende en indgaaende og varmt følt Skildring af P. A.
Schous Liv og karakteriserer hans Kunst. Artiklen er samtidig blevet et Billede af en ud-
mærket Kunstners triste Livsskæbne og et Indlæg i Diskussionen om danske Kunstneres Kaar.
EN Kunstner er, hvad han i sine bedste Værker viser
sig at være. Saa længe jeg har haft med Kunst-
kritik at gøre, har disse Ord været Udtryk for
det fundamentale i min Vurdering, og deres Be-
rettigelse har været mig saa selvindlysende, at jeg aldrig
har bekymret mig om at søge denne Sandhed underbygget
med Bevisgrunde. Skulde det virkelig være nødvendigt? Ser
vi ikke Gang paa Gang hele
Kunsthistorien igennem hvor-
ledes det uvæsentlige i en
Kunstners Produktion svinder
hen af sig selv, medens de be-
tydeligste Værker — hvis de
er betydelige nok — efter-
haanden som de fries ud af
det forgængeliges Taager
hæver sig i desto klarere Oin-
rids og mægtigere Former
over Tidernes Hav? Eller er
det Antallet af de blivende
Værdier, hvorefter der skal
vurderes? Var Leonardo ikke
Leonardo, om saa Mona Lisa
var det eneste Billede, vi hav-
de fra hans Haand, var Rem-
brandt en ringere Mester, om
vi kun kendte Emaus-Billedet
i vort eget Museum eller Pau-
lus-Billedet i Stuttgart?
Det har gjort Venner af P.
A. Schous Kunst bitterlig
ondt at se Mindeudstillingen
af hans Arbejder vurderet paa
fremtrædende Sted i Dags-
pressen med mere Hensyn til det forgængelige end til det
blivende i hans Kunst. I Museumsdirektør Th. Oppermanns
Anmeldelse af Kunstforeningens P. A. Schou-Udstilling
(»Berlingske Tidende«, Aftenudg. 26. Marts 1926) be-
tegnes P. A. Schou vel som »den fødte Maler«, der som den
»fine og nænsomme Iagttager«, den gennemgaaende sikre
Landskabsmaler, den undtagelsesvis fremragende Interiør-
og Figurmaler har ydet det værdifulde, men han stilles til-
lige i Række med de engang oversete, nu til Gengæld over-
vurderede »beskedne Kunstnere, som kun har skabt nogle
faa Arbejder, der har virkelig Værdi.«
Jeg venter ikke at kunne afkræfte Museumsdirektør Op-
permanns Vurdering. Dertil mangler jeg først og fremmest
den nødvendige Embedsautoritet. Det behøves heller ikke,
thi andre —■ som har den — er forlængst gaaet i Borgen
for P. A. Schou, og imod Th. Oppermanns Vurdering staar
først og fremmest Karl Madsens varmhjertede og form-
fuldendte Karakteristik i Forordet til Kataloget over P. A.
Schous efterladte Arbejder, som solgtes ved Auktion paa
Charlottenborg den 31. Januar 1916, dernæst Georg Gø-
thes i »Nordisk tidsskrift 1915«. Karl Madsen henviser til
den svenske Kunstautoritets Ord om P. A. Schous Billede:
»Alvor«, det som nu tilhører Galleriet: »Hvor der ligger
megen baade sjælelig og kunstnerisk fin Kultur i et saa-
dant Billede; jeg kom til at ønske, at vi i Sverig havde lidt
mere af den Art Kultur, som har sin rette Hjemstavn
i Danmark.« — Dette Bil-
lede var imidlerticl ikke ud-
laant til Mindeudstillingen,
som i det hele taget led
under den Svaghed, at fle-
re af de største Arbejder
hørte til Kunstnerens rin-
geste eller dog rnindre be-
tydelige. Desuden var Op-
hængningen til en Begyndelse
ret uheldig, præget mere af et
vist Hensyn til Billedejerne
end af det ubetingede Hensyn
til Kunstnerens Minde, som
nødvendigvis maatte gaa for-
ud for alle andre, selv nok
saa forstaaelige Hensyn her,
hvor det gjaldt om en Ret-
færdighedshandling imod en
Kunstner af P. A. Schous
Rang. Glædeligvis var Kunst-
foreningens Ledelse overlegen
nok til at tage vel imod den
Henstilling, der rettedes til
den fra visse Kunstnere, som
har staaet P. A. Schou nær.
