DOI Heft:
Nr. 11 (November 1926)
DOI Artikel:Lützhöft, Nicolaus: Joakim Skovgaard halvfjerds Aar
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0319
) OAK IM SKOVGAARD HALVFJ ERDS AAR
Vor største nuleven.de Kunstner, J o akim Skovgaard, fyldte den 18. November
70 Aar. — Nicolaus Liitzhøft skriver i den Anledning en Hyldest, ledsaget
af Billeder, delvis ikke tidligere gengivne, udvalgte af den gamle Kunstner selv.
SOM et enligt Bjerg løfter hans Kunst sig over Slette-
landet. Synligt for alle og kendt snart af alle er
Templet paa Bjergets Tinde: Viborg Domkirke.
Manden, som smykkede Kirken, da den forlængst
var rejst af nyt paa den gamles Grund, blev dens Skaber
mere end han, som byggede den. Naar Kirkcn efterhaan-
den er blevet et Valfartsted i Norden, saa er det Joakim
Skovgaards Billeder, Rejsen gælder.
Fra først af var Pilgrimene mest Kunstens og Kirkens,
særligt den grundtvigske Kirkes Folk, som Skovgaard selv
tilhører, og i hvis
Aand, Viborgbille-
derne er blevne til.
Nu læses denne
straalende Billedbibel
med Forstaaelse og
Beundring af alle.
Men saadan har det
slet ikke al Tid væ-
ret. Joakim Skov-
gaards kunstneriske
Storhed var til en Be-
gyndelse kun fuldt
skattet af en for-
holdsvis lille Kreds,
og da Mesteren og
hans Stab af unge
Medarbejdere havde
lagt sidste Haand
paa Værket, og Kir-
ken atter aabnedes i
sin nye Dragt, var
det egentlig kun de helt Kloge, der forstod, hvilken Be-
drift, her var øvet, og de helt Enfoldige, der med aabne
Hjerter modtog de kraftige Vidnesbyrd, denne Billedver-
den forkyndte.
Men i de 20 Aar, som er forløben siden da, har
Kunstneren oplevet den Lykke at se sit Livs Stor-
værk vinde Forstaaelse overalt. Det er ikke blot Kunstens
og Kirkens Folk, der nu valfarter til Kirken i Viborg. Den
er blevet et Stykke Danmark, sonr alle, der rejser i Landet,
Indfødte og Fremmede, skal se. Den, der ikke har været
her, kender ikke Landet helt.
Er da disse Bibelbilleder saa danske?
Første Gang, man staar overfor dem, føles det jo sna-
rest som noget højst overraskende, at det er dansk Maler-
kunst, efter sine Traditioner temmelig jordbunden, ikke
skabt til »Højhed og Blæst«, der har udfoldet sig i disse
stort anlagte, fantasifulde og ofte dristigt bevægede Kom-
positioner. Dansk Malerkunst, som har bygget paa skarp
Iagttagelse af de smaa Motiver, paa sin Forkærlighed for
Hverdagen, stilfærdig og hyggelig-fortrolig i sit Væsen, er
den ikke afgrundsfjern fra Viborgmesterens Værk?
Dette har jo dog sine Forudsætninger i italiensk Fortids-
kunst, havde ikke taget Form saa stor og klar, hvis ikke
Skovgaard havde vidst at levendegøre Impulserne fra hin
ganrle Kirkens Kunst syd for Alperne. Dér springer de Kii-
der, hvoraf her er øst.
Det er vel uimodsigeligt.
En af de mærkeligste Sider i den skovgaardske Kunst,
som den viser sig her, er Samfølelsen med svundne Tiders
Stil, dog mere end det, Evnen til at gaa ind i Stilen, saa
denne ikke føles som noget laant, ja knap som noget
bundet. — Kortsynethed eller Uvidenhed har kunnet tro,
at man her havde en
Slags Kopi eller Pla-
giat for sig. Men hvor
eller hvenr er det
Forbillede saa, Skov-
gaard har kopieret?
Vel har han lært af
de store kirkelige
Traditioner og opta-
get deres ydre Attri-
buter. I en ganske en-
kelt Figur, den tro-
nende Kristus i Ap-
sishvælvingen, det
Centrum, hvori hele
Kirkens Perspektiv
løber ud, klinger de
byzantinske Traditio-
ner saa stærkt, at
han selv forsvinder
derved.
Her har han intet
andet attraaet, unødvendigt at forklare hvorfor. Men helt
igennem møder Viborgkirkens Kunst os ellers som fri og
direkte Udstraaling af en Personlighed, saa stærk og le-
vende, at det først og sidst er den, der betager og over-
beviser os.
Hvad er det vel for Egenskaber, der har formaaet at
gøre Skovgaards Værk folkeligt, tilgængeligt for alle? Det
er hverken dets dekorative Skønhed eller særlige Stil —
ak! disse Begreber betyder ikke Alverden for os herhjemme
—, det er dets dybe, tnenneskelige Gemyt, som Udslag af
et naturligt og rent Sind, og det er rnaaske ikke mindre
Billedernes Anskuelighed, som selv hvor Kunstnerens Fan-
tasi mægtigst udfolder sig, som i Hinnnel- eller Paradis-
skildringerne, beholder Jorden i Sigte.
Tag som et Exempel fra Viborg den grandiose Fremstil-
ling af Jesus, der fører Dødsrigets Beboere op til Livets
Land. Hvor mærkeligt virker ikke her de massive, bindes-
bøllsk forsirede, Portfløje, som Englene aabner ind til det
straalende Lysrige.
