Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

EFTERAARSUDSTILLINGEN

Den unge, dygtige Maler O. V. Borch, ubestridt en af Efteraarsudstillingens interessanteste og betydeligste Kunst-
nere har som Samlerens Medarbejder vist den Resignation selv at anmelde Udstillingen i Den Frie og derved af-
skaaret sig fra den Omtale af sin egen Reprcesentation paa Udstitlingen, som den ellers i saa høj Orad var berettiget til.

DSTILLINGEN i
Aar grupperer sig
paa en smuk Maa-
de om Hædersgæ-
sten Edvard Munch. Andet
Steds i Bladet gøres Munchs
Kunst og Kunstnerperson-
lighed til Genstand for en
mere udførlig Omtale.

Jeg vil dog lige have Lov
til at fremhæve Munchs sto-
re Betydning for den unge
danske Malerkunst, den er
meget mere dybtgaaende
end vistnok de fleste aner.

Ung Kunst i den øvrige
Verden er i stor Gæld til
Cezanne. Skandinavien og
Tyskland maa kunsthisto-
risk set bedømmes ud fra
Edv. Munch.

Dermed være selvfølgelig
ikke sagt, at Cezanne ikke
har sat Spor heroppe; men
der er et helt naturligt
Slægtskab mellem Munch
og Malerungdommen i vor Tid, det fremhæves tydeligt og
klart paa Efteraarsudstillingen i Aar.

Uden Epigoneri, selvfølgeligt og ligetil fortsætter det
nye Slægtled Munchs grundlæggende og banebrydende
Kunst.

Cezannes galliske Lethed og Klarhed staar os i Virkelig-
heden ret fjernt. —■ Hans spekulative Kunst er os i Grun-
den imod. — Cezanne var
vel nok en af Verdenskun-
stens mest udprægede Ar-
tister, han fremstod i det
rette psykologiske Øjeblik
og fik en Betydning for
Kunstens Udvikling som vel
ingen anden Kunstner no-
gensinde har haft, og hvor-
for ikke sige det rent ud,
man maa haabe ingen anden
nogensinde faar.

Munchs virile Urkraft,
hans dybe og ægte Menne-
skelighed, hans jublende
Malerglæde, der strømmen-
de som en Fos river alt med
sig, maa inspirere enhver
der dyrker Kunsten. Blot nu
det kunstelskende Publikum
kunde faa Øjnene op for det

nære Slægtskab mellem de
Unge og Munch og deraf
Iære, at Ungdommen abso-
lut ikke har Uret. — Tvært-
imod. Munch sælger ikke et
Arbejde under et firechifret
Tal.

Det gamle danske Ord-
sprog, at naar det regner
paa Præsten drypper det
paa Degnen, blot det kom
til at passe herude.

Autoritetstro er ikke altid
af det gode, men her var en
lille Smule af det nu ikke af
Vejen.

Efteraarsudstillingens nu-
meriske Antal er i Aar væ-
sentligt mindre.

Komiteen har valgt at ta-
ge færre Arbejder, for at
skabe bedre Ophængnings-
vilkaar for de udstillende
Kunstnere.

Der er ingen Tvivl om at
denne Fremgangsmaade vil
blive kritiseret af de Malere, der af den Grund er blevet
refuserede, og det er jo ret naturligt. Af egen Erfaring ved
jeg, hvor svært det er at sidde i Efteraarsudstillings Komité.

Et Aar blev der foretaget det Eksperiment at antage saa
mange Arbejder som vel mulig. Udstillingen virkede da som
en stor, broget Billedbog, overfladisk set ret festlig og
morsom. Men Antagelsen af for mange Arbejder er sikkert

et Fejlgreb. Det kommer i
alt for høj Grad til at gaa
ud over de gode Malere,
hvis Billeder, ved at blive
trængt sammen, ikke kom-
mer til deres fulde Ret.

Det kommer lidt for me-
get til at minde om et Folke-
opløb, hvor alle skriger i
Munden paa hinanden, og
hvor selv den smukkeste
Røst drukner i Brummeko-
ret.

Princippet gode, men
færre Arbejder er sikkert
det rigtigste, selv om enkel-
te, der føler sig forurettede,
mener noget andet.

E. Borregaard er en
meget evnerig ung Maler;
hans Arbejder har en natur-

H. K r a gh Pedersen: Parket

179