Udstillingen blev ordnet om,
og Th. Oppermann er vistnok den eneste, sonr ikke
har fundet, at baade Billederne og Helhedsindtrykket
vandt derved.
Kunstforeningen agter paa et senere Tidspunkt at ud-
sende en Bog om P. A. Schou. Man har været af den Me-
ning, at Bogen burde udkomme efter Udstillingens Afhol-
delse, og visse Hensyn ■— bl. a. til Fotograferingen — ta-
ler jo ogsaa derfor. Men hvorfor optrykte man da ikke i det
mindste det nævnte Forord af Karl Madsen? Det gik andre
end mig saaledes, at vi til en Begyndelse havde svært ved
at orientere os, fordi Halvdelen af Numrene var uden Aars-
tal, og fordi Kataloget ikke gav fjerneste Oplysning om
P. A. Schous Liv. Der er siden af Maleren Valdcmar
Neiiendam stillet det nødvendige biografiske Materiale til
min Disposition, og eftersom dette bekræftede, hvad Bil-
lederne lod ane, udviklede Totalindtrykket af P. A. Schou
som Kunstner og Personlighed sig til at blive det rige-
ste og mest gribende, jeg har modtaget, siden Kunstfor-
eningens Ernst Josephson-Udstilling i April 1923, og jeg
Selvportræt. (Tilhører Generalkonsul Johan Hansen).
60
MINDEUDSTILLINGEN I KUNSTFORENINGEN
Rikard Magnussen giver i det følgende en indgaaende og varmt følt Skildring af P. A.
Schous Liv og karakteriserer hans Kunst. Artiklen er samtidig blevet et Billede af en ud-
mærket Kunstners triste Livsskæbne og et Indlæg i Diskussionen om danske Kunstneres Kaar.
EN Kunstner er, hvad han i sine bedste Værker viser
sig at være. Saa længe jeg har haft med Kunst-
kritik at gøre, har disse Ord været Udtryk for
det fundamentale i min Vurdering, og deres Be-
rettigelse har været mig saa selvindlysende, at jeg aldrig
har bekymret mig om at søge denne Sandhed underbygget
med Bevisgrunde. Skulde det virkelig være nødvendigt? Ser
vi ikke Gang paa Gang hele
Kunsthistorien igennem hvor-
ledes det uvæsentlige i en
Kunstners Produktion svinder
hen af sig selv, medens de be-
tydeligste Værker — hvis de
er betydelige nok — efter-
haanden som de fries ud af
det forgængeliges Taager
hæver sig i desto klarere Oin-
rids og mægtigere Former
over Tidernes Hav? Eller er
det Antallet af de blivende
Værdier, hvorefter der skal
vurderes? Var Leonardo ikke
Leonardo, om saa Mona Lisa
var det eneste Billede, vi hav-
de fra hans Haand, var Rem-
brandt en ringere Mester, om
vi kun kendte Emaus-Billedet
i vort eget Museum eller Pau-
lus-Billedet i Stuttgart?
Det har gjort Venner af P.
