Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Paris. Men der fandtes altsaa hos selve Thiele, Thorvald-
sens Biograf, Hjemmel for, at Thorvaldsen havde gjort
en saadan Statue, som den beskrevne, der ikke fandtes i
Kjøbenhavn ...

Først længe efter at Købet havde fundet Sted, fik
jeg Lejlighed til at se Thieles Bog. Ja, der stod Ganymedes
omtalt, Side 349, som Hr. Oppermann rigtigt havde med-
delt. Der stod, som Enhver kan læse, at

»Da Thorvaldsen forrige Aar*) omarbejdede sin tidligere
Statue af den staaende Qanymed, og valgte et nyt Motiv,
hvorved Ørnen ved Drengens Fod bortfaldt, traadte denne
Ørn for hans skabende Tanke i en ny Forbindelse med Gany-
med, og saaledes, antagelig fremstod denne Gruppe.

En saadan Composition fremgik i alt Fald paa denne Tid
fra hans Haand ...« etc., etc.

Kan jeg finde Ord stærke nok til at skildre min Mistillid
til Hr. Museumsdirektørens Indsigt, da jeg endelig selv fik
Thieles Bog i Haanden, og øjeblikkelig var klar over, at de
i Citatet omtalte Varianter af den »tidligere Statue« (Wo-
rontzoffs, 1805) var Ganymedes der skænker (1816) og
Den knælende Ganymedes (1817). De findes begge i Kjø-
benhavn; af den ene saavidt vides en af Originalerne (den
blev flere Gange udført i Thorvaldsens Atelier) af den
anden en Marmorreplik, af dem begge til Overflod Af-
støbninger. I selve Thorvaldsens Museum. Ethvert Barn
i Landet kender dem, den knælende Ganymedes og Gany-
medes der skænker i Drikkeskaalen, men næppe noget
Barn i Landet ... naa, at Hr. Oppermann senere læste
efter og nu kan paa Fingrene, hvilke Varianter Thiele
sigter til, er troligt; saadan kan man, som en Vismand har
sagt, immervæk lære noget Nyt**). Men saadan kan man

tillige lære — som Forfatteren af disse Linjer har lært —
ikke at sætte Hr. Oppermanns Indsigt paa hans særlige
Omraade højere end hans kunstneriske Skøn eller hans
kunstkritisk bedømmende Evne ■— hvis Brist han i Dags-
pressen jævnligt manifesterer ved sine Domme over vor
Tids Kunst.

Paris, ultimo April 1926. El HSt Gotdschmidt.

Til ovenstaaende Artikel har Hr. Oppermann ønsket at
knytte følgende Bemærkninger:

Gengivelsen i Samleren for Marts af mit Svar paa den
telefoniske Forespørgsel angaaende Pariser Ganymedes er
korrekt. Adspurgt om Thiele onrtaler den hos Hillerup gen-
givne staaende Ganymedes med Ørnen, henviste jeg til
Thiele II, S. 349. Jeg maa derfor fastholde, at jeg synes
det dristigere end tilladeligt, at Hr. Goldschmidt drager
mig til Ansvar for de Misforstaaelser, som er indløbet i
den paagældende Mellemmands Telegram, og dette saa
meget mere som det omhandlede Telegram ikke har været
mig forelagt førend i Hr. Goldschmidts Artikel.

Kjøbznhavn, d.5.Maj 1926. Th. Oppei mantl.

*) 1816.

**) At Hr. Oppermann endvidere skylder mine ringe Meddelelser
Kendskabet til Thorvaldsens Forbilleder hos Torlonia og til
Viscontis Katalog, véd jeg; det er Iigesaa forkasteligt som
forkert, naar han prøver pa at anvende denne ny Viden mod
mig: der staar selvfølgelig intet i Viscontis Katalog om
(hvad Hr. O. meddeler i Samlerens Marts Nr.), at den ene
af de af mig fremdragne Antiker hos Torlonia ikke fandtes
i Rorn paa Thorvaldsens Tid.