Et andet Exempel fra et ganske lille, men dybt originalt,
Arbejde, Indlednings-Tegningen til »Den signede Dag«! ■—-
Her staar en Vugge, en ganske tarvelig Trævugge plantet op
191
Vor største nuleven.de Kunstner, J o akim Skovgaard, fyldte den 18. November
70 Aar. — Nicolaus Liitzhøft skriver i den Anledning en Hyldest, ledsaget
af Billeder, delvis ikke tidligere gengivne, udvalgte af den gamle Kunstner selv.
SOM et enligt Bjerg løfter hans Kunst sig over Slette-
landet. Synligt for alle og kendt snart af alle er
Templet paa Bjergets Tinde: Viborg Domkirke.
Manden, som smykkede Kirken, da den forlængst
var rejst af nyt paa den gamles Grund, blev dens Skaber
mere end han, som byggede den. Naar Kirkcn efterhaan-
den er blevet et Valfartsted i Norden, saa er det Joakim
Skovgaards Billeder, Rejsen gælder.
Fra først af var Pilgrimene mest Kunstens og Kirkens,
særligt den grundtvigske Kirkes Folk, som Skovgaard selv
tilhører, og i hvis
Aand, Viborgbille-
derne er blevne til.
Nu læses denne
straalende Billedbibel
med Forstaaelse og
Beundring af alle.
Men saadan har det
slet ikke al Tid væ-
ret. Joakim Skov-
gaards kunstneriske
Storhed var til en Be-
gyndelse kun fuldt
skattet af en for-
holdsvis lille Kreds,
og da Mesteren og
hans Stab af unge
Medarbejdere havde
lagt sidste Haand
paa Værket, og Kir-
ken atter aabnedes i
sin nye Dragt, var
det egentlig kun de helt Kloge, der forstod, hvilken Be-
drift, her var øvet, og de helt Enfoldige, der med aabne
Hjerter modtog de kraftige Vidnesbyrd, denne Billedver-
den forkyndte.
Men i de 20 Aar, som er forløben siden da, har
Kunstneren oplevet den Lykke at se sit Livs Stor-
værk vinde Forstaaelse overalt. Det er ikke blot Kunstens
og Kirkens Folk, der nu valfarter til Kirken i Viborg. Den
er blevet et Stykke Danmark, sonr alle, der rejser i Landet,
Indfødte og Fremmede, skal se. Den, der ikke har været
her, kender ikke Landet helt.
Er da disse Bibelbilleder saa danske?
Første Gang, man staar overfor dem, føles det jo sna-
rest som noget højst overraskende, at det er dansk Maler-
kunst, efter sine Traditioner temmelig jordbunden, ikke
skabt til »Højhed og Blæst«, der har udfoldet sig i disse
stort anlagte, fantasifulde og ofte dristigt bevægede Kom-
positioner. Dansk Malerkunst, som har bygget paa skarp
Iagttagelse af de smaa Motiver, paa sin Forkærlighed for
Hverdagen, stilfærdig og hyggelig-fortrolig i sit Væsen, er
den ikke afgrundsfjern fra Viborgmesterens Værk?
Dette har jo dog sine Forudsætninger i italiensk Fortids-
kunst, havde ikke taget Form saa stor og klar, hvis ikke
Skovgaard havde vidst at levendegøre Impulserne fra hin
ganrle Kirkens Kunst syd for Alperne. Dér springer de Kii-
der, hvoraf her er øst.
Det er vel uimodsigeligt.
En af de mærkeligste Sider i den skovgaardske Kunst,
som den viser sig her, er Samfølelsen med svundne Tiders
Stil, dog mere end det, Evnen til at gaa ind i Stilen, saa
denne ikke føles som noget laant, ja knap som noget
bundet. — Kortsynethed eller Uvidenhed har kunnet tro,
at man her havde en
Slags Kopi eller Pla-
giat for sig. Men hvor
eller hvenr er det
Forbillede saa, Skov-
gaard har kopieret?
Vel har han lært af
de store kirkelige
Traditioner og opta-
get deres ydre Attri-
buter. I en ganske en-
kelt Figur, den tro-
nende Kristus i Ap-
sishvælvingen, det
Centrum, hvori hele
Kirkens Perspektiv
løber ud, klinger de
byzantinske Traditio-
ner saa stærkt, at
han selv forsvinder
derved.
Her har han intet
andet attraaet, unødvendigt at forklare hvorfor. Men helt
igennem møder Viborgkirkens Kunst os ellers som fri og
direkte Udstraaling af en Personlighed, saa stærk og le-
vende, at det først og sidst er den, der betager og over-
beviser os.
Hvad er det vel for Egenskaber, der har formaaet at
gøre Skovgaards Værk folkeligt, tilgængeligt for alle? Det
er hverken dets dekorative Skønhed eller særlige Stil —
ak! disse Begreber betyder ikke Alverden for os herhjemme
—, det er dets dybe, tnenneskelige Gemyt, som Udslag af
et naturligt og rent Sind, og det er rnaaske ikke mindre
Billedernes Anskuelighed, som selv hvor Kunstnerens Fan-
tasi mægtigst udfolder sig, som i Hinnnel- eller Paradis-
skildringerne, beholder Jorden i Sigte.
Tag som et Exempel fra Viborg den grandiose Fremstil-
ling af Jesus, der fører Dødsrigets Beboere op til Livets
Land. Hvor mærkeligt virker ikke her de massive, bindes-
bøllsk forsirede, Portfløje, som Englene aabner ind til det
straalende Lysrige.
Et andet Exempel fra et ganske lille, men dybt originalt,
Arbejde, Indlednings-Tegningen til »Den signede Dag«! ■—-
Her staar en Vugge, en ganske tarvelig Trævugge plantet op
191