A. Schous Kunst bitterlig
ondt at se Mindeudstillingen
af hans Arbejder vurderet paa
fremtrædende Sted i Dags-
pressen med mere Hensyn til det forgængelige end til det
blivende i hans Kunst. I Museumsdirektør Th. Oppermanns
Anmeldelse af Kunstforeningens P. A. Schou-Udstilling
(»Berlingske Tidende«, Aftenudg. 26. Marts 1926) be-
tegnes P. A. Schou vel som »den fødte Maler«, der som den
»fine og nænsomme Iagttager«, den gennemgaaende sikre
Landskabsmaler, den undtagelsesvis fremragende Interiør-
og Figurmaler har ydet det værdifulde, men han stilles til-
lige i Række med de engang oversete, nu til Gengæld over-
vurderede »beskedne Kunstnere, som kun har skabt nogle
faa Arbejder, der har virkelig Værdi.«
Jeg venter ikke at kunne afkræfte Museumsdirektør Op-
permanns Vurdering. Dertil mangler jeg først og fremmest
den nødvendige Embedsautoritet. Det behøves heller ikke,
thi andre —■ som har den — er forlængst gaaet i Borgen
for P. A. Schou, og imod Th. Oppermanns Vurdering staar
først og fremmest Karl Madsens varmhjertede og form-
fuldendte Karakteristik i Forordet til Kataloget over P. A.
Schous efterladte Arbejder, som solgtes ved Auktion paa
Charlottenborg den 31. Januar 1916, dernæst Georg Gø-
thes i »Nordisk tidsskrift 1915«. Karl Madsen henviser til
den svenske Kunstautoritets Ord om P. A. Schous Billede:
»Alvor«, det som nu tilhører Galleriet: »Hvor der ligger
megen baade sjælelig og kunstnerisk fin Kultur i et saa-
dant Billede; jeg kom til at ønske, at vi i Sverig havde lidt
mere af den Art Kultur, som har sin rette Hjemstavn
i Danmark.« — Dette Bil-
lede var imidlerticl ikke ud-
laant til Mindeudstillingen,
som i det hele taget led
under den Svaghed, at fle-
re af de største Arbejder
hørte til Kunstnerens rin-
geste eller dog rnindre be-
tydelige. Desuden var Op-
hængningen til en Begyndelse
ret uheldig, præget mere af et
vist Hensyn til Billedejerne
end af det ubetingede Hensyn
til Kunstnerens Minde, som
nødvendigvis maatte gaa for-
ud for alle andre, selv nok
saa forstaaelige Hensyn her,
hvor det gjaldt om en Ret-
færdighedshandling imod en
Kunstner af P. A. Schous
Rang. Glædeligvis var Kunst-
foreningens Ledelse overlegen
nok til at tage vel imod den
Henstilling, der rettedes til
den fra visse Kunstnere, som
har staaet P. A. Schou nær.
Udstillingen blev ordnet om,
og Th. Oppermann er vistnok den eneste, sonr ikke
har fundet, at baade Billederne og Helhedsindtrykket
vandt derved.
Kunstforeningen agter paa et senere Tidspunkt at ud-
sende en Bog om P. A. Schou. Man har været af den Me-
ning, at Bogen burde udkomme efter Udstillingens Afhol-
delse, og visse Hensyn ■— bl. a. til Fotograferingen — ta-
ler jo ogsaa derfor. Men hvorfor optrykte man da ikke i det
mindste det nævnte Forord af Karl Madsen? Det gik andre
end mig saaledes, at vi til en Begyndelse havde svært ved
at orientere os, fordi Halvdelen af Numrene var uden Aars-
tal, og fordi Kataloget ikke gav fjerneste Oplysning om
P. A. Schous Liv. Der er siden af Maleren Valdcmar
Neiiendam stillet det nødvendige biografiske Materiale til
min Disposition, og eftersom dette bekræftede, hvad Bil-
lederne lod ane, udviklede Totalindtrykket af P. A. Schou
som Kunstner og Personlighed sig til at blive det rige-
ste og mest gribende, jeg har modtaget, siden Kunstfor-
eningens Ernst Josephson-Udstilling i April 1923, og jeg
Selvportræt. (Tilhører Generalkonsul Johan Hansen).
60