DEN OMSTRIDTE GANYMEDES’ TILKNYTNING

AV ARNE NYOAARD NILSSEN

Når der først er reist strid om bestem-
nrelsen av den Ganymedes-statue som blev
fundet og kjøpt i Paris ifjor sommer, skul-
de det ligge nokså nær at undersøke om
den ikke kunde ha sammenhæng med
fransk skulptur. Jeg føler selv ingen opfor-
dring til at foreta denne undersøkelse; jeg
er bare tilfældigvis blit opmerksom på et
fransk arbeide som fortjener at komme i
betragtning i denne forbindelse, og som
jeg derfor ikke vil undlade at bringe ind i
diskussionen: Ganymedes med ørnen av
Pierre Julien 1776 i Louvre.

Uten at kjende hverken den nyfundne
statue eller den av Jutien paa anden måte
end gjennem reproduktioner (Julien’s er
gjengit i E. Hildebrandt: Maleri med Pla-
stik des 18. Jahrhunderts in Frankreich,
a. 76), er det uråd at ha en tilstrækkelig
begrundet mening om forholdet. Men det
er vanskelig at gjøre sig fri fra det ind-
tryk, at den omstridte statue står nærmere
Julien’s end nogen av Thorvaldsens, ibe-
regnet den Ganymedes som blev utført til
grevinde Worontzoff, som vi bare kjender
gjennem et stik.

Denne sidste statue, som jo er den eneste
av Thorvaldsens stående Ganymedes-sta-
tuer, hvor ørnen er med, har intet av det
sluttede gruppepræg, det uløselige samspi!

82

mellem ørnen og ganymedes som kjende-
tegner Pariser-statuen. Dette har derimod
Julien’s, endog med samme eller rettere
noget sterkere dreining av ørnens krop og
basking med vingerne og løftning av hodet
op nrod Ganymedes, som sænker hodet mod
ørnen paa lignende vis eller rettere noget
mere her også. At disse bevægelser er
sterkere hos Julien end i Pariser-statuen,
er ialfald delvis en følge av at ørnen hos
ham står meget lavere end i den anden;
men også hos Julien står den højere end
Ganymedes, hvad der ikke er tilfælde hos
Thorvaldsen. Tordenkilen, som Pariser-
statuen har, men som Thorvaldsens mang-
ler, finder vi også igjen hos Julien. Like-
ledes stemmer de to overens og skiller de
sig fra alle hittil kjendte Ganymedes-frem-
stillinger av Thorvaldsen deri at de begge
mangler den frygiske Hue.

På flere av de punkter som særlig har
gjort det betænkelig at henføre den ny-
fundne statue til Thorvaldsen, er der altså
bevislig overensstemmelse med denne gany-
medes av Julien. Hvordan det forholder sig
med en så væsentlig ting som formbehand-
lingen, er det umulig at avgjøre efter repro-
duktionen. At Pariser-statuen skulde være
mere beslegtet med Thorvaldsens end med
Julien’s er ihvertfald ikke sikkert. Det ser

TIL FRANSK SKULPTUR

snarere ut til at være omvendt. Eksempel-
vis synes hodeformen at stå nærmere Julien
end Thorvaldsen.

På den anden side er der også iøinefal-
dende avvikelser. Således liolder Julien’s
Ganymedes den ene armen på tvers av
underlivet, i motsætning både til Pariser-
statuen og Thorvaldsens, og både Gany-
medes og ørnen står på et fælles underlag
av skyer, mens Ganyinedes i Pariser-sta-
tuen står direkte på plinten og ørnen på
firkantet sokkel, — begge deler remines-
censer hos Julien fra rokokoens kontra-
postiske og maleriske stil som Pariser-
statuen har frigjort sig for.

Soin elev af Guillaume Coustou den
yngre betegner Pierre Juli-en (1731—1804)
allikevel en renere og mere egte klassicisme
end nogen av sine samtidige, også end den
i samtid og eftertid ulike mere berømte
Pajou (1730—1809), hos hvem rokokoen
helt spænder hen under klassiicismen. Og
dette gør netop denne ganymedes det kla-
reste uttryk for. I virkeligheten står den
helt isolert i tidens franske skulptur. E.
Hildebrandt gir den plads i Thorvaldsens
umiddelbare nærhet.

Stilhistorisk skulde Pariser-statuen efter
dette ha sin plads mellem Julien’s og Thor-
valdsens Ganymedes-statuer.