Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

i Skyerne; fra Vuggen flyver Smaaengle op, og en af dem
puster Lyset ud — det staar og brænder i sin Stage ved Vug-
gen. Hvilken Anskuelighed! Det er et af disse genialt naive
Træk, man altid husker. — Men er der ikke noget dansk
tillige i at stille saa-
danne fast haandgri-
belige eller jævnt
dagligdags Realiteter
op som Holdepunkter
for Fantasien? Joa-
kim Skovgaards Fan-
tasi maler ikke ved
Hjælp af Skyer og
Stjerner alene, skønt
ogsaa dem har han
gjort Brug af i sin
Kunst.

Det Vingefang, der
lader denne Ørn sti-
ge saa højt, det er
vel noget saare sjel-
dent i dansk Kunst.

Men i de store Op-
trins Baggrund; i Ty-
perne, skønt mere
abstrakte, end vi er
vante til; i Humøret;
i Tilforladeligheden,
er der noget ægte

dansk og noget, der taler til danske Sind og Hjerter.

For Resten —, saa dansk et Navn, Skovgaard bærer og
saa jævn dansk, hans Faders Slægt var, saa er der jo
ikke langt til det sydlandske, det italienske Blod i hans
mødrene Æt. Det
store Syn og den le-
vende Skaberfantasi,
maaske disse Gaver
er tilflydte ham fra
dette Blod? Er det
ogsaa derfra, der
gaar lønlige Strømme
til den Skønhedsføl-
else, den Holdning
og Kultur, som synes
næsten medfødt i
hans og Broderens
Kunst? Eller er dette
ikke snarere en Fæ-
drene Arv? Faderen,
der var sine Sønners
første Læremester,
malede ikke blot de
Landskaber og andre
naturalistiske Lærre-
der, som skabte hans
Ry i vor nationale Kunst, men hans Evner gav sig ogsaa
Udslag i dekorative Arbejder, som, saa beskedne de er, vi-
ser den fineste Stilsans og Skønhedsfølelse. Det ligger da
nærmest at betragte ikke blot det dekorative Element i Søn-
nernes Malerkunst, men deres hele betydningsfulde Virk-

En stille Time (Kunstnerens Hustru)

Fire Birketræer (Halland). 1890. Tilhører Hirschsprungs Samling

somhed i den dekorative, anvendte Kunst, som en Slags
Fortsættelse af det Talent, der hos Faderen ikke kom til
fuld Udfoldelse. --

Det store Arbejde i Viborg Domkirke strækker sig over

henved en halv Snes
af Joakim Skov-
gaards bedste Mand-
domsaar, fra c. 1895
—1906 og betegner
vel Kulminationen i
hans Kunst.

Søger vi — som
naturligt nu da Me-
steren fejrer 70-Aars
Fødselsdag — at ta-
ge et Overblik over
hans utroligt frodige
Produktion og at fin-
de Udviklingslinien
deri, saa er det som
om den Række frem-
ragende Værker, der
gaar forud for Kir-
kens Udsmykning,
efterhaanden stiger
op mod dette Maal;
og videre ses det, at
den Verden af Moti-
ver og Rigdom af
Ideer, der blomstrede frem under Arbejdet med Kirken,
siden afføder Genoptagelse og videre Bearbejdelse af Em-
ner, som kan føres tilbage hertil, uden at dette forøvrigt
udelukker, at samtidigt en Mængde Værker af hel anden

Art bliver til. — Vi
opfatter uvilkaarligt
Viborg Domkirke
som det centrale i
Skovgaards Kunst-
nergerning, og dog!
— Man kan tænke
sig Templet paa
Bjergets Tinde borte,
Bjerget selv bliver
tilbage. Saa vidt om-
fattende er denne
Kunstnerbegavelse,
saa mange andre in-
teressante og betyd-
ningsfulde Arbejder
er udgaaet fra hans
Haand og Værksted,
at han ogsaa paa Ba-
sis af disse alene vil-
de rage op i sin Sam-
tid som den sjældne
og store. — Et enkelt Billede »Kristus i de Dødes Rige«,
er egentlig nok til at sikre ham denne Højde.

Ingensinde før har vi i vor Malerkunst mødt Toner som
de Basunstød, der klinger ud fra dette mægtige Lærred;
aldrig er det lykkedes en dansk Kunstner at give sit dybt

192